Prindsessen af EngellandEn Romance af C. Hauch.Alviva, Konningens Søster huld,Hun blomstred’ som Markens Lillie,Ung Edvin stirred’ saa tankefuld,Prindsessen kun eied’ hans Villie.Med sikkre Piil han redder sin DrotPaa Jagten fra Biørnen den brune;Et Smiil var hans Løn, medens Had og SpotSnart risted’ ham Glemselens Rune.Dog banker et Hjerte med hemmelig Kraft,Ret aldrig det kan ham glemme.Paa Gangen han hører et raslende Taft,I Skumringen lyder en Stemme:”Hvis, Edvin! Du vanker i Lunden i Nat,”Hvor Roserne blomstre med Lillie,”Du finder en Mø bag det dunkle Krat”Med Troskab og redelig Villie.”Min Jomfru, Du lokker en fangen Hjort,Kun Een har mig tæmt aleene;Jeg følger kun hende, jeg løber ei bort,Ei lokker mig Lundenes Grene.”Hvis, Ridder, Du gaaer hvori Aftnens Glands”Mod Stranden Bølgerne seiler,”Du finder en Mø med en Blomsterkrands,”Den skiænker hun gierne sin Beiler.”Havbølgen iler mod Stranden hen,Den ene knuser den anden,Og Ordet spildes af troløs Ven,Ret aldrig jeg kommer til Stranden.— Men Sløret synker fra Jomfruens Kind,Hun skiælver og blusser saa saare.Han blegner og rødmer med henrykt Sind,I Øiet fremtrænger en Taare.Han hæver sin Røst, hun hvisker: ”Tys!”Du kommer ved Midnatstide.”Han trykker paa Haanden et brændende Kys,Saa svinder hun hurtigt tilside.Men Speideren træder for Kongen brat,”Ung Edvin Dig trodser forvoven.”Din Søster bortiler hver eneste Nat,”Og vanker med Edvin i Skoven.”Af inderlig Vrede Tyrannen er hvid,Mens Rynkerne Panden fure. —Et Fængsel sig aabner ved Midnatstid,Med Mug paa fugtige Mure.Og Jorden hilser den unge VaarVel tove og flere Gange,Mens Edvin sidder med sølvgraae HaarI Fængslet, en sørgende Fange.Hans Ungdom bortsvinder, hans friske Natur,Omsonst er hans Mod og hans Kampe;Fiirbenen kryber paa musdækte Muur,Og æder de giftige Svampe.Et skiælvende Lys i den store HalMed Møie kun adspreder Taagen.Den klynkende Frøe er hans eeneste Skiald,Der huuleiet sidder i Krogen.”Og er Du den eeneste Ven i min Nød,”Han støtter sig mat til Staven,”Jeg deler med Dig mit skimlede Brød,”Min trofaste Sanger i Graven.”En Nat han sidder med Taarer, paa Straae,Af inderlig Veemod han sukker,Da skydes tilside den tunge Slaae,Med Hviin sig Porten oplukker.Frøen sig pladsker i muddrede Vand,Mat brænder den døsige Lue,Da skuer han staae paa det graahvide SandEn gammel skiælvende Frue.Den øvre Verden han husker saa lidt,Som Liget, der ligger paa Baare,Dog neppe hun kommer med sagte Skridt,Da brister han heftigt i Taare.Den deiligste Jomfru paa Jorden gik,Var nu en bedaget Qvinde:”Alviva!” — han sukker med udslukte Blik,Mens Taarerne strømmeviis rinde.De Lokker, der ned over Hælen hang,Nu vare som Sølvet hvide.”Jeg vilde kun see Dig en eeneste Gang,”Hun sukked’ ved Midnatstide.”Ak Gud jeg har søgt Dig i tredive Aar,”Med Kiærligheds hede Længsel.”Først nu jeg Dig finder med sølvgraae Haar,”Og her i det dybeste Fængsel.”Da hulked’ som Børn den Olding og Viv,Mod Jord sig Blikkene sænker.”Stjaalen de har os vor Elskov, vort Liv”Med skændigt grusomme Rænker.”For lang Tid de sad i den yndige Vaar,Med Elskov og sagte Latter,Med Ungdoms Krands i det lokkede Haar,Nu sidde de sammen atter.De tænke tilbage paa fordums Lyst,Med veemodssvulmende Hjerte;Da hæver med Suk sig det fulde Bryst,Og brister af inderlig Smerte.