Den uadelige Ridderfrue
Efter et svensk Folkesagn
Efter et svensk Folkesagn
I.
Grev Birger hersked i Gotland,
Han var en Høvding stor,
Han fødtes i Folkungestammen,
En vældig Slægt i Nord.
Hans Navn og Helterygte
Var kjendt baade fjern og nær,
Hvorhen han sit Glavind vendte,
Der flygtede Fjendens Hær.
Karelen og Østerbotten
Han lagde til Sverrigs Land,
Han var næst efter Kongen
I Riget den mægtigste Mand.
Han var den mægtigste Herre
Han hersked i By og i Slot,
Hans Datter var gift med Norges Konning
Hans Søn var Sverrigs Drot.
Sig nærmed en fremmed Hofmand,
Han bragte Jarlen Bud:
„Herr Bengt, Jer Yngste Broder
Har fæstet en fager Brud.
Hun er nu vorden hans Hustru,
Han har sig giftet i Løn,
Thi hun var ei af Adel,
Og dog en Jomfru skjøn.”
— „Hvad?” raabte Jarlen heftig,
Er hun af ringe Stand?”
— „Min Herre, før I hende dømmer,
I skue den Lilievand!
Hun var den sagreste Jomfru
Blandt alle Sverrigs Moer,
Din Broder frygted Din Vrede,
Thi har han ei meldt det før.”
Sig reiste den stolte Jarl,
Med Harme frem han gik,
Sig hundrede Hofmænd bøied,
Og skjælved ved hans Blik.
Han sagde: „Du her skal bie
Du skal dem bringe Bud,
Jeg skjenker en Brudegave
Baade til Brudgom og Brud.”
Den næste Dag sad Jarlen
Heel tankefuld ved Bord:
„I hente min Broders Hofmand,
Jeg nu vil løse mit Ord.”
Saa vinked han tvende Svende,
De nærmed sig paa hans Bnd,
De bare frem en Klædning,
Den saae heel selfom ud.
Halvdelen var af Fløiel
Virket med gylden Pragt,
Med Purpur og hviden Silke,
Den ligned en Kongedragt.
Halvdelen var af Vadmel,
Den ligned de Kofter graae,
Der bæres af fattige Bønder,
Naar de til Arbeid gaae.
Da sagde den stolte Høvding:
„Du seer min Gave der,
Den bringe Du til min Broder
Og til hans Hjertenskar.”
Han peged mod Hallens Udgang,
Han sagde: „Nu skal Du gaae.”
— „Ja, Herre, dog kunde det hænde
At snart Du mig atter saae.”
— Den fjerde Dag derefter,
Da Jarlen i Hallen stod,
Sig nærmed igjen den Hofmand,
Han hilfed med dristigt Mod.
Han sagde: „Min ædelig Herre,
I ei fortryde derpaa,
Hvorhen Eders Broder mig sender,
Der sømmer det mig at gaae.”
Saa viste han frem den Kjortel,
Som efter Jarlens Bud
Han havde bragt sin Herre,
Paa Gulvet han bredte den ud.
Dog syntes den heel forandret,
Den skinned med dobbelt Pragt,
Thi over det hæslige Vadmel
Var Ædelstene lagt.
Ædelsteen og Skarlagen
Det gav en skinnende Glands,
Utallige hvide Perler
Sig fletted derom i Krands.
Da mæled den fremmede Hofmand:
„Saa siger min Herre bold:
„„For Qvinden er dydelig Vandel
„„Det bedste Adelsskjold.
„„Kan Guld og Perler klare
„„Forædle den ringe Dragt,
„„Saa har vel min Hustrus Uskyld
„„Endnu en større Magt.
„„Som Guld er hendes Troskab
„„Hun svigter ei i Nød,
„„Og reent er min Hustrus Hjerte
„„Som Perler i Havets Skjød.””
II.
Sig reiste den Herre med harmfuld Hu,
Han sagde: „Du melde min Broder Bengt,
At sender han Dig engang endnu,
Da kunde det være, hans Bud blev hængt.
