Vort Land, vort elskte Fædreland!
Vort Nordens Fryd og Lyst!
Hvor Rosen blusser under Strand,
Hvor Bøgen staaer ved hviden Sand,
Omkrandset af det sølvblaa Vand,
Der svulmer ved Dit Bryst.
Hvor Minder vinke fjernt og nær
Fra Tidens svundne Vaar
I Morgenglands, i Aftenskjær;
Hvor Kilden risler under Træer,
Ved Kysten vrimler Snekkers Hær,
Saalangt vort Øie naaer.
Ja, deilig er den danske Vang,
Omsnoet af vilden Hav,
Og fuld af Fryd og Fuglesang
Og Foraarsglands og Leers Klang,
Mens Bækken gaaer sin vante Gang
Ved Heltens gamle Grav.
Og dog, mit Land, Du sørged tidt,
Og bleg er end Din Kind,
Dit Bryst blev ofte sønderslidt,
Og megen Uret har Du lidt,
Og Øine Børn blev spredte vidt
I Storm og Hvirvelvind.
Men dog i Uveir, som i Fred
Skal fast Din Stamme staae;
Dens Rod i Dybet dybt gaaer ned,
Endskjøndt i Omfang lidet bred;
Vi haabe, troe, ja vist vi veed,
Den aldrig skal forgaae.
Og nu Du støttes af den Pagt,
Der sprang af Tidens Væld,
Og der vor Fryd har atter vakt,
Og har os Lys og Lykke bragt,
Og viist os Vei til Ros og Magt
Og til vor Fremtids Held.
Du ædle Par, som til vor Trøst
Skal boe i Danmarks Land,
Og knytte Norden Bryst til Bryst,
Du mindes skal til Folkets Lyst,
Saalænge Bølgen ved vor Kyst
Omsnoer den danske Strand.