Enhver, som har værdiget mig at giøre sig bekiendt med de Poesier, jeg har skrevet, vil deraf see, at den episke og dramatiske Retning hos mig var den fremherskende, og at Lyriken i Almindelighed kun forsaavidt findes i mine Digte, som de ere i Stand til at forbinde sig med hine to Elementer. Ingen kan derfor være mere overbeviist end jeg om, at jeg ikke fortrinsviis er kaldet til at være lyrisk Digter. Alt Øvrigt, hvad jeg har digtet, man tillægge det nu megen eller liden Værd, er dog, som jeg haaber, stemplet med Originalitetens Mærke, med Hensyn paa lyriske Digte vover jeg derimod ikke ubetinget at paastaae dette. Nogle af dem bære, om de ogsaa ere udarbejdede paa en uafhængig Maade, dog vel Spor af fremmed Indvirkning. Denne Dadel trækker fornemmlig dem, der ere udarbejdede i min Ungdom, mindre gjelder den vel om dem, der er ere digtede i en senere Tid; heller troer jeg, at den kan anvendes paa Romancerne, endskjøndt dog ogsaa et Par af disse ere skrevne i mine tidligste Digteraar. Maaske har deres episke Natur, der mere stammer med det Kald, jeg selv i poetisk Henseende troer at have, bidraget til at give dem et selvstændigt Præg.
Da jeg forresten dog har skrevet en Deel lyriske Digte, der ere adspredte paa forskiellige Steder, og da disse Digtninger have en meget uliig Værdi, saa har jeg følt Trang til her at giøre et Udvalg og afsondre det Bedre fra det, jeg efter modnere Bitragtning maatte ansee som forfeilet, hvilket Sidste (hvortil jeg især maa regne nogle af mine Ungdomsarbeider, der tildeels uden Navn ere indrykkede i Maanedsskriftet „Athene”) Ingen ivrigere kan ønske at overgive til Lethefloden end jeg selv.
Hvad Oversættelserne angaae, hvortil den største Deel af de geistlige Sange hører, saa lide de vel af en Feil, der er modsat den, jeg ovenfor omtalte, idet de maaskee altfor meget afvige fra deres Originaler. Jeg har nemlig aldrig oversat noget Digt ligefrem, dertil er jeg neppe engang i Stand, men jeg har søgt at overføre Aanden deri, uden at holde mig strengt til Ordene. Saaledes kan den største Deel af disse Digte neppe kaldes Oversættelser i streng Forstand, det er snarere frie Omarbejdelser, hvori blot Grundtanken er bevaret.
Med Hensyn paa den Romance, der bærer Overskriften ”de to Øxer,” maa jeg bemærke, at den, uagtet den knytter sig til et ældre Sagn, dog fra Tankens Side staaer i nar Forbindelse med Nutiden, hvori Trods mod det egentlige Mesterskab, og Tillid til en umoden Kraft ikke saa sjelden frembringer en Svimmelhed, der tilsidst kan styrte sit Offer i Afgrunden.
Iøvrigt vil jeg ikke negte, at jeg, uagtet det var mit Hovedøiemed her at give et Udvalg af det Bedre, hvad jeg i lyrisk Retning har skrevet, dog ogsaa har tilladt mig at optage enkelte af Arbeider, der angive tidligere, og, som jeg mener, længst tilbagelagte Stadier i min egen Udvikling. Dette er næsten Tilfældet med Alt, hvad jeg har uddraget af Maanedsskriftet „Athene,” og navnlig med det Digt, jeg har kaldet: „en Ungdomsphantasie”, der blev til, kort efter at jeg første Gang havde læst Novalis. Dette Digt tilligemed det følgende: „Plantelivet” maa staae som Exempler paa den Retning, hvorfra jeg tildeels gik ud, og hvori jeg har skrevet flere baade trykte og utrykte Poesier. Som Undskyldning derfor maa jeg sige, at de bleve nedskrevne, dengang jeg som Digter ganske var i Tilblivelsens Øieblik, paa en Tid, da jeg neppe selv vidste, hvad der burde være Midtpunktet i Poesien, og da en ubestemt Længsel næret ved Skrifter af den romantiske Skole, var langt større hos mig, end Sandsen for det Begrændsende, det Individuelle og Characteristiske, uden hvilke dog ingen fast Tegning, ingen Omrids i Digtningens Verden ere mulige.
