I frugtbare catalonske Land
En Dotter han havde, hun var hans Fryd,
Saa dejlig, saa viis, og den pure Dyd;
Hun lindred’ ham tunge Regieringsstand:
Maria var Perlen i Kronen.
Hun ligner en Blomst i favre Vaar,
Naar Sol sig i Morgendug spejler.
De Somre, de to Gange syv gaae hen,
Saa mangen en Prinds for Grevinden staaer,
Saa mangen forgieves er Bejler.
Alt lyde de Klager fiern og nær
“Ak! Grevernes Stamme nu sættes ud!
“Ak! aldrig Maria vil vorde Brud!”
Den Dotter er Oldingen saare kier:
Saa stride hans Taarer nedglide.
“O Fader! ej græd, hvi græder du?” —
“O Dotter! ej skulde jeg græde?
“Snart briste mig Livets de kiere Baand,
“Om Spiret da tager en fremmed Haand!” —
“O Fader! jeg kommer mit Kald ihu.” —
“Maria! du røver min Glæde.”
“Ak, Dotter! du vil mit Huses Fald.” —
“Nej, Fader! jeg vil kun din Ære.” —
“Saa vælg dig en Mand, som beskytter dig,
“Saa vælg mig en Søn, der kan jorde mig!” —
“O Fader! jeg lyder et større Kald:
“Kun Herren min Brudgom skal være.”
“Hist kneiser det høje Montserat;
“Jeg det til Guds Altar skal vie:
“Der skal jeg nedknæle som Herrens Brud,
“Og bede for Landet, og tiene Gud:
“O! jeg skal ophøje ham Dag og Nat
“Indtil mine Læber skal tie.”
De Præster, de Bisper fiern og nær
Beundre Grevinden tilsammen;
De nævne saa storlig Maria’s Daad,
Skiønt Faderens graanende Kind er vaad;
Selv Spaniens Erkebisp møder der,
Og mæler et frygteligt Amen.
Alt vanker det Barn med helligt Mod,
Og trodser det klappende Hierte.
Saa mangen en Rosenkrands beder hun.
Paa Vejen alt bløder den spæde Fod,
Men ikke hun endser den Smerte.
Med trættede Krop hun Bierget naaer,
Og heftigt i Psalmer udbryder.
En Grotte af Marmor hun finder der:
Nu Celle for Sværmersken Grotten er;
Der aarle, der silde for Gud hun staaer:
Af Lovsange Marmoret lyder.
Saa drømmer den Mø, hun tiener Gud,
Men føler i Hiertet en Trængsel:
Det klemmes, det banker med stærke Slag,
Og stærkere banker det Dag fra Dag:
Hun veed ej, hver Pige blev skabt til Brud;
Hun aandelig mener sin Længsel.
En Aften i sølvklart Maaneskin
Hun yndigt Hallelujah qvæder:
Da blandes en Stemme med hendes Sang,
Da høres paa Bierget en mandig Gang:
Flux seer hun med langsomt, ærværdigt Trin
En Mand, som mod Cellen hentræder.
“Hil være dig, Engel paa vor Jord!”
Saa lyder den Kommendes Tale;
“Skiønt Skarer tilbede din Skiønheds Glands,
“Du rækker til Gud efter Troens Krands:
“Hil være dig, Engel! hør det Ord,
“Mig Jomfruen monne befale!”
“Hil være dig, Fader i Guds Aand!”
Den Skiælvendes Læber ham svare;
“Priis vorde den Jomfrue, der sendte dig!
“Jeg venter det Budskab, du bringer mig.”
Han rækker den Skiønne sin høire Haand;
Hun nejer, og ahner ej Fare.
“I Drømme jeg Himles Himle saae,
“Der saae jeg Guds hellige Moder;
“Jeg føled’ mig stor i det Øieblik,
“Og Jorden alt dybt under mig forgik:
“Jeg der paa mit Ansigt nedkastet laae
“I Lysets de skinnende Floder.”
“Da mæled’ Guds Moder lifligt Ord:
“Jeg veed al din Vandel og Tale;
“Paa Himmelvej vanker dit sikre Fied;
“Din Læbe forkynder livsalig Fred.
“Jeg ejer en Dotter paa syndig Jord,
“Jeg hende til dig vil befale.”
“Gak hisset paa Bierget Montserat!
“Der seer du en blomstrende Pige:
“Med hine, som Stiernerne ved min Fod,
“Og Libanons Sneeglands og Lammets Blod
“Er klart paa den Yndiges Kinder sat,
“Og, kort: hun er skiøn uden Lige.”
