Svanelil
En Ballade.
En Ballade.
En døende Moder paa Sotteseng laae,
Alvilde, som kaldtes den Gjeve,
Med Himlen i Hjertet, med Tindingen graa,
Hun skjøtted’ kun lidet at leve;
Dog gjorde det hende i Sjelen saa Vee,
Den jamrende Datter ved Leiet at see.
„Hør, Svanelil, græd ei! Der lever en Gud!
„Hør, Svanelil, græd ei saa saare!
„Frygt Herren, betragt, som en Faders, hans Bud,
„Og han vil aftørre din Taare!
„O! stil den! Den martrer min flygtende Sjel:
„Frygt Herren, saa gjør han vist alle Ting vel.” —
„Ak, Moder! min Graad er saa heed og saa tung:
„Hvor kan jeg, hvor kan jeg den stille?
„Du døer fra din Datter! Ak! jeg er saa ung:
„O! lad mine Taarer kun trille!
„Hvo leder, hvo styrer nu Svanelils Fod?
„Hvo bliver min Engel, som Moderen god?” —
„Frygt Herren! fortroe ham din Vee og dit Vel!
„Til ham al Fortrøstning Du sætte!
„Troe Mennesker ei, naar de lede din Sjel
„Til Himmel og Dyd at forgjette!
„Vogt nøie din Ære! o! sværg ved din Tro,
„Du den vil bevogte, saa døer jeg med Ro.”
Nu knæled’ den Datter, og hulkende svor:
„Ved Jesu livsalige Lære!
„Jeg giver min døende Moder mit Ord:
„At jeg vil bevogte min Ære.
„Ei feilende Mennesker, Gud vil jeg troe,
„At jeg og kan lukke mit Øie med Ro.”
Nu Svanelil op til den Døende saae:
Med foldede Hænder hun smiled’.
Alt Øinene bruste, alt blegnet hun laae,
Alt Sjelen til Himmelen iled’.
Til Hvilen i Jorden man Legemet gav,
Og planted’ et Kors paa den smykkede Grav.
Skjøn Svanelil sørger i Uger og Aar;
Skjøn Svanelil sørger saa saare.
Hver Morgen, hver Aften til Graven hun gaaer,
Og offrer en hædrende Taare;
Hver Morgen, hver Aften hun mindes det Ord,
Hun knælende fordum den Salige svor.
Den Gravgang blev Vane, den Vane saa sød;
End da hun fik stillet sin Smerte;
Med Rolighed kom hun, og gik hun, og nød
Paa Graven en Fest for sit Hjerte.
Der ofte hun Sang om Uskyldighed qvad,
Og hjemgik saa lettet, saa styrket, saa glad.
En Maaneskins-Aften en Vandringsmand kom,
En Ridder saa prægtig at skue;
Han hører den Qvæden, han seer sig rundt om,
Den Kirkegaard ei lod ham grue;
Da seer han, at lænet til Gravkorset laae
Den væneste Mø, hans Begjerlighed saae.
Guldskinnende Lokker i Bølgeslag hang
Om Møens det hvælvede Hvide;
Det vexelviis faldt eller steeg, mens hun sang,
Flux derpaa hans Øine nedglide,
Ham bortjog ei Blyheds elskværdige Glands
I Svanelils Blik, der nu rørte ved hans.
Op fløi hun, som Duen der øiner med Gru,
En glubende Rovfugl at jage:
Med Blidhed paa Læben, med Tredskhed i Hu
Holdt Ridderen Pigen tilbage.
„Hvi flyer du? Siig, Favre, hvi dvæled’ du her?
„Hvi frygter du Fare? Jeg fredelig er.” —
„Slip, Fremmede, slip mig! Jeg bliver her ei!
„Slip, slip mig! Min Moder jeg tabte;
„Hid stunder hver Morgen, hver Aften min Vei:
„Her slumrer det Bedste, jeg tabte.
„Her ham jeg paakalder, som veed mit Forliis,
„Og qvæder en Sang til Uskyldigheds Priis.” —
„Gak, Ædle! Jeg ærer din Gudsfrygt og Dyd.
„Jeg hørte din himmelske Stemme:
„Hid iled mit Hjerte — til Englenes Fryd,
„Jeg aldrig dit Møde skal glemme:
„Jeg tit skal umærket bespeide dit Fjed,
„Og høre din Røst, og opbygges derved.”
Alt mindre forskrækket nu Svanelil gik,
Og vredtes ei over den Tale;
Alt forskende tøved’ paa Manden et Blik,
Dog lod hun ei Gangen forhale.
Snart var hun i Huset, af Skrækken lidt mat,
Men sov ei før Stjernerne blegned’ den Nat.
