Herr Magnus han stirrer i Vinternatten ud:
„Christ give jeg maa svale min Hevn paa Hertug Knud!”
Et Lønbrev han skriver saa tankefuld med Sned:
„Du møde mig i Harrestad, der vil vi tales ved.”
Herr Magnus han spænder sit Glavind ved Lænd,
„Ham hilse Danmarks Piger, mig følge Danmarks Mænd.”
Herr Magnus han rider med Kjæmper ved sin Side,
„Nu vil vi bede Hjorten og see hvor den mon lide.”
Og da de kom til Harrestad, hvor Skovens Fugle boe;
Da mødte de Knud Hertug, saa listelig de loe.
„Nu sige Du, min Frænde, hvad ei Du sagde før,
Hvo Guldkronen fanger, naar Dannerkongen døer.
Og hør, min unge Frænde, Du synes mig saa bleg,
Nu vil vi skifte Riget ved Sværdenes Leeg.”
— „Jeg beder Jer ved Gud, ved hver Helgen under Ø,
I lade først mig skrifte, saa vil jeg gjerne døe.”
— „Nu skal Du ikke skrifte, Du lade skal Dit Liv,
Det har jeg svoret høit ved den himmelske Viv.”
De jærnklædte Kæmper opløfted deres Spær,
Saa vog de den Herre ved Fuldmaanens Skjær.
Da sprang der frem en Kilde, den sank igien i Hav,
Det var de Danskes Taarer, der flød ved Heltens Grav.
O, Danmark, paa Rænker Du aldrig Dig forstod,
Det har Du tidt betalt med Dit reneste Blod.