Vexelsang ved en Kirkeconvert
(Efter en Oversvømmelse paa Vestkysten af Jylland)
(Efter en Oversvømmelse paa Vestkysten af Jylland)
Chor af Qvinder.
Stormen hviner, Skoven bæver, Hytten skjælver under Strand,
Vilde Skrig i Natten klinger,
I Skyen flyer paa vaade Vinger,
Dybets Vande fremad bruse,
Løst er Havets stærke Sluse,
Bjælker knage, Diger briste, Bølger skylle høit paa Land.
Chor af Mænd.
Bjælker knage, Diger briste, knust er Vandets Fangebuur,
Dybt i Dybet Hytten svinder,
Aldrig hiem du Veien finder,
Alt har Bølgen dig berøvet,
Knæl og græd og synk i Støvet!
Skjælv og dø og frygt i Døden den fordærvende Natur!
Chor af Qvinder.
Du, som aldrig til Din Broder bragte Hjelp og Haab og Trøst,
Kan du rolig Øiet lukke,
Medens tusind Munde sukke?
Vover du ved Tant at glædes,
Medens tusind Øine vædes?
Gyser ei Din Sjæl i Nattens for den stærke Dommers Røst?
Chor af Mænd.
Han, der agter Kongers Stolthed ikke meer end sorten Muld,
Han, der Bølgens Bælte binder,
Han, der Vei i Natten finder,
Han, hvis Ord bevæger Dybet,
Han, hvis Øie tæller Krybet,
Han skal komme, han skal dømme, han skal veie Tankens Guld.
Chor af Qvinder.
Tiden skifter, Ormen gnaver paa de stolte Slægters Pragt;
Kun den Daad, jeg har bedrevet,
Kun det Liv, min Sjæl har levet,
Kun den Skat, mit Hierte finder,
Kun den Kraft min Villie vinder,
Den er min, naar Gravens Aander lege med den visne Dragt.
Begge Halvchor forenede.
Her, hvor mine Døde sove, Herre, vil du høre mig:
Styrk og led og bøi mit Hjerte!
Lad mig modnes ved min Smerte,
Ved de Sorger, der mig saare!
Skjenk min Siæl en frugtbar Taare,
At den renset kan opstige fra den dunkle Grav til Dig!