Mod Morgen hun drømte om Moder og Eed,
Om Ridderens Anstand og Mine;
Hun vaagned’ med bankende Hjerte; det leed
Alt Elskovens elskede Pine.
Dog, snart hendes Ungdom slog Grillerne hen,
Og Uger forgik, før den Mand kom igjen.
En Aften paa Graven hun satte sig ned,
Og tænkte sin Moder tilstede:
Paa Læben var Vellyd, i Hjertet var Fred,
Af Øiet fremperlede Glæde.
En Krands af Cypresser om Korset hun hang,
Og kyssede Korset med Andagt, og sang:
„Sødt hvile din Aske! Din Sjel er hos Gud:
„O Moder! min Engel du være!
„Du see mig at lyde den Høiestes Bud!
„Du see mig at vogte min Ære!
„Sødt hvile din Aske! Din Sjel var saa skjøn;
„Den lærte mig Dyden: nu har den sin Løn.”
„Du lærte mig, Jorden er yndig og god;
„At Uskyld alene kan fryde;
„At fyrigt og farligt er Ungdommens Blod;
„At varsomt vi Glæden maa nyde.
„Sødt hvile din Aske! Din Sjel var saa skjøn;
„Den lærte mig Dyden: nu har den sin Løn.”
„O! beed til den Fader, du skuer saa nær,
„Jeg din og hans Datter maa blive!
„Dig, Herren og Dyden og Himmelen kjær,
„Min Sjel i hans Hænder jeg give!
„Sødt hvile din Aske! Din Sjel var saa skjøn;
„Den lærte mig Dyden: nu har den sin Løn.”
„Saa vandre jeg roligt i Kummer og Fryd,
„I Veestand og Velstand den Samme!
„Saa briste mit Hjerte med plettefri Dyd,
„Min Aand da Gud Fader annamme!
„Sødt hvile din Aske! Din Sjel var saa skjøn;
„Den lærte mig Dyden; nu har den sin Løn.”
Den prægtige Ridder sad længe paa Luur;
Sig Svanelil reiser saa fage;
Hun hører langt henne ved Kirkegaards Muur
Med Andagt en Stemme gjentage:
„Saa vandre jeg roligt i Kummer og Fryd!
„Saa briste mit Hjerte med plettefri Dyd!”
Hun studser; hun snart gjennem Skumringen seer
Saa mandigt den Ridder fremtræde;
Han knæler ærbødig ved Moderens Leer,
Og yndigt hun hører ham qvæde:
„Sødt hvile din Aske! Din Sjel var saa skjøn;
„Du dannede Dyden: nyd salig din Løn!”
Alt slog for den Ridder den ønskede Stund;
Alt greb han om Haanden den Svage:
Han trykked’ den ømt til sin brændende Mund:
Ei Svanelil trak den tilbage.
Han drog hende ned i Forvirring saa sød,
Ak! roligt hun dvæled’ paa Ridderens Skjød.
Om Dyd og om Uskyld klang alle hans Ord:
Uskyldigheds Grav var hans Hjerte;
Og Kjærligheds Gysner i Svanelil foer,
Men ikke forstod hun sin Smerte.
Hun gik, men lod Ridderen følge sig hjem; —
Først gryende Dagning adskillede dem.
Ei kom hun om Morgen, om Aften ei meer
Med duftende Krandse fra Haven;
Ei kyssed’ hun Korset paa Moderens Leer:
Med Gruelse saae hun til Graven.
Mørkt blev hendes Øie, den Kind blev saa bleg,
Og Rolighed fra hendes Inderste veeg.
Den Ridder kom aldrig, ak! aldrig igjen;
Saa veefuld hun ønsker hans Komme:
Hun vandrer saa flittigt til Ringmuren hen;
Men snart al Forhaabning er omme.
Det skuffede Hjerte nu fyldes af Nag:
Hun visner, som Løvet en Efteraars-Dag.
I Løndom hun græder, mens Engen er grøn;
Hun græder om luende Sommer;
Alt Høstvinden rasler, hun græder i Løn;
Hun græder da Vinteren kommer.
Det svulmede Liv er et indpresset Saar;
I Angestens Pine til Graven hun gaaer.
Fortvivlet hun synker i dybeste Snee,
Fortvivlet hun mindes sin Moder!
Hun bander sin Fødsel, sit Fald og sin Vee,
Og døende vorder hun Moder.
Da Snee paa Graven om Vaaren tøer op,
Man finder den Svegnes og Fosterets Krop. —
Saa gyser, I Døtre! saa mindes den Eed,
Som døende Moder I sværge!
Saa gyser, og skuer, hvad Svanelil leed!
Hun glemte, sin Uskyld at værge:
Før havde hun Fred med sit Hjerte, med Gud:
O! gyser, I Døtre, for Pligternes Brud!