Jeg vil fortælle en synderlig Begivenhed, som er hændet mig selv, og jeg vil under Fortællingen ikke lade det forstyrre mig, at man udentvivl vil ofte mistroisk trække paa Skuldrene og ansee meget for Tant og Digt; skiøndt dog hvert Ord deraf er Sandhed.
Forleden, da en Forestilling, som ikke varede til Klokken eet over Midnat, blev givet, havde jeg valgt mig en Plads i Krogen af en Loge, og i denne Krog var jeg slumret ind. Foregaaende Dages og Nætters anstrængende Arbeid, der just nu var lykkeligen tilendebragt, kan forklare denne Søvn ligesaa naturligt, som den her var ubetimelig. Da jeg vaagnede, var alting tomt og mørkt omkring mig. Skuespillet var ikke allene tilende, men alle Lys vare sluktede, og Huset forladt og lukket. I min Fortumling og Skræk var jeg ei istand til at finde Logedørren: I samme Angst sprang jeg derfor over alle Bænke, og, uden egentlig Bevidsthed om hvad jeg giorde, fra Logen (den var i underste Etage) ud i Parkettet. Endnu var jeg ikke kommen ganske til Besindelse, da pludseligen fra den Side, hvor jeg formodede Theatret var, tolv langsomme Klokkeslag løde. Det tolvte Slag gientonede længe i den høie og tomme Sal, og i den dybe Stilhed. Det forekom mig, som jeg i Mørket skimtede nogle Lysstraaler; jeg vendte mig uvilkaarligt, og — den tændte Lysekrone gleed sagte ned fra Loftet. Alting oplystes. I det jeg forundret saae mig om, rullede det gamle velbekiendte, i en fri og dristig Aand malede Teppe op. Bag ved var et nyt, men som jeg aldrig før havde seet. Det var et simpelt Teppe uden alle Zirater, og dog vidnede det om sin Mesters Konst og Diærvhed. Det store Forhang syntes skiødesløst, men ved overmenneskelig Kraft, at være kastet op over den bærende Stang og at hænge ned i dybe og frie Folder. Man skulde troe, det var Forhænget for en ukiendt Verden og at bag hine Folder skiultes den menneskelige Siæls dybeste Hemmeligheder. Men skulde ogsaa bag det stundom kun vise sig flaue Copier af Hverdagslivets Flauheder, tænkte jeg, skulde det skuffe den Forventning det vækker, saa maatte det hellere være borte. Bag dette Forhæng maatte den menneskelige Siæl i sine dybe Hemmeligheder virkeligen udfolde sig, der skulde ved Konstens Tryllerie de skiulte Hiertets Drivter, Lidenskabens rædselfulde Giæring og Udbrud, Daarskabens latterlige Bevæggrunde forraades os; der maatte være Kraft, Grundighed, Begeistring i enhver comisk eller tragisk Fremstilling.
Medens slige Tanker sysselsatte mig, vedvarede endnu den dybe Stilhed; men nogle Minuter derefter tonede mig en sød og liflig Musik i Ørerne. Iforveien havde jeg netop faaet et Blik kastet paa Inscriptionen over Theatret, hvor jeg, til min Forundring, istedetfor den gamle, læste Ordene: HEU PRISCA FIDES. Paa Betydningen heraf tænkte jeg ikke nøiere, thi Musiken henrev mig aldeles. Det var ingen konstig Leeg med de forskiellige Toner; det var ikke saameget en Samstemning, som en Sammensmeltning af Musikens mægtigst virkende Elementer. Mig syntes, at disse dybe og fulde Toner strømmede ud fra et eneste Instrument, og havde dog flere Instrument-Toners Styrke og Ynde. Disse langsomt fremrullende, dybt i Hiertet gribende Toner vakte gamle Minder og tryllede Siælen tilbage i forsvundne Tider.