Et andet Stadium angives af det polemiske Digt: „Hunden til Maanen”, hvilket jeg derfor ogsaa har optaget i denne Samling. Ingen kan meer end jeg være overbeviist om, at enhver polemisk Eensidighed, idet den enten ikke kan eller ikke vil overskue Forholdene med den tilbørlige Sindighed og Billighed, nødvendig maa fremavle Spiren til Tilintetgørelse i alle de Productioner, hvori den faaer Tilladelse til at giøre sig gjeldende. Ikke destomindre kan vel hiint Digt staae som et Exempel, istedenfor flere paa, hvad der engang bevægede sig ikke blot i mit, men ogsaa i mange af mine Samtidiges Indre, og saaledes kan det idetmindste læses med et Slags historisk Interesse.
Med Hensyn paa et andet af de hexametriske Digte, „Sløret” der forhen har været indrykket i Tidsskriftet „Brage og Idun”, da skylder jeg Sandheden at erklære, at det egentlig først var den daværende Professor, (nu Conferentsraad) Wegener, der gjorde mig opmærksom paa det skjønne Sted i Pausanias, hvoraf dette Digt har sin Oprindelse, og det er mig en Glæde hermed offentlig at takke ham derfor.
Til det Ovennævnte, der i det Væsentlige er uddraget af Fortalen til den første Udgave, har jeg endnu et par Ord at tilføje. Jeg har i de senere Aar ikke skrevet saa faa lyriske Digte, som ikke havde funden Plads i den første Samling, nu ere optagne i denne, hvorved den da næsten er blevet dobbelt saa stor som den foregaaende. Saaledes vil man nu ogsaa her finde to Digtninger, der udkom i Forbindelse med Tyrolerfamilien; thi uagtet denne Fortælling hverken er opfunden eller udarbeidet af min, saa har jeg dog en betydelig Andeel i de to omtalte Arbeider, hvoraf det første „en Vuggesang” paa Forfatterens Anmodning ganske er skrevet af mig; til det andet har Forfatteren givet den hele Hovedtanke, Udførelsen tilhører derimod mig. Dette fandt jeg mig tidligere ikke beføiet til at vedgaae; men da nu saa mange Aar ere herundne, siden „Tyrolerfamilien” udkom, og da Forfatteren Intet har derimod, saa meente jeg vel, at jeg kunde optage disse to Digte i denne Samling.
Romancen „de syv Børn” førte tidligere Navn af „det dræbte Barn.” Denne Romance skrev jeg, hvis jeg huske ret, i mit sex og tyvende Aar. Dengang kjendte jeg kun det halve Sagn, hvorpaa den grunder sig, men da Sagnet i sin Heelhed endnu gaar dybere og indslutter større Rigdomme, end jeg dengang anede, saa har jeg her tilladt mig, hvad jeg ellers kun nødig gjør, da jeg vel veed, hvor farligt der et, som Jean Paul siger, „den Greis auf den Jüngling zu pelzen”: jeg har, idet jeg tillige søgte at lempe Sproget efter det, hvori den første Deel af Digtet vart skrevet, stræbt at udfylde det Manglende og at gjengive Grundtanken i dens Heelhed.
Romancen „den gamle Ganger” er under den Titel „Capetios Hest” før aftrykt i „dansk Folkekalender” og grundet sig paa et Sagn, som jeg alt i min Barndom har lært.
Det Digt, der under Navn af „den sidste Nonne” er uddraget af „Maastrichts Beleiring” havde jeg i Begyndelsen ikke tænkt at optage her; men da denne Udgave dog fornemmelig er beregnet paa dem, der ønske at have alle mine bedre lyriske Digte samlede paa et Sted og uafhængige af den Forbindelse, hvori en Deel af dem ellers findes: saa har jeg ved nøiere Betragtning dog anseet det for rigtigst at lade det (skjøndt med nogle Forandringer og Forkortelser) trykke i Forening med de andre. Men derved har det ogsaa faaet sin Plads imellem Digte, hvortil det strengt taget ikke henhører, saavel herfor, som for en Deel andre Brud paa den strenge Orden, der uvilkaarlig ere begaaede, maa jeg bede Læseren om Tilgivelse.