Da Kong Olafs kjække Helte,
Kom til Trondhjem nær,
Mødte dem med Sværd ved Bælte
En utallig Hær.
Mænd fra Sogn og Oplands Bønder
Ginge frem Paa Rad,
Fleest dog var de stærke Trønder,
Fuld’ af bittert Had.
Alle vilde Kongen fælde,
Høie Skrig der lod, —
Thi de meente, Christi Vælde
Svandt med Olafs Død.
Kjække Mænd mon Kongen følge,
Dog de var kun faa,
Ei de kunde Faren dølge,
Da de Fjenden saae.
Sig en gammel Hovding nærmer,
Kongen vel bekjendt:
„Hvis Du Dig med Kløgt beskjermer,
Da er Krigen endt.
Onde Raad er nu de bedste,
Feig er raadvild Mand,
Lad os Bondens Huse gjeste
Nu med Baal og Brand.
Naar de see de røde Luer
Farve Luftens Sky,
Snart Du deres Modstand kuer,
De vil hjemad flye,
For at frelse Børn og Qvinder,
Snart da seirer Du,
Bort som Avner Hæren svinder
Med forfærdet Hu.”
Kongens bedste Mænd sig sanker
Ved den Høvdings Ord;
Olaf sad i dybe Tanker,
Stirred taus til Jord.
Høit de skreg: „Lad Hevnen raade,
Da er endt Din Spee.”
— „Om det er vor Sjæl til Baade,
Maae vi først dog see.
Hist, hvor hævet over Vrimlen
Kneiser Fjeldets Tind,
Vied mig et Syn fra Himlen
Til min Gjerning ind.”
Alle Mænd i Kongens Følge
Rundt i Kreds mon staae:
„Herre, Du det ei fordølge,
Hvad paa Fjeld Du saae.”
„Da vi stod hvor Kjølen sænker
Sig mod Norge ned,
Var det, som om Støvets Lænker
Fra min Sjæl bortgled.
Jordens Vrimmel dybt i Dybet,
Der mig for var nær,
Tabte sig og svandt, som Krybet
Under Skovens Træer.
Al den Sorg, der Stevet tvinger,
Veg som Røg for Vind,
Op min Sjæl paa Fuglevinger
Steg fra Kjølens Tind.
Ingen Frygt mit Hjerte kued
I min Sjæl var Fred,
Og med stille Tanker skued
Jeg paa Jorden ned.
Vidt jeg svæved i det Høie
Over Hav og Strand,
Nærmest dvæled dog mit Øie
Paa mit Norges Land.
Kjølens Ryg sig mægtig strakte,
Liig en Stamme stor,
Vidt den sine Grene rakte
Mellem Syd og Nord.
Filefjeld med Kinder hvide,
Dovres Tind jeg saae,
Alle Fjeld ved deres Side
Stod som Qviste smaa.
Til et mægtigt Træ forenet
Var det hele Land,
Ter fra Finmark sig forgrened,
Ned til Vigens Strand.
Dal og Eng og Mark og Slette
Under høien Fjeld,
Ligned Blade, der sig slette
Rundt om Birk og El.
Og mit Øie Frugter skimted
I den grønne Krands,
Der som Nattens Stjerner glimted
Med en hellig Glands.
Fra det ubekjendte Fjerne
Høit en Stemme lød:
„„Til om dette Træ at værne
„„Blev Kong Olaf født.
„„Frugterne, som Du kan skimte
„„I den grønne Krands,
„„Det er Kirkespir, der glimte
„„Med en hellig Glands.””
Atter dog min Sjæl sig sænker
Som en Fugl fra Sky,
Jordens Tryk og Støvets Lænker
Føler jeg paany.
Og det fagre Billed viger
Hen i Luftens Strøm;
Dog en indre Røst mig siger,
Det var ingen Drøm.
Naar de vilde Christ forraade,
Stod hans Tro imod,
Har jeg tidt til Landets Baade
Spildt de Frækkes Blod.
Men at de mod mig sig vende,
Er en mindre Sag,
Derfor vil jeg ikke brænde
Selv det mindste Tag.
Ikke veed jeg, om jeg vinder,
Eller falder brat,
Men jeg veed, at Gud mig finder
Selv i Dødens Nat.
Selv om Dagens klare Stjerne
Slukkes for mig ud,
Skal jeg dog om Landet værne,
Saa lod Herrens Bud.
Om min Krone maa jeg værge,
Det er Kongens Kald,
Men jeg tør det Land ei hærge,
Som jeg skjerme skal.”
Konning Olaf faldt i Slaget,
Bleg han sank til Jord,
Dog hvad Aandens Syn opdaged,
Blev et Sandheds Ord.
Skjøndt i Grav han maa nedstige,
Skilt fra Livets Pragt,
Dog i Dødens stille Rige
Voxer end hans Magt.
Had og Hevn og Avind svinder
Bort som Skum paa Vand;
Olaf end med blege Kinder
Hersker i sit Land.
Hedenskabets Fald sig nærmer,
Det henveires brat;
Olaf Christi Tro beskjermer
Gjennem Tidens Nat.