Peder Horrebow Haste (1765–1831)

Maria af Catalonien og Pater Guarino

en Ballade fra det nittende AarhundredeAnledningen til nærværende Forsøg kan læses i Baretto’s Journey from London to Genoa v. 4. eller i Journal for Politik, Natur og Menneskekundskab, Juni 1795, S. 238 ff. Dog har Forfatteren, for at redde Sandsynligheden, og efter indført poetisk Frihed, forandret og tillagt Meget i Traditionen..

I frugtbare catalonske Land
Sad Greve Johannes paa Thronen.1
En Dotter han havde, hun var hans Fryd,
Saa deilig, saa viis, og den pure Dyd;
Hun lindred’ ham tunge Regjeringsstand:
Maria var Perlen i Kronen.

Hun ligner en Blomst i favre Vaar,
Naar Sol sig i Morgendug speiler.
De Somre, de to Gange syv gaae hen,
End ei hun vil kaare sig ud en Ven:2
Saa mangen en Prinds for Grevinden staaer,
Saa mangen forgjeves er Beiler.

Alt lyde de Klager fjern og nær
Omkring Barcelona3 saa vide:
„Ak! Grevernes Stamme nu slettes ud!
„Ak! aldrig Maria vil vorde Brud!”
Den Dotter er Oldingen saare kjær:
Saa stride hans Taarer nedglide.

„O Fader! ei græd, hvi græder du?” —
„O Dotter! ei skulde jeg græde?
„Snart briste mig Livets de skjøre Baand,
„Om Spiret da tager en fremmed Haand!” —
„O Fader! jeg kommer mit Kald ihu.” —
„Maria! du røver min Glæde.”

„Ak, Dotter! du vil mit Huses Fald.”
„Nei, Fader! jeg vil kun din Ære.” —
„Saa vælg dig en Mand, som beskytter dig,
„Saa vælg mig en Søn, der kan jorde mig!” —
„O Fader! jeg lyder et større Kald:
„Kun Herren min Brudgom skal være.”

„Hist kneiser det høie Montserat;
„Jeg det til Guds Alter skal vie:
„Der skal jeg nedknæle som Herrens Brud,
„Og bede for Landet, og tjene Gud:
„O! jeg skal ham ophøie Dag og Nat
„Indtil mine Læber skal tie.”

De Præster, de Bisper fjern og nær
Beundre Grevinden tilsammen;
De nævne saa storlig Maria’s Daad,
Skjønt Faderens graanende Kind er vaad;
Selv Spaniens Erkebisp møder der,
Og mæler et frygteligt Amen.

Alt vanker det Barn med helligt Mod,
Og trodser det klappende Hjerte.
Til Ave4 hun aabner melodisk Mund;
Saa mangen en Rosenkrands beder hun.
Paa Veien alt bløder den spæde Fod,
Men ikke hun endser den Smerte.

Med trættede Krop hun Bjerget naaer,
Og heftigt i Psalmer udbryder.
En Grotte af Marmor hun finder der:
Nu Celle for Sværmersken Grotten er;
Der aarle, der silde for Gud hun staaer:
Af Lovsange Marmoret lyder.

Saa drømmer den Mø, hun tjener Gud,
Men føler i Hjertet en Trængsel:
Det klemmes, det banker med stærke Slag,
Og stærkere banker det Dag for Dag:
Hun veed ei hver Pige blev skabt til Brud;
Hun aandelig mener sin Længsel.

En Aften i sølvklart Maaneskin
Hun yndigt Hallelujah qvæder:
Da blandes en Stemme med hendes Sang,
Da høres paa Bjerget en mandig Gang:
Flux seer hun med langsomt, ærværdigt Trin
En Mand, som mod Cellen hentræder.

„Hil være dig, Engel paa vor Jord!”
Saa lyder den Kommendes Tale;
„Skjønt Skarer tilbede den Skjønheds Glands,
„Du rækker til Gud efter Troens Krands:
„Hil være dig, Engel! hør det Ord,
„Mig Jomfruen monne befale!”

„Hil være dig, Fader i Guds Aand!”
Den Skjælvendes Læber ham svare;
„Priis vorde den Jomfrue, der sendte dig!
„Jeg venter det Budskab, du bringer mig.”
Han rækker den Skjønne sin høire Haand;
Hun neier, og ahner ei Fare.

„I Drømme jeg Himles Himle saae,
„Der saae jeg Guds hellige Moder;
„Jeg føled’ mig stor i det Øieblik,
„Og Jorden alt dybt under mig forgik:
„Jeg der paa mit Ansigt nedkastet laae
„I Lysets de skinnende Floder.”

