William ShakspeareEn Romance af Oehlenschläger.I Warwickshire der stander et Huus,Det truer med at falde til Gruus,Til Bolig det kan ei gavne:Men yndigt rækker den gamle MuurOmkrandset af sin unge Natur,Og i Ruden er hellige Navne.Der William Shakspeare gik som Barn,Der spændte han ud sine Jægergarn,Der var han i Fattigskole;Der spilled’ han Bolt og Klink og Pind,Der talde Naturen til hans SindI blomstrende Brudekjole.Hans Fader var en Uldvæver giæv;Naar William saae den konstige Væv,Da fik han Tanker saa sære:De Norner og Parcer om Natten han saae,Han hørte med Sang dem Væven slaae,De monne ham Konsten lære.Og naar han stod i den grønne SkovDa hørte han Vaarens og Somrens LovAf alle siungende Fugle:Men sneg han sig Retterstedet forbi,Da gyste han tit paa natlige StiVed Hyl af Grantoppens Ugle.Og Alferne leged’ med ham som Pog;Og læste han i sin HistoriebogDa skued han Helved og Eden:Her Romeo misted’ i Graven sit Liv,Hist hvæssed Shylock sin Foldekniv,Her raste Kong Lear paa Heden.Der dræbte Moren sin Viv til Spee,Saa hvid og uskyldig som Nattens Snee;Her Makbeth trodsede Skrækken:Og Viola stod forklædt som KnøsMens Barmen svulmede Vesten løs;Og Ophelia svømmed paa Bækken.Gik Drengen hen til den nære Kro,Da følte han sig saa siælefro,Der vare de reent aflave,Der spøged Narren med Vid og med Ord,Mens Pistol tømte de Flasker ved BordOg Falstaff pleied’ sin Mave.Hvor William sad, og stod og gikHan tænkte paa sligt hvert Øieblik,Natur sin Rettighed kræver;Men tolke med Ord hvad han havde seet?Kors! dertil fordres en lærd Poet!Og William var kun en Væver.Men kraftig var han, som Ungersvend,Og Kiærlighed rev ham tidligt hen,Den monne Hiertet ham binde.Den syttende Sommer var netop endt,Saa havde han Hymen alt Faklen tændtOg kaaret en Møe til Qvinde.Nu giælder det først at være flink!Nu William lystre Du Pligtens Vink,Arbeide Natten og Dagen!Nu giælder det at slaae Islætten indOg væve Din Hustrues fine SpindTil deiligste Brudelagen!Han var et godt og et ærligt Skind,Taalmodig slog han Islætten indOg stod i Skyggen bag Muren,Gik ikke saameget ud som før,Men sad om Aftnen i snevre DørOg skottede til Naturen.Gud veed hvordan det var gaaet tilsidst!En Uldvæver var han vorden vistSom ingen af Bretlands bedste;Han havde vævet med Konst og med StikHvad nu den allerbedste FabrikKnap væver med Damp og med Heste.Men Damp i Bretland gives der nok,Af Heste haves en skiællig Flok,Hvis Æt ei Landet forlader:En Siæl der Naturen som Shakspeare seerI Verden findes vel aldrig meer!Saa tænkte Gudernes Fader.Apollo Faren fra Skyen saae,Da sendte han ned fra Himlens BlaaSin Søster Diana, den Skiønne;Mens William vandred’ en AftenstundMed Bøsse paa Armen i dunkle Lund,Imellem Stammerne grønne.Han havde nylig til Skiven skudt,Hans Bøsse var ladt med det sidste Krudt,Han kom fra Søndagens Gammen,Da lod Diana gaae snelt forbiEn Kronhjort paa den eensomme Sti,Og lyste med Maaneflammen.Da Skytten blev vaer det herlige Dyr,Som kneiser med Stolthed, selv naar det flyerDa vaagnede Jægerdriften.Han tænkte: mon jeg den træffe kan?Skyd, raabte Diana, Du dristige Mand!Og smilte bag Sølvskyriften.Ja, tænkte vor Jæger, jeg maa, jeg vil!Jeg veed den hører en Anden til,Men Jagten er mig en Glæde.Jeg skyder den bag de siulende Træer,Skovrideren finder i Morgen den her,Saa kan jo Lorden den æde.Og plaf der laa den blødende Hjort!Diana smutted bag Skyen bort,Ham monne Skytten opdage.Det hjalp ei at han saa venligt bad,Thi Lorden — drevet af gammelt Had —Vil ham for Retten forklage.Ved Midnat Shakspeare stod med sin Viv:Nei, raabte han, aldrig i dette LivSkal Stratford længer mig skue!Jeg gaaer — jeg flygter fra denne Skam!Da fulgte Hustruen troligt hamVed Maanens sildige Lue.Til London iled’ det kiærlige Par,Da vidste de selv ei hvor de varI al den Menneskevrimmel.Forgiæves der’ Tieneste de tilbød,Da mangled’ dem ofte det tørre Brød,Men Phøbus loe i sin Himmel.Som Manden nu gik og slæbte sig om,Da til et lysteligt Huus han kom,Hvor Lamper i Dørren brændte.Saa mange Ryttere der han saae,De monne ned af Hestene staaeVed Huset, som ei han kiendte.En Mængde Karle ved Dørren sad’,Holdt Heste ved Bidslerne, Rad i Rad,Mens Festen vared’ derinde.Da stilled sig ogsaa Shakspeare derhen,Og bragte, da han kom hiem igien,En Skiærv sin grædende Qvinde.Hvad var det vel for en oplyst Gaard?Ak Shakspeare ved Skuespilhuset staaer,Og kiender ei selv sit Tempel!Og var han ei flygtet den maanklare Nat,Saa havde han ikke paa Konsten satNaturens herligste Stempel.Først holdt han Hesten i Kuld og Vind,Men aldrig saasnart treen i Hallen han ind,Hvor Apollo hæved sin Stemme,Før hurtig han sig i Alting fandt,Og var i Huset saa ganske vant,Og følte sig der som hiemme.Først Hesten han holdt, saa Masken han tog;Men høiere Shakspeares Hierte slog;Det var ham ei nok at læreHvad andre Hierner for ham havde tænkt,Selv har han de skiønneste Værker skiænktTil Bretlands og Jordens Ære.Hil være Diana, den hellige Glut!Thi havde han ikke Hiorten skudtHvor Maanen i Skoven bæver,Saa havde han slaaet en fredelig LeirSom Uldenvæver i Warwickshire,Nu blev han en bedre Væver.Tapeter han væved’, hvor Templet staaer,Som selve Rafaels overgaaerI Liflighed, Tegning og Farve;De brister aldrig, de afbleges ei,De blomstre som Rosen i evige Mai,Og Hver kan Klenodiet arve.