Med røden Kind, med Fiær, der vendte
De silkebløde Dunn for Vinden,
Med Falk paa Bryst, med Tømmer spændte,
Holdt paa en Hest, saa let som Hinden,
Ved Borgen Ridderdamen prægtig.
Mens Vindelbroen nedsank vægtig.
Paa vilden Hingst sad vilden Ridder,
Men Svenden paa en ring’re Ganger.
I Skov ei hørtes Fugleqvidder,
Fra Green forjoges Vaarens Sanger;
Det grønne Græs, bedækt med Telte,
Om Skoven slog et hvidligt Bælte.
Med Haandtag mødtes, med Pokalen
Til Randen fyldt, den tætte Skare:
Men vældig svang sig over Dalen,
Liig Tordenveir, dog uden Fare,
Fra Taarnets stærkt forgyldte Krone
Basunens dumpe Bryllupstone.
Dog hun, den skiønne Brud, sig fierner,
Den unge Lok for Vinden bæver.
Hun kalder, og en Skare Terner
Paa hendes Vink alt Foden hæver.
Hun vinker dem fra Lundens Grene, ’
Og vanker bort med Een allene.
„Saa skal I vifte bort I Vinde,
„Min Vaar, min Ungdomskrands i Mulde!
„Saa skal min Jomfrurose svinde,
„Beundring skiftes om til Kulde.
„Saa skal jeg staae som Rosens Tiørn,
„En falmet Viv blandt mine Børn!”
Saa taler hun, den Terne neier
Sig ydmygst dybt bag Mosesivet.
„Ak al den Glæde Verden eier
„Min ædle Viv blev Eder givet,
„Vi Andre skal Jer Byrde bære,
„Men I skal leve høit i Ære.”
— „O, see dog hist bag Egens Blade
„Den Qvinde bleg, hvis Barn sig klæber
„Som Iglen ved de Bryster flade,
„Og suger Blod med hvide Læber!
„Som Jomfru var hun frisk at skue,
„Syv Børn mon hendes Skiønhed kue.”
Saa taler hun, den Terne hefter
Sit hvasse Blik paa Borgens Lillie.
Hun stander still’, hun tænker efter:
„Mechtilde, Viv, er det din Villie?
„Vil i en evig Vaar du gløde,
„Og vil du intet Foster føde?”
„Du siger, hvad jeg vil, min Terne;”
— „Tænk efter vel, hvad du forlanger.”
— „Tænk selv, at du min Sorg kan fierne.”
— „Nu vel, jeg dybt i Skoven ganger,
„Jeg bringer En, som vel dig trøster,
„Du giøre selv saa, hvad dig lyster.”
Og da hver Giest til Borgen iled,
Da Mørket seired over Dagen,
Mens Maanen bleg ved Seiren smiled,
Og dækte den med blege Lagen,
Kun kort for Brudefaklen flammer,
Mechtilde sidder i sit Kammer.
Af Fest og Larm og Angst bedøvet,
Hun mellem Kuld og Hede gruer,
Og skiælvende, som Espeløvet,
Hun seer paa Dørens hvalte Buer.
Da springer op de som for Vinde,
Paa Tærsklen staaer en gammel Qvinde;
En gammel Qvind mod sorte Klæder.
Hun snoer sig sagte som en Slange,
Hun ydmygst hen for Bruden træder:
Hun sagde: „Vær mit Barn ei bange!
„Jeg veed din Sorg og kan den tvinge,
„Din Terne monne hid mig bringe.
„Du frygter Ald’rens hvide Smukke,
„Du frygter Børn og Angst og Smerte.
„Vær rolig, Barn! de skal ei trykke
„Dig tungt just paa dit bange Hierte.
„Du est en ung og deilig Frue,
„Og Sorgen bør dig ikke kue.
„Hvis paa min Konst du vilde lide,
„Dens Kraft du sikkert engang sanded;
„Dog maa du gaae ved Midnatstide,
„Hvor Møllens Hiul gaaer rundt for Vandet,
„Hvor Strømmen dybt fra Slusen falder.