Under en slig Musik svævede hiint herlige Forhæng op, næsten umærkeligt, som om det hævede sig paa de bølgende Harmonier. I det jeg nu saae mig om (hidtil havde Musiken allene fængslet min Opmærksomhed) saae jeg Salen opfyldt med lutter ubekiendte Mennesker af begge Kiøn. Min Plads var forrest i Parkettet; der stod jeg som forstenet, indtil en aldrende kraftfuld Mand traadte frem paa Theatret og vinkede tydeligen ad mig. Hvorledes jeg kom til ham, veed jeg ikke selv; men en uimodstaaelig Drivt tvang mig til at følge hans Vink. At beskrive ham med Ord, og faae Beskrivelsen til at giøre det samme Indtryk paa Læseren, som hans Udseende giorde paa mig, er ikke muligt. Hans Ansigt var ædelt, som hele hans Stilling, og hans Blik indgiød Ærefrygt. Men en besynderlig Tillid og Frimodighed, saaledes at al min Angst forsvandt, og at jeg roeligen og paa det nøieste kunde lægge Mærke til hvad der foregik, indtog mig, da jeg stod ved hans Side.
Musikens Toner dalede nu langsomt ned fra den Høide, hvortil de havde svunget sig; de endte i en sagte, blidt hendøende Harmonie. Dyb Stilhed herskede over hele Forsamlingen. Den Ubekiendte bøiede sig halvt om til mig, i det han pegede ud over Tilskuerne. Du seer her en begravet Verden for dig, sagde han langsomt. Jeg stirrede hen paa den tause Mængde. Underlige Følelser grebe Hiertet; Musiken havde allerede ført min Tanke tilbage i hine Tider. See her, vedblev han, en for længe siden bortdød Slægt, som i sin Tid besøgte dette Huus. Bemærk de aabne Miner, den jevne Godmodighed i deres Aasyn, og see den tydelige Velvillie, med hvilken de berede sig til venligen at modtage, hvad en værdig Digter, og Acteuren, hans værdige Tolk, skal byde dem. Her er skyldfrie Latter for Comœdiens Munterhed, Taarer for Tragediens lidende Helt, og Begeistring for den i Døden seirende. Men her er ogsaa huld Tilgivelse for menneskeligen begangne Feil, her er en veiledende Critik, elskende Konsten og Konstneren. Den falske Critik, som er begges Fiende, og som kun lumskeligen lurer paa Konstnerens mindre heldige Øieblikke, eller hvis Ondskab digter Feil, hvor ingen ere, — den findes ikke her; den er yngre Tiders Paafund og Skandsel. Lad din Tanke endnu et Øieblik dvæle i det Forgangne. Tænk dig de mange forskiellige Følelser, her ere vakte, tænk dig de mange skyldfrie og ædle Glæder her ere nydte. Ofte, medens spændt Forventning slog Mængden med dyb Taushed, og det tilbageholdte Aandedrag selv neppe vovede at afbryde Opmærksomheden, har den høie Sal kun gientaget enkelte Suk, frembrudte af en følende Barm; og ofte derimod har den gienlydt af Forsamlingens skingrende Latter. Paa dette Sted har Folket ofte med Jubel modtaget sin Kongeslægt, og Borger-Enigheds og Patriotismes Følelser have her udbrudt i høi Begeistring.
Nogle Minuter stod jeg endnu, tabt i disse vakte Tanker. Det mystiske Teppe rullede pludseligen ned; og jeg saae forundret, at det til denne Side havde samme Udseende, som til den anden. Et Øieblik, og det fløi hurtigt op igien. Nu sadde andre Tilskuere dernede, de Gamle vare borte. Jeg var heller ikke istand til at kiende nogen af disse, men den argantiske Lampe, som svævede under Loftet, og det chinesiske Dukkepapir, hvormed alt var overklinet, tydede paa en nærmere Tid. Meget af den gamle Godmodighed og Velvillie var forsvundet af disse Ansigter. Et slebnere, men mere characteerløst, Udvortes, og en affecteret fornem Ligegyldighed mod Alt udenfor sig selv, var det eeneste Characteristiske jeg i Mængdens Aasyn og Adfærd blev vaer; dog maae jeg bemærke, at vi stode temmelig langt fra Prosceniet. Dette Syn varede meget kort. Den Ubekiendte ved min Side talde intet imedens; Dækket rullede hurtigt ned, og efter faa Øieblikke hørtes en modern og lystig Musik udenfor det. De lette og hoppende Toner svævede hurtigt ud i det store Rum; snart stege de, ved Hielp af Oboer og Valdhorn, meget høit, og snart sank de igien pludseligt ned til en fiin og lystig Melodie, for atter derfra at stige til den meest voldsomme Dandsmusik. Det var det stærkeste Udtryk af Tidens Letsind og Letfærdighed; og formedelst de hyppige, ubetimelige Afvexlinger, og de mod hinanden stærkt contrasterende Toner, fik det Hele et vist meget comisk Anstrøg. Jeg betragtede min Ubekiendte, thi han forekom mig at være nedsunket i saa dybe Tanker, at han slet ikke mere ændsede mig. Musiken syntes tildeels at vække en høi Grad af Indignation hos ham, men tit forvandledes denne, især ved Tonernes hyppige skurrende Overgange, til et vist satirisk medlidende Smiil. Hans høire Haand hævede sig, og i samme Øieblik steeg Dækket.
