Prise skulle vi Gud,
Fordi han skjenked os
Den favre, frugtbare Jord,
Og smykked den
Med Skovens Løvtag
Med Engenes Pragt
Og de rindende Vande,
Og omhvælvede den
Med Skyernes flagrende,
Mangefarvede Slør,
Gjennemglødet
Af Morgen og Aftenglands.
Prise skulle vi ham
For Sommerens modnende Kraft,
Og for Vinterens Hvile,
Og for det klare Dagslys,
Der ustandselig strømmer
Mellem Opgang og Nedgang,
Og for den hellige Nat,
Naar de evigvandrende Stjerner
Nedglimte
Liig Løfter om en lysere, uhenvisnelig Sommer,
Skjøndt Mørket hersker paa Jorden.
Lovet være Gud
For hver en Gave,
Som Timerne bringe;
For den blomstersmykkede Vaar,
Naar Skovduen synger,
Og for den rige Høst,
Naar Morgenstjernen vinker til Arbeid,
Mens den aftagende Maane
Vender sin Segl
Ned mod de svulmende Kornax.
Ja, takke vil jeg ham
For hver en Fryd
Og for hver en Smerte,
Thi den kaldte min Sjæl tilbage
Fra Livets Letsind;
Dog allermest
Fordi han befalede Dig,
Du befriende Dødsengel,
At nærme Dig til Menneskenes Boliger.
Vel veed jeg at skatte
Din mindre mægtige Broder,
Han, der, omflagret af Drømmenes Hær,
Ryster sin valmubekrandsede Tinding
Hver Nat ved mit Leie;
Vel føler jeg,
At ogsaa han har blandet en Draabe
Fra Foryngelsens Væld,
Som Du bevogter,
I det Bæger, han rækker mig;
Men jeg veed ogsaa,
At det Bedste, han eier,
Er en Gave fra Dig,
Og at de Stjerner,
Der nedblinker i Din Nat,
Ere langt mægtigere
End de, der glimter over hans Isse.
— Men Jordens Sønner
Have dannet sig Afguder af Malm,
Hentet fra Dybet,
Og de kaste sig i Støvet for dem
Og sige:
„Hvad have vi andre Guder behov?”
Og de bygge sig Boliger
Af Bjergets Marmor
Og sige:
„Lader os blive her,
„Vi begjere ingen anden Himmel!”
Og de kalde den en Daare,
Der troer paa det,
Som ikke kan gribes med Hænder.
— „Vanvittige!”
Saa klinger deres Røst,
„Har Du seet Støvet røre sig
„I Dine Grave?
„Har Du hørt Stemmer dernede,
„Der hviskede om de Dødes Liv?
„Eller troer Du,
„At Du engang skal høre dem?
„Nu vel!
„Saa forsk igjen og atter igjen!
„Stig ned i Jordens Afgrunde!
„Sænk Dig i Oceanets Strømme!
„Fæst Lysets Vinger til Dine Skuldre
„Eller lad dets Straaler bære Dig
„Til hine Drømmeverdner,
„Hvorpaa Dit Øie stirrer i Natten,
„Til hine Steder, hvor Lystaagerne boe,
„Hvor Syvstjernen stiger,
„Hvor Medusahovedet blinker,
„Medens Ørnen flyver mod Nedgang,
„Og see, om Du finder den Eviges Spor
„Mellem Stjernerne!
— „Men Du finder det ei,
„Kun Død og Forgængelighed finder Du;
„Ja selv i Dine hellige Byger
„Aander der en Tvivl
„Midt i det Haab, de forkynde.
— Nei, jeg tvivler ei;
Thi jeg veed, at den, der forsker med Troskab,
Skal finde.
Og hans Blik skal klares,
Medens Aarene rinde,
Og det ydre Syn fordunkles;
Og hans Aand skal voxe,
Medens den jordiske Skikkelse nedbøies,
Og Rynkernes Net lægger sig derover.
Ja, var ikke Du,
Hellige Dødsaand,
Hvor saae vi da Ende paa Jordens Nød,
Paa de Stoltes Overmod,
Paa de Uretfærdiges Vold,
Og paa Forfølgernes Rasen!
Men Du er den Ubestikkelige,
Der aldrig bøier sig
Hverken for Guld
Eller jordisk Høihed.
Du er den bittre Galde,
Der adskiller Næringen fra det, der skal forkastes.
Hvis vort Liv var uskyldigt,
Og vi kjendte det Maal,
Hvortil Du fører os,
Da skulde Jubel tone mellem Gravene
Og hellig Glæde ved den Elskedes Baare;
Og kun ringe vilde den Fryd være,
Hvormed Moderen leder
Sin blomstrende Datter
Til Brudefaklens Glands,
Imod den,
Hvormed hun da skulde see hendes Billed
Udstrakt,
Med en Myrthekrands om de blege Lokker,
At henbæres til Dødens Bolig.
Men Afgudernes Dyrkere,
Forhærdelsens og Trodsens Børn,
Og de, hvis Pander mærkedes
Med Cainsmærket,
Maae med Rette frygte Dig;
Thi vel bortvisker Du
Det jordiske Støv,
Der tynger paa Sjælen,
Dog de Mærker, som dyb Uretfærdighed
Har indbrændt deri,
De træde stærkere frem
Ved Din Berøring,
Og de bortvaskes kun
Med Angerens Taarer
Af den Eviges Haand.
Derfor synes det,
Som Rædsel og Skræk
Holde Vagt mellem Gravene;
Dog aner den Vise,
At Befrielsens Aand
Skal møde ham der
Under Nattens Klædning.
Hvi skulde han da klage
Over at Forgængelighedens Glæder forsvinde
Naar han veed,
At Du skal oplukke hiint Land,
Hvor hans Elskede boe,
Og hvor Lysets Skikkelser vente ham,
Medens Veien til dem
Daglig vorder kortere!
Ja, han mærker vel
Dit Aandepust,
Hvor Hoben aldrig søgte Dig;
Thi han veed, at Kjærlighedens Maanskin
Kun er en Afglands
Af Din Herlighed;
Og han aner Din befriende Magt
I Heltens dristige Daad,
Og mellem de blege Marmorbilleder
I Kunstens Hal,
Hvor de Døde lever;
Og i Digternes hellige Syner,
Naar de mildne
Den skærende Smerte med Veemods Dug
Og med Glimt af en høiere Glæde;
Og i Andagtens Stund,
Naar Jordlivets Lænker løsnes,
Og Længselens Vinger voxe,
Liig Trækfuglens,
Naar Afreisen forestaaer.
Dog der gives et sortere Dødsmulm,
I den stjerneløse Nat,
Hvor Dæmonerne boe.
Vee den, der forvilder sig did,
Og hører Lyden af Fortabelsens Vande,
Der nedbruser i Afgrunden.
Men der klinger en Røst fra oven:
„Fader, forlad dem,
„Thi de vidste jo ei,
„paa hvilken Vei de gik!”
Og der klinger en anden Røst,
Og Aanderne skjælve,
Som de skulde splittes ad,
Men Ordet er dunkelt,
Og Ingen af dem, der skabtes,
Forstaaer det.