„Der vil jeg stande, naar du kalder.”
Den Gamle svandt, men halvt kun vaagen
Mechtilde skialv, forladt af Varme;
Dog snart hun glemte Drømmetaagen,
Varmt krystet i sin Brudgoms Arme,
Paa Jagt, paa Gang’ren, ved hans Side,
Hun glemte snart sin Angst og Qvinde.
De muntre Terner Væven sloge,
Mechtilde sad i Fruerstue;
Da smiled En med Øine kloge:
„Hil være Jer, min stolte Frue!
„Jert Livbaand er for trangt” hun meldte,
„Vi væve Jer et Fruerbelte.”
Da Kindens røde Roser svinde:
„Sligt Ord du vover at frembære,
„Du frækforvovne Tjenerinde!
„Det er ei saa, det skal ei være,
„Før hvile skal mit Liig paa Baare.”
Da blegned alle Terner saare.
Mechtilde gik i dybe Tanker.
Hun hviler ved sin Husbonds Side;
Med Bæven hendes Hierte banker.
Og op hun staaer ved Midnatstide.
Mens Ridd’ren slumrer paa sit Leie,
Hun iler giennem Borgens Veie.
Hun dreier Portens Laase listig,
Hvert Trin gienlød fra Borgens Stene.
Hun sænker Broen sagte dristig,
Nu staaer hun alt paa Engen ene.
Hun hører Egens Blade suse,
Og fiernt hun hører Vandet bruse.
Og som hun gaaer, hun seer fremskride,
En eensom Vandrer giennem Skoven.
Han træder frem i Klæder hvide:
„Din Gang mig tykkes heel forvoven.”
Han hæver høit sin Røst: „Mechtilde!
„Hvi gaaer i Natten du saa silde?”
— „Du kiender mig, skiøndt Mørket truer?”
— „Jeg kiender dig, og hver din Tanke.”
— „Saa veed du og, hvi du mig skuer
„Paa denne Sti saa sildig vanke.”
— „Jeg veed, at Natten dig forblinder,
„Gaa ei hvor Biergets Strømme rinder!”
— „Og kiender du, som Alting kiender,
„Den Smerte, som en Mø maa lide,
„Naar Vaar og Ungdom Ryggen vender,
„Naar gule Lokker vorde hvide,
„Naar Angst og Qval mit Legem’ saarer
„Og slukker Øiets Glands i Taarer?
„Naar Barmens kiække Fylde svinder,
„Naar ranke Væxt af Fødsler tvinges,
„Naar Farven flyer fra mine Kinder,
„Naar rundt af Børn mit Fied omringes,
„Naar jeg med gustne Kinder sniger
„Mig frem til Spot for unge Piger?”
— „Forvendte Viv! du kiender ikke
„En Moders Fryd af Børn omgivet:
„Den Ældste gaaer med kloge Blikke,
„Den Yngste slynger sig om Livet,
„Og med et Suk, der sagte stiger,
„Hun hilses mildt af Viv og Piger.”
— „En Jomfru’s Lod mig meer forlyster,
„Paa Jord jeg intet Bedre kiender;
„Høit hvælve sig de unge Bryster,
„Hun skjuler dem med sine Hænder.
„Hun Haaret i en Fletning føier,
„Og Nakken af dens Vægt sig bøier.”
— „Og troer du ei, at Grenen zirer
„Det store Træ, hvoraf den springer?
„Hver Blomst, der høit i Toppen spirer,
„Sin Moders Roes mod Himlen bringer,
„Og modnes een kun i det Høie,
„Da har du Fryd for al din Møie.”
— „Jeg attraaer ei saa dyr en Lykke,
Din matte Røst kun lidet frugter.”
— „Og vil du uden Blomst og Smykke,
„Fortørret skyde dine Bugter,
„Et saftløst Træ paa Engen ene,
„Foruden Frugt og uden Grene?”
— „Det være som det vil, mig huer
„Min egen Villie dog at følge.”