See, sagde han til mig, hvor disse Daarer glæde sig over den uharmoniske Musik; de vide ikke at den udtrykker deres egen Skam. Hurtigt gik han frem til Prosceniets Allerforreste. Jeg fulgte ham, og kastede Øiet ud over den store af Mennesker propfulde Sal. Det var et nyt Publicum, som dog havde megen Liighed med det sidste; en broget Vrimmel, i hvilken megen Støien og Utaalmodighed herskede. Mig forekom det, som jeg denne Gang kiendte adskillige af disse Ansigter.
Ved et Vink af den Ubekiendte taug Musiken. Hvad jeg nu saae og hørte, er saa besynderligt, at jeg, ved at tilbagekalde det i Hukommelsen, selv neppe tør holde det for mueligt. Og dog erindrer jeg det saa omstændeligt, at jeg kunde gientage ethvert Ord, som jeg hørte af den Ubekiendtes Læber, og at, hvis jeg var Maler, jeg skulde kunne levende fremstille ethvert Træk, som jeg saae paa hans Ansigt. Han talte til den støiende Mængde og tvang den til Opmærksomhed. Han opmuntrede de Gode, irettesatte de Forvildede, og straffede de aldeles Fordærvede. For mig var det, da jeg blev
Vidne til dette, og beskuede hans ærværdige Udseende, som om jeg saae Homers vise Odysseus, tilskyndet af Pallas-Athene, at modsætte sig den vildfarende Mængde, der feig stod i Begreb med at forlade Troja uerobret.
Hvilkensomhelst af Fyrster, han traf, og udmærkede Stridsmænd,
Ham med formildende Ord han standsed’, staaende hos ham:
Kiære, kun lidet det sømmer sig Dig, som Misdæder at skiælve,
Men beroelige selv Dig, og paabyd Stilhed de andre.
Hvilken af Folket han derimod saae, og skraalende mødte,
Ham han med Sceptret bortjog, og irettesatte med Tale:
Kiære, stille Dig hold, og hør hvad Andre Dig sige,
Værende bedre end Du; thi Du selv er ustridbar og kraftløs;
Aldrig Din Stemme gialdt i Raad, ei heller i Krigen.
Min ubekiendte Ærværdige begyndte saaledes:
”I Gode og Retskafne, thi af slige ere mange ogsaa her tilstede, tilgiver mig, om jeg et Øieblik ikke synes at ændse Eder, medens jeg taler til de Forvildede i Mængden.
Jeg taler til Eder, vedblev han, I som komme hid, ei for at nyde et ædelt Konstværk, men for at myrde den ædle Tid, ei for at forædle Eders Smag og frigiøre den fra Modens og Fordommes jammerlige Slaverie, men for at bedømme hvad I endnu ikke forstaae, og fordømme hvad I selv eller Modetonen hader, ei for at hiembringe et for det Gode aabnere Hierte, end det I hidbragte, men for at faae Stof til usle Theebords- og Klub-Critiker, eller for at faae Leilighed til Forargelse over indbildte Feil; I, hvilke slige smukke Hensigter drive hid, maaskee hver Aften, medens hiint helligere Tempel aldrig saae Eder inden sine Mure, — det er til Eder jeg taler, og tvungne skulle I nu være til at høre mig.
