Der svømmed en Baad under Stranden,
Dog førte den intet Seil,
Mens Pilen og Bøgen sig speiled
I Bølgernes klare Speil.
Og Vinden var falden i Slummer,
Mens Fiskene sprang under Ø,
Det var, som om Solen og Himlen,
Sig baded i dyben Sø.
Et Barn med guldgule Lokker
Man skued i Stavnen staae,
Det var, som en Engel fra Himlen
Nedstirred i Bølgen blaa.
Da strakte sig Aaren i Vandet,
Og Bølgen begyndte sin Leg,
Det var, som Løvet og Skoven
Med Skjælven i Dybet bortveg.
„O Fader!” raabte den Lille,
„O vogt Dig! det er jo en Gru,
„Thi seer Du, hvor Pilen skjælver,
„Nu bryder Du Skoven itu.”
— „Vær rolig, mit Barn, vær rolig!
„Saavidt kan ei Aarerne naae,
„At de kunne Skoven bryde,
„Endskjøndt det nu synes Dig saa.”
Men Stormen opløfted sit Hoved,
Og Solen bag Skyerne veg,
Da svandt hvert Billed i Dybet,
, Og Bølgen blev grumset og bleg.
„O Fader!” raabte den Lille,
„Kom hjelp mig og bær mig i Land!
„Thi Lyset og Solen og Himlen
„Har Vinden slukt under Vand.”
— „Vær rolig, mit Barn, vær rolig
„Saavidt kan ei Vindene naae,
„At Himlens Lys de kan slukke,
„Endskjøndt det nu synes Dig saa.”
Da falmed de deilige Kinder,
Hun skjalv og svimled og gled,
Og Bølgerne greb deres Bytte,
Hun sank i Afgrunden ned.
Som Lig han sit Barn gjenfinder,
Han lægger sin Datter paa Baar,
Han aldrig sin Kummer forvinder,
Skjøndt Vinter vexler med Vaar.
Han sidder i Dødninghaven,
Han sad der ved Dag og ved Nat,
Da toner en Røst over Graven,
Mens Fuldmaanen skinner i Krat:
„O Fader, opløft dog Dit Øie!
„Og tro ei, at Graven kan naae
„Den Aand, som blev tænkt af den Høie,
„Endskjøndt det nu synes Dig saa.”