Brat i Tidens Strøm henglede,
Dagene fra svundne Aar,
Hver den Stund, vi fik hernede,
Tog hin Mand med snehvidt Haar.
Om os Glæden Roser strø’de
Paa vor let heniilte Vej,
Eller Tornen lod os bløde
Af de Saar, vi ahned’ ej:
Alt er svundet: vi kun eje,
Mindet af vor Fryd, vor Graad:
Held de Tænksomme, som veje
Hedenfarne Dages Daad!
Held den Søster, som kan sige:
“De til Veldaad nytted’ blev’;
“Pligter saae mig aldrig svige
“Strænge Bud, de foreskrev’.”
Held den Qvinde, som indvied’
Sig til Helligdom for Dyd,
Og sin skiønne Daad fortied’
Med Tilfredsheds Himmelfryd!
Held enhver, sig nægte kunde
Flitterglandsens tomme Held,
Og igiennem glade Munde
Høre Tak af Armods Træl!
Held hver Pige, som nedtraadte
Under Fødder Spradens Ord!
Som i Letsind ej forraadte
Den, hun varig Elskov svor!
Held hver Søster, hver Veninde,
Som paa Sammenvandrings Sti,
For det sande Held at finde,
Stod hinanden troligt bi!
Held, hvo Næstens Fred ei krænkte,
Ej hans bittre Dommer var,
Greb i egen Barm, og tænkte:
“Nok jeg der at dadle har!”
Held de Mødre, som oplærte
Hustruer for ædle Mænd,
Som ej Roes for Dyd begierte
Uden ved at øve den!
Held enhver, som kan udstede
Aarets Regnskab uden Nag,
Og erindre sig med Glæde
Nyttig Id paa hver dets Dag!
See! det ruller os i møde,
Unge Aar! med snare Skridt:
Kommer Du — Din Morgenrøde
Spaae et venligt Aftenblidt!
Ingen kierlig Kone drage
Tunge Suk for Magens Savn!
Ingen Pige skuffet klage
Over troløs Elsker-Favn!
Ingen værdig Moder græde
Ved forlorne Datters Fald!
Ingen Datter Kinden væde
For hun glemte Dydens Kald!
Ingen vride matte Hænder
Over Mangels haarde Nød.
Gud, vor Gud! Du Alle kiender,
Skienk til Alle dagligt Brød.
Tækkelig hver Søster ile
Aaret hen med Siælero;
Og ved Aarets Aften smile
Hver ved opgiort Regnskab fro!
M. S. Buchholm.