Bliver dog langt hellere aldeles borte herfra, end vanhelliger Konstens Tempel med Eders Nærværelse, naar kun saa uværdige Hensigter foraarsage den. Alt hvad Saadanne, som I, kunne søge her, det have I jo allerede hiemme, og i Eders Selskaber: Aandssløvende Adspredelse, ukiærlige Domme om Andre, borneerte Critiker over Konstens Værker. Ja selv de Narre og Skurke, som Konsten her viser i Thalias Huulspeil, dem kunne I jo see langt mageligere og mere lignende i Speilene hist i Eders Sale. Bliver borte, og Konsten, den sande ædle Konst, skal takke Eder evigt derfor; thi med Eder ville vel og de smagløse og smagfordærvende Producter, som stundom fremdrages her, blive borte. De forestilles kun til Eders Fornøielse; naar I vige Pladsen, vil ingen fordre dem mere.
Men jeg veed det, saalænge det er fornemt og Mode at myrde en Deel af Tiden her, saalænge er det forgiæves, at bede Eder blive borte. Derfor har jeg ogsaa andre Formaninger at give Eder. Naar I da endeligen skulle komme, saa tillader dog i det mindste Andre at komme og at være her tilligemed Eder: tillader, at Enhver, som kom her, ei for at see eller høre Eder, men for at laane Forestillingen Øie og Øre, maae kunne dette, uden at hindres og afbrydes deri ved Eders altid daarlige, stundom lumpne og raadne Snak Lægger dog Kurv paa Eders Munde og Baand paa Eders flødende Tunger, medens Acteuren taler: Værer dog ikke saa uforskammede, med Eders flaue og usle Anmærkninger at forstyrre Nogens Opmærksomhed, fordi Mangel paa Forstand og Hierte hindrer Eders egen. Og, om det er mueligt, saa fornærmer heller ikke udenfor dette Huus Smagen alt for meget med Eders næsvise Domme over den udmærkede Digter og Acteur. Betænker hvad I ere, fra den aandelige Side betragtede, i Sammenligning med dem, og bilder Eder dog for Alting ikke ind, at I ere bedre i nogen Henseende, fordi I maaskee ere enten rigere eller fornemmere.
Dog ikke blot fra Eder komme disse umodne og ukiærlige Domme, Domme som røbe ligesaamegen Mangel paa Kiendskab, som paa Kiærlighed til det, man kalder Konst i ædleste Betydning. Mangen ellers brav Mand har enten Naturen stedmoderligen nægtet, eller Opdragelse og andre Tilfældigheder aldeles betaget, varm Følelse for Konstens Frembringelser. Maatte dog Naturen eller hine Tilfældigheder ikke tillige have betaget en Saadan den Sindighed og beskedne Selvkundskab, at han ei dømte om, hvad han ei fik Evne til at begribe. Maatte han aldrig følelsløs tillade sig at haane Konstneren eller hans Værker! maatte han i det mindste ære Konsten som en ukiendt Guddom, fordi han seer saamange Ædle at kiende og hylde den!
Endeligen maae jeg ogsaa tiltale hele den Mængde, som med hidsige Klap og høie Bravoskrig ere rede til at applaudere næsten alt det Maadelige, man undertiden byder dem her. Denne Mængde, som Aar ud og ind modtager med Bifald Fordanskninger af usle fremmede Stykker, undertiden ligesaa usle Originaler, medens den tildeler Mesterværker enten slet intet eller ogsaa et Bifald saa lunkent, at det synes halvt givet i Søvne. Hvor ofte har jeg, naar man strømmede hid, som til et Vidunder, for at begræde eller beundre de jammerligste Flauheder, og naar da Huset gienlød af de meest støiende Bifalds-Klap og Raab, været fristet til pludseligen at standse Skuespillet, og selv staae frem, for at give den dybtfølte Harme frit Løb. Hører mig, vilde jeg da sige, hører mig dog for Eders egen Skyld! Hvad tænke I da paa? Dersom her inden disse Mure findes endog kun en eeneste Fornuftig og Smagfuld, hvor beskæmme I da Eder selv! Siger mig dog, ere I Mennesker? Med Fornuft og Følelse begavede Mennesker, at I kunne finde Smag i de elendige Urimeligheder, I bifalde, disse al sund og rigtig Følelse trodsende Dumheder? Svarer dog, hvad var det I nyeligen saa ivrigt beklappede? Hvad vakte saaledes Eders skingrende Bifaldsraab, at man skulde troe, nu forestilledes Eder et saadant Mesterstykke i dramatisk Konst, som i hele den cultiverede Verden endnu aldrig tilforn var seet! Blues I ikke for Eder selv? Har al god Natur saa ganske forladt Eder? — — Gaaer hiem, I Arme, vilde jeg tilraabe Eder, gaaer hiem, og, om det er Eder muligt, kommer aldrig mere igien! — — —
Jeg læser grant i Eders Ansigter, alle I svage Forvildede! at min Tale har truffet Eder. Det er forgiæves I søge at skiule det.
