Alviva var Konningens Søster huld,
Hun blomstred som Markens Lillie,
Ung Edvin stirrer saa tankefuld,
Prindsessen kun eied hans Villie.
Med sikkre Piil han redder sin Drot
Paa Jagten fra Biørnen den brune,
Et Smiil var hans Løn, medens Had og Spot,
Snart risted ham Glemselens Rune.
Dog banker et Hierte med hemmelig Kraft,
Ret aldrig det kan ham glemme,
Paa Gangen han hører et raslende Taft,
I Skumringen lyder en Stemme:
„Hvis Ridder! du gaaer, hvor i Aftenens Glands
Mod Strandbredden Bølgerne seiler,
Du finder en Mø med en Blomsterkrands,
Den skienker hun gierne sin Beiler.
— „Havbølgen iler mod Stranden hen,
Den ene knuser den anden,
Og Ordet spildes af troløs Ven,
Ret aldrig jeg kommer til Stranden.”
— „Hvis, Edvin! du vanker i Lunden i Nat,
Hvor Roserne blomstre med Lilie,
Du finder en Mø bag det sorte Krat
Med Elskov og trofast Villie.”
— „Min Jomfru! du lokker en fangen Hiort,
Kun Een har mig tæmmet alene,
Jeg følger kun hende, jeg flygter ei bort.
Mig lokker ei Lundenes Grene.”
— Men Sløret synker fra Jomfruens Kind,
Hun skiælver og blusser saa saare.
Han blegner og rødmer med henrykt Sind,
I Øiet fremtrænger en Taare.
Han hæver sin Røst, hun hvisker: „Tys!
Vi samles ved Midnatstide.”
Han trykker paa Haanden et brændende Kys,
Saa svinder hun let til Side.
Men Speideren træder for Kongen brat:
„Ung Edvin dig trodser forvoven,
Din Søster bortvandrer hver eneste Nat,
Og samles med ham i Skoven.”
Da vorder Tyrannen af Harme hvid,
Mens Rynkerne Panden fure,
Et Fængsel sig aabner ved Midnatstid
Med Mug paa de fugtige Mure.
Og Jorden hilser den unge Vaar
Vel tyve og flere Gange,
Mens Edvin sidder med sølvgraae Haar,
I Fængslet, en sørgende Fange.
Hans Ungdom bortsvinder, hans friske Natur,
Forgieves er alle hans Kampe,
Fiirbenen kryber paa fugtige Muur,
Og æder de giftige Svampe.
Et eensomt Lys i den store Hal
Med Møie kun adspreder Taagen,
En pibende Muus er hans eneste Skiald,
Der dristig sig nærmer fra Krogen.
„Og er du min eneste Ven i min Nød,”
Han støtter sit Hoved til Staven,
„Jeg deler med dig mit skimlede Brød,
„Min trofaste Sanger i Graven!”
En Midienat, mens han sidder paa Straae,
Og Søvnen flyer fra hans Øie,
Da skydes til Side den tunge Slaa,
Og Porten sig aabner med Møie.
Frøen sig pladsker i muddrede Vand,
Mat brænder den døsige Lue,
Da skuer han staae paa det graahvide Sand
En bleg og skiælvende Frue.
Den øvre Verden han husker saa lidt,
Som Liget, der ligger paa Baare,
Dog neppe hun kommer med sagte Skridt,
Da brister han heftig i Taare.
Den dejligste Jomfru, paa Jorden gik,
Var nu en bedaget Ovinde,
„Alviva!” han sukker med udslukt Blik,
Mens Taarerne strømmeviis rinde.
De Lokker, der ned over Hælen hang,
Nu vare som Sølv at skue,
„Jeg vilde kun see dig en eneste Gang,”
Saa sukker den blege Frue.
„Ak Gud, jeg har søgt dig i tredive Aar
Med Elflov og inderlig Længsel,
Først nu jeg dig finder med sølvgraa Haar,
I Dybets sorteste Fængsel.”
— „Jeg sidder alt her i saa lang en Tid,
Og havde fast glemt at græde,
Dog nu da jeg seer dig ved Midnatstid
Maa atter min Kind sig væde.”
Da sukked saa dybt den blege Viv,
Mens Edvin sit Øie nedsænker:
„Stiaalen de har os vort lange Liv
Med Vold og grusomme Rænker.
En Gang de sad i den yndige Vaar
Med Elskov og sagte Latter,
Med Ungdomskrands i det lokkede Haar,
Nu sidde de sammen atter.
De tænke tilbage paa fordums Lyst,
Med veemodsvulmende Hierte,
Da hæver med Suk sig det fulde Bryst
Og brister af inderlig Smerte.