I.
Den gamle Sigurd var en mægtig Mand,
Bekjendt for Rigdom vidt i Norges Dale,
Hans Datter Helga blomstred nær ved Strand,
Om hendes Skjønhed var der ofte Tale,
Til Thorvald gav sin Tro den Lilievand,
Og tidt de samledes bag Fjeldets Sale,
Men Sigurd negter ham sin Datters Haand,
Hans Hu var stolt, og trodsig var hans Aand.
Den gamle Sigurd var ei Thorvald god,
Nedarvet Had han ei at glemme mægter,
Ældgammelt Fjendskab og uhevnet Blod
Fra svundne Tider skilte deres Slægter,
Det husked Sigurd end med bittert Mod,
Han sagde: „Før min Datter Thorvald ægter,
„Og for paa saadan Viis vor Slægt hun krænker,
„Min hvasse Dolk i hendes Bryst jeg sænker.”
Men Tiden alt var vorden mere mild,
Hvad svundet er, det vender seent tilbage,
Og strenge Love kued Hevnen vild,
Dog klang en Gjenlyd end fra gamle Dage,
Dybt under Asken ulmed Oldtids Ild,
Og over Voldsdaad hørtes mangen Klage,
End Hevnen tidt i Løn sit Offer kræver,
Oldtidens Gjenfærd gjennem Landet svæver.
Et Rygte klinger gjennem Dalen brat,
Mod Nord og Syd det mon sig hurtig sprede:
„Sigurd har mistet nu sin bedste Skat,
„Den unge Fugl forlod sin Barndoms Rede.”
Thorvald og Helga flygtet var ved Nat,
Den stolte Sigurd dølger taus sin Vrede,
Han tankefuld fast som i Drømme stod,
Hans Hjerte tørsted efter Thorvalds Blod.
„Med Fryd jeg offrer Alt, hvad jeg mon eie,”
Saa lød i Midnatsstunden Sigurds Ord,
„Hvis jeg kan strække ham paa Dødens Leie,
„Og rede ham en Seng i sorten Jord,
„Og kan jeg finde deres skjulte Veie,
„Er ei paa Hav og Land en Magt saa stor,
„At den skal Thorvald mod min Hevn beskytte.”
— En gammel Svend mon til hans Tale lytte.
Han sender Speidere til hver en Side,
Dog ofte Maanens Aasyn kom og svandt,
Og ofte Solen sank i Vesterlide,
For af sin Fjende mindste Spor han fandt;
Tilsidst en Aftenstund ved Sommertide
Der Budskab kom fra Landets nordre Kant:
„Ung Thorvald dvæler end ved Norges Strande,
„Han og hans Hustru boe ved Lofods Vande.”
Et Skib i Løndom var af Thorvald fragtet,
Hans hele Eiendom var der ombord,
At flygte bort til Skotlands Kyst han agted,
Dog Stormen knækkede hans Mast og Ror,
Ei naaede han det Maal, hvorhen han tragted,
Den vilde Modvind Skibet drev mod Nord;
Tilsidst det sank bag Lofods Klippetinder,
Dog med sin Helga Vei til Land han finder.
Men Sigurd lytter taus til Budets Tale,
Tilsidst han svarer: „Godt, faa reise vi.”
Forvovne Mænd han fandt bag Fjeldets Sale,
Hans Snekke vugged snart paa Bølgens Sti,
Med gavmild Haand han mon Enhver betale,
Der i hans vilde Planer stod ham bi,
Saa drog han bort med Hevnens Maal for Øie,
Og Vind og Bølger syntes ham at føie.
II.
Alt Lofods Fjelde fjernt mod Øst han skued,
Da Vinden svandt, sig glatted Havets Speil,
Og slapt Paa Masten hang de hvide Seil,
Mens Middagssolen lavt paa Himlen lued;
Dog syntes det, som Skibet fremad gled,
Skjøndt Vinden ei forstyrred Vandets Fred.