Jeg seer Deres skiulte Vrede, min unge Frøken, De som alt har bedømt Digtere og Digterværker fra Deres tolvte Aar, og hvis critiske Pen har udmærket de største Forseelser i vore største Digteres Skrifter. Lad mig sige Dem, at et Konstværk er ikke et moderne Snørliv, som kan bedømmes efter de Skiønheds-Regler, hvilke De kiender, og efter hvilke Deres eget Snørliv er formet. Bedøm De Snørlive og snørlivede falske Konstproducter (f. Ex. Deres Yndlingsdigters) men giv Dem ikke af med den sande Konsts frie Værker, hvori en høiere Naturs tvangløse Liv hersker. Den lille Kammerjunker, som staaer bag ved Dem, vil jeg her tage med, thi han er dog kun i alle Henseender et Appendix til Dem, og han hører i Rang og Mening aldeles til det øvrige Dem beslægtede Qvinde-Publicum. Naar fuld Ret skulde skee Dem, min lille Kammerjunker, saa maatte jeg jage Dem reent bort, til Straf for Deres næsvise Domme og Deres øvrige Frækhed, men indtil videre kan de blive bag Frøkenen.
Jeg seer Deres spodske Smiil, min naadige coquette Frue; men tag mig det ikke ilde op, det er virkeligen min Mening, at De ikke har Lov til at bedømme udmærkede Digteres Værker med samme Haan og Ondskab, hvormed De dømmer om det Bal, hvortil De ei blev budet, eller om de Circler, hvortil De ikke indlades. Hvorfra, maae jeg spørge, fik De Kundskaber og Følelse til at bedømme Digterværker?
Vilde dog især alle, som høre til det blidere Kiøn, føle, hvorlidet det anstaaer dette Kiøn at dømme haardt og ubeskedent, vilde de dog begribe, at man ikke derfor er en competent Dommerinde om det Skiønne, fordi man maaskee selv er skiøn; vilde de dog dybt og levende føle, hvor elskværdigt det er, at Qvinden dømmer med Vaersomhed og Mildhed, naar hun endeligen skal dømme. Eders Mening skulle I derfor, heller ikke om Konstens Værker, fortie, hvor den med Beskedenhed og fordringsløst kan yttres; men giver den aldrig Udseende af en afgiørende critisk Dom, og fremfor alt, forfægter den aldrig med en Recensents Haardnakkenhed og Selvtillid. Thi der er intet, som mere forjager al qvindelig Tækkelighed end sligt. Ja lader derfor de Domme, I vove Eder til, fældes, ei allene med Beskedenhed, men endog med frygtsom Blyhed; fordi denne klæder Qvinden vel i alle Tilfælde, men allermeest i dette. Værer dog stedse rede til at lade Eders Domme berigtige af Mænd, som I bør indrømme en mere giældende Stemme, — Mænd af Smag og af Modenhed!
Ofte har jeg her hørt Domme at afsiges, ved hvilke jeg med Forbauselse maatte spørge mig selv: Er det Fruentimmer fra hvis Læber disse komme? Er det ikke snarere en Flok Skoledrenge, som om Aftenen af de kiære Forældre faae Penge til en Billet, og nu agere Publicums Repræsentanter, Smagens og det Skiønnes ufeilbare Dommere? O afskaffer alt dette Qvinden uværdige Væsen, saa at vi igien erholde et qvindeligt Publicum, der med ufordærvet Hierte, let og velvilligen modtager den ædle Konsts Indtryk, men som ikke saa let fordømmer, hvad denne Konst med Sandhed og Værdighed byder!