Jeg visselig snart ham gjeste vil,
Da faaer vel Ende den bittre Kiv,
Jeg selv vil raade for dette Spil,
Mig lyster at see hans unge Viv.”
Hans Læber skjalv, hans Kind var bleg,
Han tænkte: „Jeg stækker hans Vinger vel,
Men ender han ikke den Elskovs Leg,
Da bliver det neppe den Viv til Held.”
Den Herre red over Mark og Vang,
Hans Ganger iled som letten Raa,
Ham fulgte de Kæmper med Spyd og Stang,
Det var, som man skued Falke graae.
Men da de kom til den Borg saa høi,
Hvori Ridder Bengt havde fæstet Bo,
Da hørte de ikke den mindste Støi,
Det var, som den hviled i Midnatsro.
Der hørtes ei Gny, ei Vaabenklang,
I Gaarden blinked ei Skjold, ei Spær,
De Klosterklokker til Aftensang
Kun ringede fjernt bag Lundens Træer.
„Jeg mærker, min Broder har skiftet Sind,
Før saae jeg ham aldrig i Kampen flye,
Dog nu ham lærte den Treelleqvind
At rømme feig fra Borg og By.”
Sig aabned en Port bag høie Træer,
Den deiligste Qvinde man saae paa Vang,
Hun sagde: „Min Herre, velkommen vær!”
Det var, som man lytted til Fuglesang.
Om Haaret bar hun en Perlekrands,
Med svævende Gang hun fremad gik,
Hendes Lokker skinued med Maaneglands,
Mens Øinene glimted med Stjerneblik.
Af sorten Silke var hendes Dragt,
En Guldring smykked den hvide Haand,
I Øinene glimted en Tryllemagt,
Der dæmpede Vreden i Jarlens Aand.
— „Er Du den Qvinde, som Ridder Bengt
Har ægtet nylig til Trods for mig?”
— Hun svared: „Min Herre, Du dømmer strengt,
Hun aldrig agted at trodse Dig.
Hun fulgte Jer Broder til Finsta-By,
Der veed I, han eier en fager Borg,
I Morgen ventes de hid paany,
Jer Vrede den er hendes største Sorg.”
Da spurgte den Herre: „Hvem er da Du?”
— „En Søster til den unge Viv.”
Mæled da Jarlen med venlig Hu:
„Mod Dig har jeg ingen Grund til Kiv.
Jeg bliver i Nat paa min Broders Borg,
Du sørge da for os, som Du kan bedst.”
Hun svared: „I bringe nu Fryd eller Sorg,
Os møder dog aldrig en ædlere Gjest.”
III.
Den Herre sprang til Jorden,
Han fulgte den Viv med Lyst,
Da smelted bag haarden Pandser
Saamangt et Kæmpebryst.
Saa traadte han ind i Borgen,
Han lytted til hendes Ord,
Ham fulgte de staalklædte Kæmper
Med Landserne sænkt mod Jord.
Hun greb et gyldent Bæger
Paa Bordet i høien Hal,
Og fyldte med Viin til Randen
Den funklende Pokal.
Hun neied og bød til Jarlen
Den perleklare Drik,
Han tømte den ud til Velkomst,
Alt efter gammel Skik.
I Birkens og Egens Blade
Alt sused Nattens Vind,’
Mens hundrede Lamper i Hallen
Udbredte det klareste Skin.
Da skued den mægtige Herre
Paa Væggen ved Lampeskjær
Et stort og vævet Billed,
Med Undren han traadte det nær.
Med Kunst var i Billedet virket
En Kamp mod hedenske Mænd,
Han kjendte sin sneehvide Ganger,
Han kjendte sig selv igjen.
Han kjendte sin viftende Fane,
Der trodsed Fjendernes Vold,
Hans Broder stred ved hans Side
Og skjermed ham med sit Skjold.