Og skjøndt den slummermat bag Klippen tier,
Skjøndt Skyen stille høit paa Himlen hang,
En selsom Surren dog i Luften klang,
Den ligned Lyden af de vilde Bier,
Naar frem af Kuben de med Hast sig trænge,
For vidt at færdes over Mark og Enge.
Da skifted Farve fast hver Mand ombord,
De sagde: „Gud i Himlen os beskjerme!
„Til Mostøstrømmen vil sig Skibet nærme,
„Hvis den os griber er ei Haab paa Jord,
„Da knuses vi paa Dybets skjulte Klipper,
„Og Ingen levende fra Svælget slipper.
„Og var Din Snekke selv som Fjeldet stærk,
„Den males dog til Meel af Dybets Tænder,
„Og knap en Splint tilbage Strømmen sender,
„Bestandig dreier sig dens Mølleværk,
„I evig Hvirvelgang dens Bølger fraade,
„Og Afgrundsdybet kjender ei til Naade.”
Men Sigurd lytted taus med blegen Kind
Da hørtes pludselig en Stemme raabe:
„Nu alle Mand tilveirs! end tør vi haabe,
„Vandbølgen kruses alt af letten Vind,
„Til Arbeid alle Mand! da kan det hænde,
„At end vort Uheld vil til Held sig vende.”
Det virked som et Lyn, snart hvert et Seil
Med dobbelt Kraft fra Mers og Raa sig spænder,
Og overalt man skuer travle Hænder,
Mens Nordenvinden kruser Vandets Speil,
Med lette Vinger den i Luften leger,
Og bort fra Svælget Skibet sig bevæger.
III.
Men ak! det falske Haab kun vared kort,
Snart atter Seilet slapt paa Masten hænger,
Og Nordenvinden mærkes ikke længer,
Hurtig som Glæden kom, saa svandt den bort,
Og atter glatte sig de lette Vover,
Og Strømmen seirer, medens Vinden sover.
Og atter høre de den Lyd, der minder
Om Biers Surren, naar fra Kuben trang
De hige frem mod Vaarens Blomstervang,
Da svinder Rødmen fra hver Sømands Kinder.
Forgjeves kæmpe de mod Strømmens Vælde,
Mens Døden lurer bag de sorte Fjelde.
Der Hvirvelstrømmen bryder frem med Magt,
Christ hjelpe den, som til dens Rand sig nærmer,
Ham ingen jordisk Styrke meer beskjermer,
Med Støien dreier sig den hvide Tragt;
Som Ulvehyl det klinger nu paa Søen,
Som Bjørnebrummen og som Hundes Gjøen.
En Kæmpehval de foran Skibet saae,
Dens Stormen lyder fast som Suk og Klage,
Afgrundens Magter den mod Svælget drage,
Fremad den væltes i de Bølger blaae,
Skjøndt den med Halen slaaer og vældig strider,
Man mærker dog, at den mod Døden glider.
Og trods dens Kræfter og dens brede Bryst,
Skjøndt selv i vilden Storm den godt kan svømme,
Den hvirvles hen dog i de stærke Strømme,
Og dreies rundt fast som et Blad i Høst;
I Svælgets blege Mund den snart forsvinder,
Dens Dødsskrig Veien over Havet finder.
Da slap den stærke Styrmand Skibets Ror,
Forfærdet ved at see sin Død for Øie,
Ud over Stavnen mon han dybt sig bøie,
Saa sprang han bleg, fortvivlet, overbord,
Han vilde heller hurtig Døden lide,
End langsomt i dens Svælg paa Strømmen glide.
Et Angstens Raab sig høit mod Himlen hæved,
Dog fulgte Mange ham i Bølgen blaa,
Og Dødens Skrift man i hvert Øie saae,
Og selv de Kjækkes Knæe af Rædsel bæved,
Og Bønner blanded sig med Trods og Graad,
Men Ingen vidste meer i Nøden Raad.