Men, at jeg nu skal vende mig til det mandlige Publicum, De, min fornemme Herre, som synes at være faldet i en meget fornem Søvn — (den fornemme Herre sov virkeligt, og kom nu først pludseligen til sig selv, i det han forvirret reiste sig) tillad at jeg begynder min Tale til dette Publicum med Dem! Det skyldes, vel ikke deres Mandighed, men Deres Rang og Stand. Troe Dem dog for alting, min søvnige Herre, ikke forpligtet til at critisere Smagsværker, som De selv kalder dem — troe dog for alting ikke at De har Smag! — De vredes? ”Jeg ingen Smag?” Det Spørgsmaal svæver Dem alt paa Læberne: Jo min Herre! et Slags Smag vil jeg dog indrømme Dem, og denne har De endog i høi Grad, Smag paa Østers, Skildpadde og Budding. Over det Slags Smagsværker er De en fuldkommen competent Smagsdommer. Naturen har i denne Henseende behandlet Dem overordentligt moderligt. Men skiøn taknemmelig derpaa, og forlang ikke desuden af samme moderlige Natur den anden, den aandelige Smag, som er Dem nægtet. Begge Slags følges kun sieldent ad, det vilde være alt for store Gaver foreenede i een Person. Altsaa følg De Naturen, min smagende Herre, og bedøm Koge-Konstens Værker, Bagværker, Posteier; men forsynd Dem aldrig meer paa Digtekonstens med hiin Konst slet ikke beslægtede Værker.
De, som staaer ved den smagfulde Herres Side, er uimodsigeligen en competent Bedømmer af det Skiønne, men kun af det legemlige Skiønne. Det er et hæsligt Selvbedrag, naar De troer, at fordi De kan bedømme en smuk Piges Udvortes, at De derfor har nogen Stemme om aandelig Skiønhed. De er ligesaa ypperlig en Kiender af smukke Heste, som af smukke Piger. Et sandseligt Instinct leder dem i slige Domme uvilkaarligt til det Rette, men det samme Instinct, anvendt paa smukke Digterværker, leder netop aldeles vild. Hold Dem til den legemlige Skiønhed, min sandselige Herre, men tie stille, naar der handles om den aandelige, ligesom den Blindfødte maae tie om Farverne.
Min kiære fornemme Skrædder hist, lad mig vende Talen nogle Øieblik til Dem; bliv ei fortrydelig over Benævnelsen Skrædder; det er kun i aandelig Betydning, eller endnu egentligere, siden De er en skiøn Aand, i æsthetisk. (Gid De var en god Skrædder ogsaa i borgerlig Betydning; det var saaledes bedre for Dem og os.) De hylder den franske Smag, ligesom Skrædderen. Alle Konstens Værker ønsker De tilskaarne efter denne Smag. De forsømmer ikke at give Deres egne Smaaværker (store har De hidtil ikke undet os) et pænt og ziirligt Snit, samt en deilig Glands af smukke Ord, medens den indvortes Bonitet er yderlig slet, og Traadene tynde og aabne. (Deres Værker ligne Dem selv, min Herre!) Bedrag hvem De kan med Deres pæne Snit og smukke Glands, min kiære æsthetiske Skrædder! men hold Deres franske Skrædder-Critik for Dem selv, og formast Dem ikke til at anvende den paa Værker, som er langt over Deres Alen.
Den unge Herre, som her staaer ligefor mig, skulde suspendere sin Dom over alt andet, end over Guldsigneter, hvoraf han har et halvt Dusin i Uhrkieden, og Kruseduller, hvoraf han har adskillige i Haaret. Den dumme og næsvise Herre ved hans venstre Side er næsviis af Dumhed og dum i Næsviished. Hvis han ikke forbedrer sin Opførsel her, saa har jeg tiltænkt ham den eeneste for ham følelige Revselse; thi den offentlige Beskæmmelse, som nu træffer ham, er han endog for dum til at fatte.
Du lille Criticus, stor kun i egen Indbildning, som med Briller paa Næsen og Selvtillid i Minen, beskuer Konstens Værker, for strax at fælde en afgiørende Dom, lad mig sige Dig, at der hører endnu noget mere til at bedømme Digtere og Digterværker, end en dristig Tunge og taalelig Characteer til Examen. Blandt de Egenskaber, som dertil høre, og som Du Lille aldeles savner, er ogsaa reen Kiærlighed til det Gode og Skiønne, og Beskedenhed, naar man vil critisere Ældres og Modneres Værker. Min gode Lille! selv naar Du tiltager i Aar, giver denne Tiltagen Dig ingen Ret til at afsige Dommen, naar med denne ikke følger Aftagen i Din væmmelige Stolthed og Selvkiærlighed. See derpaa et Exempel i den noget ældre halvlærde Laps, som staaer Dig ved Siden. Han elsker sig selv over alleting, over Konst, Latin og Græsk, og derfor dømmer han frækt og uforskammet om Alt, hvad ei finder Naade for hans critiske Briller. Men lad ham tage sig Varsel af det Exempel, jeg om faa Minuter vil statuere, og tag Du selv, lille critiske Glut, Dig det samme til Hjerte.