„Da mæled’ Guds Moder lifligt Ord:
„Jeg veed al din Vandel og Tale;
„Paa Himmelvei vanker dit sikkre Fjed;
„Din Læbe forkynder livsalig Fred.
„Jeg eier en Dotter paa syndig Jord,
„Jeg hende til dig vil befale.”

„Gak hisset paa Bjerget Montserat!
„Der seer du en blomstrende Pige:
„Med Øine, som Stjernerne ved min Fod;
„Og Libanons Sneeglands og Lammets Blod
„Er klart paa den Yndiges Kinder sat,
„Og, kort: hun er skjøn uden Lige.”

„Hun ædel forsmaaer al Jordens Rang,
„Hun ene vil Himlen tilhøre:
„Gak til hende, styrk, at hun vakler ei,
„O! hold hendes Fødder paa Fredens Vei!
„Guarino, den Jomfrue ved Bøn og Sang
„Til Himmelens Forgaard du føre!”

Grevinden er stum af ufølet Lyst;
Tilbedende knæler den Pige.
Han opløfter hende med venlig Arm,
Og sagte han aander ved skyldfrie Barm;
Saa staae de henrykte, og, Bryst ved Bryst,
De sværme om Himmerigs Rige.

Guarino gaaer bort mod Dagninggry:
Maria nu salig sig drømmer:
(Den Benedictiner var velskabt Mand,
Og kaldes en Helgen i ganske Land).
Han kommer med svindende Aftenskye,
Og Smiger i Andagt udtømmer.

Hver Aften han stændigt kommer der,
Og Parrets Fortrolighed stiger.
Det lufter saa kjøligt paa Montserat:
I Cellen hensværmes den tavse Nat:
Ak! Munken er Pigen kun alt for kjær —
Og Rosen af Kinderne viger.

Ak! Uskyldens Rose falmer hen,
Guarino dens Herlighed plukker.
Hun ængstes, hun ahner, hun veed ei, hvad;
Men ei er hun længer ved Andagt glad.
Hver Morgen kommer den Munk igjen:
Hun smiler, men lønligen sukker.

Alt mere hun ængstes Dag for Dag,
Alt qvæles og pines det Hjerte:
Det gisper i Barmen; den er saa trang,
Og møisom og tung er Maria’s Gang.
Nu aabner hun Øiet, og bittre Nag
Ledsager den voxende Smerte.

Den Pater med hykkelsk Munke-Hu
Betragter den svulmende Skjønne,
Han ikke vil tabe sit Helgen-Navn,
Og Mord han undfanger i Pigens Favn;
Thi hvæsser han snart en Dolk — o Gru! —
For Ømhed med Døden at lønne.

Saa væbnet han gaaer en Morgenstund
Og Pigen af Cellen udkalder:
Forgrædt hun hensynker i Munkens Arm,
Da støder han Staalet i hulde Barm:
Fortvivlelsen aabner Maria’s Mund,
Og blodigt paa Jorden hun falder.

„Ak, hellige Jomfrue, see hans Svig!
„Jeg døer jo, jeg døer jo, jeg Arme!
„Ak! Du, som jeg fordum saa reen tilbad,
„Guds hellige Moder, forlad, forlad!
„Ak! hør dog den Døendes Jammerskrig,
„Og naadeligt Du Dig forbarme!”

Hun stønner, hun sukker, famler, døer
I Blodets udstrømmende Floder.
Nu pønser Guarino paa listigt Raad,
For Verden at skjule sin Djævle-Daad:
Med Grene han dækker, med Løv bestrøer
Den Faldne, som ikke blev Moder.

Som Tigeren kold paa Rovet seer,
Naar det sig omvælter i Døden,
Saa staaer nu Guarino, saa gaaer han hen,
Og bærer som Helgen sit Navn igjen;
Han hærdes i Lasten alt meer og meer,
Og qvæler Erindring om Brøden.

Snart Olding Johannes kommer der,
Maria, sit Alt at omarme:
Han finder de Grene, det visnede Løv,
Han finder den Myrdedes favre Støv:
Ak! Dotteren var ham saa saare kjær:
Han slider sit Sølvhaar i Harme.

Nu vildt han udstøder grumme Skrig:
„Jeg kunde den Jammer afværget!
„Ha! hvi var jeg ikke standhaftig før?
„Jeg Fader, jeg Arme, jeg barnløs døer!”
Fortvivlet han jorder det unge Liig,
Og bygger et Kloster paa Bjerget.

End smykker det Kloster Montserat;
I Sølvkiste hviler Maria.
For Sjelen der messes om Nat og Dag,
Der messes hvert tredie Klokkeslag;
Der stille hun hviler i Dødens Nat,
Fra Jammeren hviler Maria.