En gammel Svend sig da mod Sigurd vender:
„Nu seer Du Frugten af, hvad Du forbrød,
„Du trued Andre med den bittre Død,
„Den Himlens Retfærd til Dig selv nu sender;
„For at fordømme grumt I hid er kommen,
„Nu kalder Herren Eder selv for Dommen.”
Da høres Harmskrig bag de sorte Fjelde
Og alle Skibets Mænd paa Sigurd see,
De sagde: „Han er Skyld, i al vor Vee,
„Det skal han selv nu med sit Liv undgjelde,”
Saa lod de Hevnens dunkle Magter raade,
Og kasted ham i Dybet uden Naade.
Med haabløst Blik de henad Bølgen stirre,
Paa Gravens Strøm de seile frem med Iil,
Thi Skibet flyver nu som letten Piil,
Mens Frygt og Svimmelhed hver Sjæl forvirre;
Dem Rædselsbilledet imøde svæver,
Den hvide Dødsstrøm, der sit Bytte kræver.
Og høit sig hæver nu dens Tordenrøst,
Snart Skibet skjælver i dens vilde Bølger,
Afgrundens Aand sin Fryd ei meer fordølger,
Han drager det i Dybet ned med Lyst,
Mens Skummets Tunger om hans Seier taler,
Afgrundens Mølle det i Dybet maler.
Og Alle knuses paa de skjulte Klipper,
Og Ingen hører deres sidste Klage,
Den brudte Mast dog kom igjen tilbage,
Men ingen Levende fra Svælget slipper,
Og Bølgens Tag sig over Liget lukker,
Et eensomt Echo under Klippen sukker.
IV.
I Vesten svæved frem de blege Taager,
Dog Aftensolen end paa Himlen stod,
I Luften dreied sig de lette Maager,
Og forsked efter Rov i Bølgens Flod,
Søravnen end paa Klippens Tinde vaager,
Mens tusind Fugle skreg ved Fjeldets Fod,
Og Skriget høres fast den hele Sommer,
Skjøndt det bli’er svagere, naar Midnat kommer.
Den unge Thorvald vandrer nærved Søen,
Hvor Lofods Fjelde krandse Fjordens Vand,
Et mægtigt Stræde skiller ham fra Øen,
Hvor Strømmen dreier sig bag Klippens Rand;
End lyder det som fjerne Hundes Gjøen,
Skjøndt langt han staaer fra Mostøs vilde Strand
Men Floden steg, der Vandets Veie vender,
En veeldig Strømning den mod Landet sender.
Dengang nu Bølgen kom med hvælvet Bryst,
Og Havet løsnede sit lange Bælte,
Saae han en splintret Mast ved Øens Kyst,
De lette Vover den mod Stranden vælte
Med selsom Hvisken og med sagte Røst,
Det var, som om de Dybets Gjerning meldte;
Og Masten syntes liig en Runestav,
Der bragte Budskab fra det vilde Hav.
Men da han nærmere til Stranden kom,
Han skued der en Mand ved Klippens Side,
Af Graven mærket som dens Eiendom,
Hans Blik var mat, hans Kinder dødninghvide,
Hans Dragt og Haar og Aasyn vidned om,
Hvad nys i Bølgens Favn han maatte lide,
Det Sigurd var, skjøndt viet alt til Døden,
Han denne Gang dog frelste sig af Nøden.
Af Dybets Grund der rager frem et Skjær,
I Ebbens Tid det høit sit Hoved hæver,
Af Bølgen ført, han fandt en Tilflugt der,
Skjøndt Hvirvelstøommen strengt sit Bytte kræver,
Da Floden kom, drev Skibets Mast ham nær,
Ved Skjærets Side den paa Bølgen svæver;
En selsom Skjebne den til Sigurd sender,
Mens Bølgegangen sig mod Landet vender.