Han skued Hedningskarer
Og Heste med væbnede Mænd,
Der fulgte hans Adelsbanner
Og stræbte til ham hen.
Han spurgte: „Hvo er den Mester,
Der væved med Farvernes Glands
Den Kamp, hvori jeg har vundet
Min bedste Seierskrands?”
Da bøied venlig sit Hoved
Den Qvide faver og skjøn,
Hun sagde; „Hvis Jer det behager,
Da er det min kjæreste Løn.
Hvad I har kæmpet og levet,
Jer Seier og mægtige Daad,
Det har i et ringe Billed
Jeg vævet med letten Traad.”
IV.
I Høisædet hviled den Herre,
Han syntes munter og glad,
De stærke, staalklædte Kæmper
Ved Bordet i Rækker sad.
Han vinked den favre Lilie:
„I sætte Jer nærved mig,
Vi vil med hinanden tale
Alvorlig og uden Svig.
I sige mig uden Omsvøb,
— I veed det ganske vist, —
Om ikke min unge Broder
Mig daare vil med List.
Om ikke Jer Rygtet sagde,
At jeg kom hid i Dag,
Jeg mener, hans hele Reise
Var grundet paa Bedrag.”
— „I mindes vel, min Herre,
For Fjenden han aldrig veg,
I mindes, at Kamp og Fare
Kun er ham som en Leg.
Men dog der gives Haansord,
Der glemmes ei af Mænd,
Et Ord kan skære Vunder,
Som læges ei igjen.
Dit Ædelmod, Din Troskab
Dem har han aldrig glemt,
Dog ønsked han helst, I mødtes,
Naar Du blev bedre stemt.”
Men Jarlen sad alvorlig,
Han fæsted sit Blik mod Jord,
Han sagde: „Min favre Jomfru
I taler et viseligt Ord.”
End vexled han mangen Tanke
Med det klare Qvidespeil,
Han syntes, den ædle Lilie
Var uden mindste Feil.
Han tænkte: „Det er dog selsomt,
Jeg mødte saamangen Viv,
Dog aldrig den Jomfrus Lige
Jeg skued i mit Liv,
I ringe Kaar hun fødtes,
Af Mørket sprang hun ud,
Dog er hun i Ord og Gjerning,
Som var hun en Fyrstebrud.”
V.
Da Jarlen næste Morgen
Sig hviled i Vinduets Karm,
Saae han den favre Qvinde,
Hun stod ved en Ridders Arm.
Den Ridder var Bengt, hans Broder,
Han stod i Hallens Dør,
Han sagde: „Hun er min Hustru,
Det længer ei dølges bør.”
„Hvad,” raabte Jarlen heftig,
„I vil mig daare med Svig!
Hun kaldte sig hendes Søster,
Hun har bedraget mig.”
— „Jeg meente, Du burde kjende
Min Hustru god og from,”
Gjensvared den ædle Ridder,
„Før her Du fældte Dom.”
Han sagde: „Min stolte Broder,
Betragt min Sigrid vel,
Og see, om i hendes Øie,
Sig speiler en ringe Sjæl.
Af Adel ei hun fødtes,
Af Mørket sprang hun ud,
Dog er hun i Ord og Gjerning,
Som var hun en Fyrstebrud.” ’
Da studsed den stolte Jarl,
Han taug og tænkte sig om,
Han sagde med sagte Stemme:
„Det var min egen Dom.”
Saa smiled han atter til Sigrid,
Han sagde: „Min Broder Bengt,
Du her kun har gientaget,
Hvad for jeg selv har tænkt.
I Gaar jeg længe har siddet,
Din ædle Hustru nær,
Thi kan jeg nu vel begribe,
Hvi Du har hende kjær.”
Han sagde: „Min favre Sigrid,
Hvor end Din Vugge stod,
Du er dog født af Adel,
Og ridderligt er Dit Blod.
Og var ei til min Broder
Du bunden ved Kirkens Bud,
Da tænker jeg vist, jeg valgte
Dig til min egen Brud.”