Til Louise ****
(I hendes Stambog).
(I hendes Stambog).
Du bad mig her indvie mig et Minde,
Hvor det skal smile frem af Dødens Favn:
Det er mig sødt, men mere sødt, Veninde,
At og Dit Hjerte gjemme vil mit Navn.
Thi naar jeg vandrer bort til Gravens Hvile,
Og nogle Gode da vil huske mig,
Saa skal jeg i min sidste Vaande smile,
Saa veed jeg vist, jeg er udødelig.
O! gid Du følte, hvor mit Hjerte flammer
Af Tak mod alle dem, som leed mig vel!
O! læs den i mit Blik! Min Læbe stammer,
Naar den skal tolke Luen i min Sjel.
End naaede jeg kun halv en Oldings Alder,
Men dobbelt Kummer skygged’ paa min Vaar:
See: derfor snart mig Dødens Engel kalder,
Alt tidt den venlig ved mit Leie staaer.
Betragt mig da som Olding, hulde Pige!
Som Een, der hilser Dig fra Gravens Rand;
Graahærdet Ven, man gjerne lader sige,
Hvad man ei let tillod den unge Mand!
Tilgiv at jeg opfordrer Dig, Du Gode!
Til, at forskjønne Guds den skjønne Jord!
Tro, naar vi Mennesker det ret forstode,
Gik Smerten ei saa tit i Dydens Spor.
Led Kummer op! det er en værdig Møie;
Og løs, ifald Du kan, dens haarde Baand;
Men standser ikke Taaren i dens Øie,
Da vift den bort med kjærlig Søster-Haand!
Nyd glad Din rige Deel af Livets Goder!
Thi han, som gav dem, gjerne glad Dig seer;
Men glem ei, Negerslaven er Din Broder,
Og Millioners Hersker Intet meer!
Og skulde Daarers søde Smiil høit prise
Din Ynde, Din Forstand, Dit Vid, Din Dyd,
Mistro dem da, mistro Dig selv, Louise,
Den Roes er farlig Klapperslanges Lyd.
Kun Ædles Velbehag Din Stolthed være;
Retskafnes Yndest gjør saa lykkelig:
At tækkes dem alt blev Din Dyd, Din Ære,
Som ingen Skjæbne skal berøve Dig.
Kort: jeg Din ømme Moders Ord gjentager,
Kom altid dem med stadig Aand ihu:
„Bliv stedse den, hvis blide Dyd behager,
„Forstandig, god og elskelig, som nu!”
Da skal Dit Liv, som Dalens Bæk henglide,
Der sagte mellem favre Blomster gaaer,
Og vækker hulde Smiil ved hver sin Side,
Og i sin Egn forskjønner liflig Vaar.