Dybt indviklet i Tankernes selsomtslyngede Retgang
Stod en ungdommelig Helt, udsprungen af Krigernes Stamme,
Nadir kaldte han sig, hans Slægt udstrakte sit Scepter
Over det frugtbetyngede Land, hvor den hellige Ganges
Vælter sin Strøm med uendelig Kraft imod Oceanet.
Dybt nedsunken i Tanker stod den herlige Yngling;
Nys han med kraftfuld Haand beseired utallige Fjender,
Eensom og tankefuld han stod paa den blodige Valplads,
Hvor en uendelig Krigerflok laae henstrakt i Støvet.
Ynglinger skued man der og Mænd, forskjellig i Alder,
Nylig de blomstred i Kraft, dem glæded den hellige Solglands,
Morgenrøden i Øst og Duggen, der blinker i Græs, og
Lotusblomster! i Dybet født, der af Vandet opstiger.
Nu de som Offere laae for den altfortærende Dødsgud,
Nogle lemlæstede grumt, et forfærdeligt Syn, medens Andre
End bevared i Død et blegnende Skjær af den Skjønhed,
Der dem smykked, for Øiets Glands udsluktes i Natmulm.
„Har jeg da Ret dertil med det ubarmhjertige Glavind
At forstyrre den Kraft, der boer i Menneskets Indre.
Jeg, som fra Barndomstid dog inderlig ønsked at skaane
Selv de umælende Slægter, det lethenspringende Vilddyr
Og den bevingede Grib, ja selv den spraglede Giftsnog,
Skjøndt bag Templets Hal den tidt forstyrred min Andagt.”
Saadan mæled med Suk den tankefuldgrublende Nadir.
Men da traadte ham nær en Olding med sneehvide Lokker,
Majestætisk at see trods Alderens Vægt, ja hans Øie
Glimted endnu med Ungdomsglands og vidunderlig Styrke.
Nadir gjenkjendte hans Aasyn vel, thi mangfoldige Gange
Havde han for ham mødt i den lethenglidende Barndom;
Tidt i Skoven de taltes ved, hvor med Indsigt og Viisdom
Og med vidunderlig Kløgt han leded Ynglingens Tanke.
Men det var Vishnu selv, den hellige Gud, der opholder
Verden med kraftfuld Haand og i tusind Forvandlinger færdes
Mellem Menneskets Børn, beredt til at skjænke dem Bistand.
„Skuet jeg har,” han mæled, „den Tvivl, der bevæger Dit Hjerte,
Men jeg sprede den vel, et Sandhedsord jeg forkynder:
Aldrig mægter Dit Glavind, Søn — thi det er umuligt —
Nogen at røve det Liv, der sprang af det evige Livsvæld,
Ingen ihjelslaae Du kan, det mægter ei selv nogen Guddom.
Aanden vandrer sin Vei, forklædt i mangfoldige Dragter,
Indtil bestandig forandret og dog bestandig den samme,
Luttret og reen den synker med Glands til den Eviges Hjerte.
Du bør dog rygte Dit Kald, og naar Landet behøver Dit Glavind,
Svigte Du ei, men overlad til den evige Domstol,
Der tildeler Enhver sin Ret, at veie vor Fremtid.”
Saadan talte den hellige Gud og forsvandt; men en Lysbro
Steg over Jord og betegned hans Vei. Da mærkede Nadir,
At en guddommelig Haand det Taageslør havde løftet,
Som Forvildelsens Mø havde bredet rundt om hans Øie;
Sjælen igjen fandt Ro og han værned med Sværd og med Retfærds
Aand om sit Folk og erhverved en uforgængelig Hæder.