— „Og veed du ogsaa, hvad dig truer,
„At i dit Skiød sig alt mon dølge
„Et spædt, uskyldigt Foster stille?
„Det maa du først ved Livet skille.”
— „Ja røver det hvad meer end Livet
„Jeg elsker, alt mit Haab, min Lykke,
„Det Bedste, hvad paa Jord er givet,
„Min Ungdom og mit Skiønheds Smykke.
„Da myrder jeg, hvo mig vil myrde,
„Og kaster bort, hvad er til Byrde.”
— „Er det din Villie fast og rolig,
„Din Villie ingen Magt betvinger,
„Saa gaa! der staaer din Hielpers Bolig,
„Der staaer hun selv, hvor Hiulet svinger.”
Hun iler til de dunkle Vande,
Og fiernt hun seer den Gamle stande.
De stolte Knæe sig ydmygt neie,
Den Gamle aabner lukte Sluse,
Hun viser Vandet andre Veie,
At frit det kan til Møllen bruse,
Med Iil det sine Strømme sender,
Og Hiulet vælter sine Tænder.
Den Gamles Been sig sagte flytte:
„Mechtild! du mærke paa min Tale!
„Vil du din Sorg mod Ungdom bytte,
„Det maa dit Barn med Blod betale?”
— „Saa tag det hen!” hun sagte siger,
Mens Blodet ræd fra Kinden viger.
Hun føler grant den Gamles Hænder;
De tynge hendes Liv mod Jorden.
Dog snart hun knap sig selv gienkiender,
Hun rank og smal er atter vorden.
Hun hæver høit af Fryd sin Stemme,
Da kan hun fiernt en Graaid fornemme.
Hun frygtsom ind ad Døren triner,
Hun skyder mat tilside Grenen.
Da vorde blegere blege Miner,
Der drypper Blod fra Møllestenen.
Et Barn sig under Hiulet vender,
Og knuses langsomt af dets Tænder.
Da flyder Angers bittre Taare!
Mechtilde bleg til Borgen bæres.
Ved Dag og Nat hun skiælver saare,
Hun stedse meer og meer hentæres;
Hun stedse seer den fæle Qvinde,
Og Blodet under Hiulet rinde.
Hun vorder stedse bleg og bange,
Naar fiernt et Barn hun monne skue.
Hun aldrig tør i Kirken gange.
Og aldrig under Altrets Bue;
Thi høit de fromme Børneklynger
Til Herrens Priis fra Choret synger.
Alt meer og meer slaaer Smerten Rødder,
Tilsidst hun bær’ sin Sorg ei længer;
Hun synker til sin Husbonds Fødder,
Den sorte Daad fra Læben trænger.
Sin svare Brøde høit hun siger,
Men Ridd’ren ræd tilbageviger.
Med bortvendt Kind, han taler ikke,
Til Døren peger kun hans Finger;
Hun aldrig mere seer hans Blikke,
En Terne bort den Blege bringer;
Hun maa fra høie Borg bortvige,
En Gysen for hver Viv og Pige.
Og for de rige Purpurklæder —
En haaret Særk bli’er hende givet.
Med blottet Fod hun Veien træder,
En Strikke slynger sig om Livet,
En Hat, belagt med Muslingskaller,
Med side Læg fra Issen falder.
En sparsom Drik kun Tungen qvæger,
Hun eensom gaaer, som til sin Brøde;
Hun tømme maa det bittre Bæger,
Hun betler for hver Dør om Føde.
Hver Skiønhed er forlængst alt borte,
Saa staaer hun ved Lorettos Porte.
Der staaer den hellige Jomfru’s Billed
I Guld og Elfenbeen udskaaret,
Paa Piedestalen høit opstillet,
Til Folkets Andagt ene kaaret.
Det hulde Blik hver Synder trøster.
Et Barn hun mildt i Armen kryster.
Hver Synder monne Naade finde,
Mechtilde synker bleg til Jorden.
Hun kiender i den høie Qvinde
Den hvide Pillegrim i Norden;
Hun og den liden Dreng gienkiender,
Hun saae ham under Hiulets Tænder.