Morgendug, der sagte bæver i den lune Vind,
Blomsterduft, der langsomt svæver fra den gamle Lind,
Alfeleg bag Skovens Sale,
Fuglesang i Foraarsdale,
Maanens Lys paa Bølgens Strømme,
Det er Danmarks Drømme.
Heltedaad, der aldrig glemmes selv i Tidens Høst,
Store Sagn, der evig gjemmes skal ved Sagas Bryst,
Hjerter, der af Troskab lue,
Mod, som Døden ei kan kue,
Ydmygt Sind i Glands og Lykke,
Det er Danmarks Smykke.
Slige Drømme, slige Smykker, hvo kan glemme dem!
Vilde Nogen her vel Lytte Danmarks gamle Hjem,
Hvor i Læ bag Egens Skygger
Skovens Fugl med Frihed bygger,
Mod det Land, hvor Vestens Slaver
Malm af Jord opgraver.
Nei, vi vil vort Hjem ei bytte bort for nogen Priis,
Her vi virke vil og leve paa de Danskes Viis,
Stærke, som vor Oldtids Minder,
Fuld af Kraft mod Danmarks Fjender,
Troe som Guld mod Drot og Rige,
Dem vi aldrig svige.