Der skinned saa mangt et Glimmerlys,
Som Folket med Undren saae,
Da raabte vel tusind Stemmer,
At aldrig de kunde forgaae.
Men Tidernes rindende Bølger
Sig dreie bestandig i Dands,
Og slukker Alt, hvad der glimter
Med laant og yderlig Glands.
Dog hist, hvor Polen opstiger,
Hvor Nordlyset blinker paa Snee,
Der luer en eensom Stjerne,
Som Mængden ei ret kan see.
Aarhundreder fulgte hverandre,
Og Riger og Verdner forgik,
Den eensomme Stjerne funkled
Alt efter sin gamle Skik.
Og dybt i Ætherens Bølger
Den lued som bag et Glar,
Da tusinde Lys var slukte,
Da glimted den lige klar.
Som Billed paa Dig og Din Virken
Den faste Stjerne mon staae,
De jordiske Blus kan slukkes,
Men ei kan Dit Lys forgaae.
Saalænge som Livet erindrer
Sin egen alvorlige Gang,
Saalænge skal ogsaa mindes
Om Astolph den herlige Sang.