Nu aabnes Hallen, hvor de Døde sover,
Hvor Oldtids Minder hugget er i Steen,
Nu toner Orglet ved de dunkle Vover,
Hvor Taarnet kneiser over Kongers Been;
Thi Du vor Dronning føres nu til Graven.
Og al den Høihed, Du paa Jord har eiet,
Den tabe skal i Dødens Bo sin Glands;
Men hist hvor Sjælens Tanke vorder veiet,
Der skal Du smykkes med en bedre Krands,
Skjøndt Malmets Tunger klinge nu ved Graven.
Thi naar Du selv paa Torne maatte træde,
Og naar Din Barm var spendt i Kummers Vaand,
Da fandt Du Trøst dog i de Andres Glæde,
Og i det Held, der udgik fra Din Haand;
Men Danmarks Klokker klinge nu ved Graven.
Snart hviler Du, hvor Støvets Smerte svinder,
Hvor Himlens Fugle synge skal for Dig;
Men faderløse Børn med blege Kinder,
De græde høit og bittert ved Dit Liig,
Mens Dødens Krands sig strækker over Graven.
Hvor skal de hen, hvo hører deres Klage,
Hvo skjenker dem for Nattestormen Ly,
Hvo skal nu trøste dem i Vintrens Dage,
Til hvilket Arnested skal nu de tye,
Mens Danmarks Dronning slumrer sødt i Graven?
Den strenge Lov, den kjender ei vor Smerte,
Endskjøndt dens Vægtskaal veier Liv og Død;
Dog Støvet trænger til et kjærligt Hjerte,
Der smelte kan ved de Forladtes Nød;
Men Fredens Lilie blomstre skal ved Graven.
Saa vil vi Dig da ei Din Fred misunde;
Skjøndt mangen Vaar og Høst skal svinde hen,
Og mangen Storm skal ryste Danmarks Lunde,
Til vi Din Lige skue skal igjen;
Men Himlens Fugle synge skal ved Graven. —