Min hanekammede Herre der, med Deres, skiøndt phlegmatiske, dog snaksomme Ven — I have begge i flere Aar prøvet min Taalmodighed, ved Sladder under Forestillingen. I besvære Huset hver Aften med Eders Nærværelse. Viger tilbage i hiin Krog, der kunne I dræbe Tiden for Eder selv med Snak, uden at dræbe den og Nydelsen af Skuespillet for Andre. Vel have I betalt en bedre Plads, men denne er kun overladt Eder, som Enhver, under den Betingelse, at I føre Eder roeligt og anstændigt op.”
Han udstrakte en lille Stav, som han giemte i Barmen, og begge de snakkende Herrer vege, for et Øieblik tause, tilbage i den anviste Krog. Neppe vare de borte, før den Ubekiendte, vendende sig til en mager og skummel, men temmeligen fremragende, Figur forrest blandt Tilskuerne, befoel ham at komme op til sig. Med megen Uleilighed humpede denne, den tydske Ulysses von Ithacia ikke ulige Herre, over Orchestret, og kom, ved Hielp af nogle Nodestole, op paa Theatret; ikke uden Tilskuernes lydelige Latter over hans underlige Styltegang. Frappant og ret til at male var Situationen, da han og min Ubekiendte stode lige for hinanden. Ligesom der, selv i det Tragiske, med stor Effect lader sig indbringe noget høist Barok og Comisk, og Shakspeare har ikke sielden betient sig deraf, saaledes var i denne Situation paa eengang baade tragisk og comisk Pathos. Paa den ene Side den høieste Vældighed og den dybeste Indignation, paa den anden Side den jammerligst hyklede Ydmyghed, blandet med afmægtig Arrighed. Uden at bemærke hans gientagne dybe Buk, uden at besvare hans Spørgsmaal: Hvad vil De mig, min Herre? — og uden at tage Hensyn til hans tvungne satyriske Smiil, da Høfligheden og Spørgsmaalet ei besvaredes, beskuede den Ubekiendte ham nogle Gange med et giennemtrængende Blik. Dette bragte ham kiendeligen ud af den paatagne Fatning, som han ved et Slags ydmygt Trods søgte igien at sætte sig ind i. Den ærværdige Gamle tiltalte ham nu saaledes:
”Elendige! Hvorlænge vover Du at vanære Konstens Tempel med Din Nærværelse? Hvorlænge vover Du fræk at trodse mig? Betragter dette Menneske, alle I Ligesindede, men mindre Begavede og Forhærdede, og lader hans Exempel advare Eder! (Han berørte ham med sin Stav, og den trodsige, arrige Herre stod et Øieblik stiv og stille, med Ansigtet vendt mod Tilskuerne.) Og nu gaae bort, Uforskammede! og vov ikke at lade Dig see her, før Du (om muligt) har bedret Dig.” (Med et fremkonstlet ironisk Buk, og med dybt indædt Harme, veeg den frække Herre bort.)
Den ærværdige Gamle stod nogle Øieblikke taus; derpaa udstrakte han sin Stav, og en høist besynderlig Forandring foregik mellem Tilskuerne. En Deel af dem, som sadde forrest, vare øieblikkeligen skikkede til Sæde langt bag ved; istedetfor dem sad nu foran en Flok Tilskuere, hvis Aasyn tilkiendegav deres indre Værd. Graanende Oldinger og værdige Matroner vare de nærmeste; thi for dem vege de Yngre beskedne tilbage. Næst de Gamle sadde Mænd og Hustruer og unge sædelige Piger; og Ynglinger vare der, hvis Udvortes røbede Beskedenhed, lys Forstand og ædel Dannelse.