Ved Mastens Hjelp han svømmed over Vand,
Han Strømmens Hundeglam paa Veien hører,
Tilsidst han fæster Fod paa Lofods Strand,
Den lette Bølge ham til Kysten fører,
Da møder Thorvald ham ved Klippens Rand,
Sig atter Dødsfrygt i hans Indre rører,
Hans Hjerte skjælver, da han Thorvald kjender,
Han frygter Gjengjeld af hans stærke Hænder.
Men Thorvald skued taus hans Kinder hvide,
Han tænkte: „Hevn ei skjenker Hjertet Ro,”
Han sagde: „Støt Dig, Sigurd, til min Side!”
Men Sigurd syntes end kun lidet fro,
Han hvisked: „Kan jeg paa Dit Høimod lide?” —
„Du hos Din egen Datter nu skal boe.”
„Kan Du mit bittre Fjendskab da forglemme?”
— „At det er glemt, det skal Du snart fornemme.”
Dog mens han lytted end til Thorvalds Røst,
Sig i hans Hjerte rørte Hevnen atter,
En Dolk han gjemte paa sit blotte Bryst,
Med blege Fingre han dens Greb omfatter,
Han sagde: „Tag til Gjengjeld for Din Trøst
„Den Medgift, som jeg skylder end min Datter!”
Saa stræbte han at naae sin Fjendes Barm,
Men Thorvald standsed ham med stærken Arm.
Saa bar han hjem ham over Fjeldets Veie,
Thi Sigurd bleg var sunken ved hans Fod,
Ham Thorvald lagde paa sit eget Leie,
Men Sigurds Kraft var knækket, brudt hans Mod,
Thorvald og Helga ham med Troskab pleie,
I Feberhede luer snart hans Blod,
Ved Dag og Nat for Øinene ham svæver
Den vilde Dødsstrøm, der sit Bytte kræver.
Snart var det, som en bitter Kamp han stred,
Snart som til fjerne Røster han mon lytte,
Og ofte raabte han; „Jeg vel det veed,
„De vilde Hunde fordre mig til Bytte,
„Med egen Haand jeg har forspildt min Fred,
„Mig Himlen selv kan ikke meer beskytte;
„Afgrundens Aand har slukket Lysets Stjerne,
„Og Dybets Hunde glammer i det Fjerne.”
Og dog tilsidst en Dag, da Solen steg,
Reiste sig Sigurd op med Øine klare,
„Jeg føler vel, at Nattens Aander veg,”
Saa talte han, „Guds Naade mig bevare!”
„Men hvad vi ei forstod i Livets Leg,
„Maa tidt i Dødens Stund sig aabenbare;
„Hver svunden Dag igjen forbi mig skrider,
„Jeg selv var Skyld i hvad jeg led og lider.
„Jeg handlet har med ubarmhjertigt Sind,
„Derfor blev Medynk mig af Andre negtet,
„Med voldsom Haand jeg greb i Livet ind,
„Med vilden Malstrøm var min Sjæl beslægtet,
„Jeg saaede Storm og høsted Hvirvelvind,
„At modstaae den jeg selv ei længe mægted,
„For at fordømme grumt jeg hid var kommen,
„Nu kalder Himlens Gud mig selv for Dommen.
„Hvad jeg paa Jord besad, skal Helga eie,
„En ringe Gjengjeld kun for hvad hun led,
„Bed blot til Gud, naar han min Synd vil veie
„At Vredens Aand ei tynger Skaalen ned.”
Saa sank han bleg tilbage paa sit Leie,
Ham skjenked Dødens Magter deres Fred;
Hans Sjæl til Afsked end paa Læben sukker,
Ung Thorvalds Haand hans brustne Øie lukker.
Thorvald en eensom Plet bag Fjeld mon kaare,
Et stille Hvilested han der ham gav,
Der fældte Helgas Øie mangen Taare,
Hun vandred ofte til den dunkle Grav,
Velsignelse fremspired af hans Baare,
Den fulgte med dem over Land og Hav;
I Dalen dybt mon deres Bolig staae,
Ei Hevnens Aander kan dem mere naae.