“Hun ædel forsmaaer al Jordens Rang,
“Hun ene vil Himlen tilhøre:
“Gak til hende, styrk, at hun vakler ej,
“O! hold hendes Fødder paa Fredens Vej:
“Guarino, den Jomfrue ved Bøn og Sang
“Til Himmelens Forgaard du føre!”
Grevinden er stum af usælet Lyst,
Tilbedende knæler den Pige.
Han opløfter hende med venlig Arm,
Og sagte han aander ved skyldfrie Barm;
Saa staae de henrykte, og, Bryst ved Bryst,
De sværme om Himmerigs Rige.
Guarino gaaer bort mod Dagninggry;
Maria nu salig sig drømmer:
(Den Benedictiner var velskabt Mand,
Og kaldtes en Helgen i ganske Land.)
Han kommer med svindende Aftenskye,
Og Smiger i Andagt udtømmer.
Hver Aften han stændigt kommer der,
Og Parrets Fortrolighed stiger.
Det lufter saa køligt paa Montserat;
I Cellen hensværmes den tavse Nat:
Ak! Munken er Pigen kun alt for kier —
Og Rosen af Kinderne viger.
Ak! Uskyldens Rose falmer hen,
Guarino dens Herlighed plukker.
Hun ængstes, hun ahner, hun veed ej, hvad;
Men ej er hun længer ved Andagt glad.
Hver Aftenstund kommer den Munk igien;
Hun smiler, men lønligen sukker.
Alt mere hun ængstes Dag fra Dag,
Alt qvæles og pines det Hierte:
Det gisper i Barmen; den er saa trang,
Og møjsom og tung er Maria’s Gang.
Nu aabner hun Øjet, og bittre Nag
Ledsage den voxende Smerte.
Den Pater med hykkelsk Munke-Hu
Betragter den svulmende Skiønne,
Han ikke vil tabe sit Helgen-Navn,
Og Mord han undfanger i Pigens Favn:
Thi hvæsser han snart en Dolk — o Gru! —
For Ømhed med Døden at lønne.
Saa væbnet han gaaer en Morgenstund
Og Pigen af Cellen udkalder:
Forgiæves hun hensynker i Munkens Arm,
Da støder han Staalet i hulde Barm:
Fortvivlelsen aabner Maria’s Mund,
Og blodig paa Jorden hun falder.
“Ak, hellige Jomfrue, see hans Svig!
“Jeg døer jo, jeg døer jo, jeg Arme!
“Ak! du, som jeg fordum saa reen tilbad,
“Guds hellige Moder, forlad, forlad!
“Ak! hør dog den Døendes Jammerskrig,
“Og naadeligt du dig forbarme!”
Hun stønner, hun sukker, famler, døer
I Blodets udstrømmende Floder.
Nu pønser Guarino paa listigt Raad,
For Verden at skiule sin Diævle-Daad:
Med Grene han dækker, med Løv bestrøer
Den Faldne, som ikke blev Moder.
Som Tigeren kold paa Rovet seer,
Naar det sig omvælter i Døden,
Saa staaer nu Guarino, saa gaaer han hen,
Og bærer som Helgen sit Navn igien;
Han hærdes i Lasten alt meer og meer,
Og qvæler Erindring om Brøden.
Snart Olding Johannes kommer der,
Maria, sit Alt at omarme:
Han finder de Grene, det visne Løv,
Han finder den Myrdedes favre Støv:
Ak! Dotteren var ham saa saare kier:
Han slider sit Sølvhaar i Harme.
Nu vildt han udstøder grumme Skrig:
“Jeg kunde den Jammer afværget!
“Ha! hvi var jeg ikke standhaftig før?
“Jeg Fader, jeg Arme, jeg barnløs døer!”
Fortvivlet han jorder det unge Liig,
Og bygger et Kloster paa Bierget.
End smykker det Kloster Monserat;
I Sølvkiste hviler Maria.
For Sielen der messes om Nat og Dag,
Der messes hvert tredie Klokkeslag;
Der stille hun hviler i Dødens Nat,
Fra Jammern hviler Maria.
* * *
O Riber! mit Qvad jeg rækker Dig,
Og venlig Du Gaven annammer.
Saa mangen en Klerk har misbrugt Guds Ord
Til Qvaler at stifte paa skiønne Jord:
Den Misbrug tit krænkede Dig og mig,
Og derfor jeg sang om den Jammer.
Nu skue vi, liig en Morgenskye,
Den liflige Sandhed frembryde:
Alt Overtroe rokkes og styrtes brat;
Snart bøjer den Hoved i Glemsels Nat:
O! Held med det Sandhedens Dagninggry!
Gid snarligt dens Middag vi nyde!
Haste.