”Eder, udbrød nu den ubekiendte Olding, Eder tilkommer Pladsen nærmest det Sted, hvorfra Konsten taler, og hvorfra den helst taler til ufordærvede Hierter. Kiærest er den det Sind, som uden Eensidighed er aabent for ethvert Indtryk af dens mangehaande rige og vexlende Frembringelser. Kiærest er den den altid unge Phantasie, som hurtigen fatter, og Hiertet, som dybt føler dens høie og søde Tryllerier. — Medens Nogle, følgende Hverdagslivets Modestrøm, Andre, drevne ved Bevidstheden om egen Daarskab, som ei gierne sees revset, kaste deres latterlige Foragt paa den comiske Muses danske Mesterværker, skulle de for Eder være en riig utømmelig Kilde til Aands-Forfriskning ved sindig Moroe, ved dyb og herlig Glæde, og til dens Berigelse ved frugtbar Livs-Viisdom. For Eder har heller ikke den tragiske Muse forgiæves fra den fjerne Oldtid manet Fædrenes Bedrifter frem, saa at de i Konstens Haller staae levende for Eders Øie, forfærdelige, men dog stolte og herlige at skue: For Eder har hun ei forgiæves skildret de mægtige Lidenskabers Gang og Drivt, en stor Siæls opløftende Kamp imod Skiæbnens vilde Rasen, og den synkende Helts Seier over Dødens Angst og Rædsler. Naar Melpomene, mørk, men høi og værdig, staaer her med Skiæbnens dødbringende Dolk, og naar hun langsomt skrider hen over Valpladse, Grave og Liig; da ville I deri ikke see et tomt Spil eller hvad en fornem aandløs Pøbel kalder Dolk-Parader og Slagterier, men I ville dybt ved Eder selv betænke Livs og Døds høie Betydning, Gaaderne, som først tilfulde løses hisset, og den evige Skiæbnes uudgranskelige Love. Hos Eder vil Stærkodders modne Kraft og Værdighed, Hamlets tvivlsomme Kamp mellem Blodhævn, Liv og Død, den fromme Balders eller den hulde Dyvekes bittre Skiæbner stedse vække Deeltagelse. Med Lear ville I under Nattens aabne Himmel giennemgaae Naturens og Lidenskabernes rædselfulde Storme, med Hagbart ville I sværme i Sommerlundens Maanskin, og med Axel under Templets høie Hvælvinger. I ville skiælvende være Vidner til Palnatokes Mesterskud, I ville dele hans høie og diærve Begeistring, naar han beslutter at redde det synkende Fædreland, og naar han stifter det stærke Helteforbund; men naar han segner midt i sin Kraft, og Oldtids Diærvhed og Kæmpemod synes at døe hen med ham, da ville I vel med ham see den blodrøde Skygge at svinde, men I ville tillige sørge over, at den gamle Kraft er svunden med den. Fædrelandets Fare og Redning ville I tænke Eder, naar I skue Tyrannen falde for Niels Ebbesens Sværd. I ville grue for Geerts Haardnakkenhed og for Hugos Synd og rædsomme Endeligt. Musikens dybe Toner ville mægtigen gribe Eder, naar Gienfærdet sees at varsle den ugudelige Juan, eller naar det dødblege Spøgelse staaer pludseligen for den forfærdede Klara, eller naar Rolfs rædsomme Daad aabenbares hans sønderknuste Hustrue; men det fædrelandske Høstgildes aldrig glemte Høitids-Sang skal aflokke Eder Begeistringens varme Taarer. I skulle hvergang forlade Konstens Tempel med større Hengivenhed for det, som i Livet er Stort og Godt, med større Kraft og Munterhed til Kamp mod dets Trængsler og Daarskaber.”
Her taug han. Endnu giennemtrængt af alt det Besynderlige jeg havde seet, og underligen stemt ved hans Tale, stirrede jeg maalløs med ufravendte Blik ud over den tause Mængde. Saaledes stod jeg nogle Secunder, indtil jeg vaktes ved Lyden af den bortilende Oldings Fied. Jeg vendte mig hurtigt, for at gaae efter ham, men i samme Øieblik styrtede Dækket ned imellem os. Da jeg kom bag ved det, var han ikke at opdage. Daglyset straalede nu ned paa Theatret: En Betient gik over Skuepladsen, flere fulgte ham. Medens de vare bag ved Coulisserne paa den modsatte Side, listede jeg mig, uden at bemærkes, ned ad Trappen, hvorfra de vare komne op, og ved hvis Ende jeg øinede Udgang til det Frie.