Og naar jeg nu bliver en gammel Mand
Og mit Skiæg er hvidt;
Naar Piben jeg holder med stumpede Tand,
Og hviler mig tidt;
Og naar jeg en lille Papacallot
Paa Hovedet har,
Og ikke kan læse Aviserne godt
Foruden Glar.
Og naar Du sidder en gammel Viv,
Og har glemt Din Sang,
Og eier ei mere Dit smækkre Liv
Og Din Jomfrugang.
Dit Hoved ligner en Bøg i Høst
Efter Regn og Blæst;
Du dølger et Liig af Dit yndige Bryst
Med en sort Modest.
Da slumrer jeg engang sødelig ind
Og bliver saa blid,
Mens Fluerne surrer omkring min Kind
Ved Middagstid.
Da kommer en Drøm fra min Ungdomsvaar
Til min Lænestol,
Efter Dig jeg en inderlig Længsel faaer
Du Qvindernes Soel!
Da tar jeg min Stav, da tar jeg min Hat
Og vandrer min Vei.
Om Dit Huus jeg finder ved Dag eller Nat,
Det ændser jeg ei.
Jeg vandrer afsted saa godt jeg kan
Med de vaklende Knæe,
Og drikker af Bækkens det klare Vand
Med min Ryg til et Træe.
Og naar Du da strikker med Dine Smaae
Ved det store Bord,
Med eet jeg banker pludselig paa
Før Du veed et Ord.
Da kommer en skikkelig gammel Person,
Hans Tinding er bar;
En underlig, sørgelig, lystig Patron
To Roser han har.
Den ene sætter han i Dit Bryst,
Den anden i sit,
Og seer paa den aldrende Viv med Lyst
Og hviler sig lidt.
”O Lina! huldsalige Lina min!”
(Saa raaber han ud;)
Lad mig hvile her ved Din fagre Ruin
Før mit Lys gaaer ud.
Og hvor er Din Barm saa rund og saa fuld?
Du Sølvergraa!
Du havde vel hundrede Krøller af Guld
Nu har Du saa faa.
Du var en Due saa melkehvid;
Jeg var en Ørn.
Vor Alder tog den løbende Tid;
Nu ere vi Børn.
Op lystig flet os et Silkegarn!
Væk med Forstand!
Kom lystig i Haugen, Du gamle Børn!
Med den lystige Mand.
To Skamler, dem vil vi os sætte paa
Med barnlig Hu;
Og Sommerfugle, de røde, de blaae
Dem fange vi nu.
Som Svalen bygger en Rede fiin
Paa styrtede Muur,
Saa vil jeg nu her i det Skiønnes Ruin
Slaae op mit Skuur.
Og naar de da visne de Roser to,
Saa visne vi med.
Vi ville da sove tilsammen i Roe,
I en evig Fred.
Paul Møller.
