Før Gustav Adolf, Sverigs Konge god,
Drog ned mod Syd at ende Verdens Qvide,
Og for at vise ved sit Heltemod,
Hvordan en Christen bør for Troen stride,
Og for at fælde Dragen i dens Blod,
Da traadte først han ind ved Midnatstide
I Ridderholmens Kirke høi og stor
Og bad tll Herren i det dunkle Chor.
Der stande Billeder i Brynier klædt,
Skjøndt Jernet gnavet er af Rust og Ælde,
Der slumrer mangen Helt af gammel Æt,
Hvis Navn er vidt bekjendt bag Sverigs Fjelde;
Der mangen Konning blev til Hvile stedt,
Som fordum værned kjæk om Rigets Vælde,
Hans hvasse Sværd, som Oldtids Kæmper priste,
Ligger nu stille paa hans Marmorkiste.
De stolte Faner og de gamle Flag,
Der forhen fulgte Helten over Havet,
Der svæved høit i Luft paa Kampens Dag,
Og der med Ørneflugt har Fjenden avet,
Der vaied dristig i saamangt et Slag,
De staae i Dødens Skygger nu begravet;
De falmed længst, de er af Ælde graae,
Og Møl fortære dem i Gravens Vraa.
Men Kongen synker hen i Bøn til Gud,
To store Voxlys monne Mørket dæmpe:
„Du veed, jeg følger kun Dit eget Bud,
„For jordisk Høihed vil ei meer jeg kæmpe,
„Kun for at Troens Ild ei slukkes ud,
„Du veed, at Fjenden kues ei med Læmpe,
„Saa læg da Seierskrandsen ved min Fod,
„Selv om den koste skal mit Hjerteblod.
„De troe, at Hævnens Sværd Du ei kan føre,
„De drive Spot med de Forladtes Skrig,
„De troe, at Du er blind og ei kan høre,
„Med Alt, hvad helligt er, de føre Krig,
„Og ingen Bøn kan deres Hjerter røre,
„Og alle Veie fylde de med Lig;
„Men Du vil sprede dem som Markens Straae,
„Skjøndt de er mange, vi kun saare faa.”
Hvad meer han talte, blev mig ikke sagt,
En hellig Ild dog i hans Indre brænder,
Og stærke Kræfter og en vældig Magt
Af Himlens Herre gaves i hans Hænder,
Og store Gjerninger har han fuldbragt
Selv for hans Øie sig mod Tydskland vender;
Og hvor han færdedes i Kamp og Krige,
Der maatte Fjenden for hans Glavind vige.
Tidlig den næste Morgen drog Kongen med sin Hær
Til Tydsklands blege Kyster, forbi de svenske Skjær,
Der øved han mangen Gjerning og mangen stor Bedrift,
Som Saga har optegnet med uudslettelig Skrift.
Og mangen mægtig Daad forkynder hans Priis
Fra Middelhavets Vande til Nordpolens Iis,
Vantroens Magter sig bøied for hans Haand,
Afgrundens Lænker brast, naar de rørtes af hans Haand.
— Kong Gustav stod ved Lützen, Luften var tung og graa,
Naar Natten var til Ende, et Slag skulde staae,
I Kongens stærke Hænder blev Verdens Skjæbne lagt,
Fjenden havde nu samlet mod ham sin sidste Magt.
Dagen var henrunden, Alt var beredt
Til Kamp den næste Morgen, i Leiren — hersked Fred.
Kun fra Fjendernes Hær hørtes Støien endnu,
Kong Gustav sad i Teltet med tankefuld Hu.
Der svæved en Sky over Fjendernes Leir,
Men Kongen sad alene, han bad Gud om Seir.
„O, Herre, Du mig frelste saa tidt paa Kampens Dag,
„Du vil mig heller ei svigte i dette sidste Slag.”
— Omsider sank han hen i en underlig Drøm,
Den førte ham tilbage paa Vandenes Strøm
Til Mælarens Udløb ved Ridderholmens Fod,
Til det Sted, hvor han kort før sin Afreise stod,
Ved Ridderkirkens Alter, ved Østersøens Kyst,
Men Orgelet spilled med lav, sagte Røst,
Og Fakler og Lanterner var tændte fjern og nær,
Nischerne glimted med blyfarvet Skjær.
Han skued igjen de Billeder i Jernbrynier blaae,
Han saae de gamle Vaaben, der var af Ælde graae,
Men Christus hang paa Korset i Dødskampen bleg,
Dog var det, som paa Vinger til Himlen han steg.
Og Kongen hørte Stemmer, der sukked under Ø,
Orgelets Toner bruste som den opbragte Sø.
Han skued atter Gravene bag Ridderkirkens Taarn,
Han syntes, der var fleer, end han kjendte der tilforn.
Han saae en Flok af Dødninger, en Ligpsalme klang,
Bestandig kom der flere, saa Kirken blev for trang,
De ligned den Snee, der i Vinden hvirvler hen,
Han kjendte dem vel, det var hans egne Mænd.
De nærmed sig langsomt, de drypped af Blod,
Tilsidst de stod i Rækker ved Alterets Fod,
Det var, som om Livet til Undergang var skabt,
Som var der ingen Frelse, som om Alt var fortabt;
Som om Jorden skulde sluges af Afgrundens Mund,
Det var, som selve Troen blev rystet i sin Grund.
— Men pludselig, da de Skygger var stillet op i Rad,
Vendte sig Sangens Toner, der lød et andet Qvad.
En Seierssang sig hæved, og Ligpsalmen veg,
Dødninghæren syntes ikke længer saa bleg,
Øinene sig aabned, der før syntes lukt,
Man mærked, den gamle Troskab var ei i Øiet slukt.
Og Smerten blev til Jubel og Sorgen til Fryd,
Som naar et Pust af Foraaret kommer fra Syd,
Kuer den kolde Vinter og lokker Blomster frem,
Hvor Døden før var Herre, har nu Livet sit Hjem.
Helt vaied de Faner i Nischernes Ly,
Det var, som om de længtes efter Striden paany,
Og alle de gamle Glavind paa Kisterne graae
Klirrede som i Kampen, da Kongen paa dem saae.
Og alle de gamle Billeder, dem kjendte han igjen,
Det var, som de leved og svæved til ham hen,
Men høit fra Loftets Hvælving glimted Øine ned,
Der sang usynlige Tunger om Evighedens Fred.
Og Kirkens Mure strakte sig ved Tonernes Klang,
Det var, som om han vandred i Skovens lange Gang,
Og Pillerne sig hæved, liig mægtige Træer,
Stjernerne nedsendte bag Løvet deres Skjær.
Tilsidst var han tilmode, som om Jorden bortveg,
Paa sneehvide Vinger han i Luften opsteg,
Alle hans Mænd ham fulgte, høit over Støvets Ø
Seiled de som Svaner paa Evighedens Sø.
Han bares af lune Vinde, han hørte Sang paany,
Utallige Stjerneblik nedfunkled over Sky,
Dog var det ingen Stjerner, men det var Engle smaa,
Der vinked ham i Døden til Evighedens Blaa.
— Omsider han vaagned, sit Syn han havde glemt,
Dog let slog hans Hjerte, hans Hu var dristig stemt,
Morgenrøden betragted med Smiil hans Helteblik,
Han aned, han skulde seire, Hvordan det saa gik.
Kong Gustav sank i Striden, og dog han Slaget vandt,
Sin herligste Seier han i Dødsstunden fandt;
Han frelste Nordens Tro, og han kued Mørkets Rige,
En Helt og en Martyr, der søger om sin Lige.