Jeg tidlig op hver Morgen staaer,
Det er jeg vant fra jeg var liden;
Og naar jeg fat paa Naalen faaer,
Hvor let hensmutter ikke Tiden!
Jeg mindes ved de første Sting,
Hvor sødt uskyldig Pige hviler;
At Himlen til mit Leie smiler,
Og gav mig tusend gode Ting.
Saa nynner jeg en lille Sang,
Som mig en Ven iblandt forærte:
Den tit om Spøg og Latter klang;
Den ofte Dyd og Klogskab lærte.
Og hurtigt flytter Naalen sig;
Jeg sielden ud paa Gaden titter;
Om Nyt jeg aldrig Pigen fritter;
Thi Naal og Sang er’ Nok for mig.
I Kuld jeg ei til Ovnen tyer
For der at stryge kielne Arme;
Thi naar jeg rask og flittigt syer,
Jeg nøies kan med ringe Varme.
Saa deilig lang hver Aften er:
Da kan jeg skynde mig saa troligt,
Og sidde ved min Dont saa roligt;
Og derfor har jeg Vintren kier.
Naar Vaaren kommer, bærer jeg
Mit lille Bord ud i det Grønne,
Og mener, det mig sinker ei,
At skotte lidt til alt det Skiønne.
Da nyder jeg Naturen fro,
Og takker Gud, den Eigode,
Som satte mig paa denne Klode,
Og lønner Flid med Sielero.