Elvina gik saa sorrigfuld,
Og dybt til Jorden saae,
Som Ilden brændte tørre Muld,
Hun vildsom vandred’ paa.
Hun havde tabt en elsket Ven:
Han var saa tækkelig,
At hver ham saae, ham saae igien,
Og ønsked’ ham for sig.
Han elsked’, og saa ømt han bad
Om hendes Kiærlighed,
Ved hendes Fryd han var saa glad,
Saa traurig naar hun leed.
Saa tit han kom, gik traurig hiem,
Og kom den næste Dag,
Tit skued’ blide Maane dem
Ved Midnats Klokkeslag.
Dybt i Elvina’s ømme Barm
Indgrov sig Kiærlighed;
Hun Himlen saae i Edvins Arm,
Og Engle smile ned.
Kun Døden, ak! saa tænkte hun,
Kan skille Hierter ad,
End i mit Livets sidste Stund
Jeg, Edvin, dig tilbad.
Men Edvin, Edvin flygtig var:
Han anden Pige saae,
Og grusomt Baandet overskar,
Som mellem begge laae.
Da trykte Sorg Elvina’s Barm:
Som Skyggen svandt hun hen.
Omsonst hun dulgte Hiertets Harm:
I Øiet talte den.
Paa tunge Vandringsvei engang
Hun Edvin komme saae.
Han om sin nye Elskov sang,
Løb let, som Dalens Aae;
Kun Roser saae han spire om
De let hensprungne Fied.
Han studsed’, da Elvina kom,
Hun kom saa stilt og græd.
„Ak!“ sagde hun, „her seer du mig
„Saa bleg at vandre om,
„Du giorde mig ulykkelig,
„Min Barm for Glæder tom.
„Bort flygted’ du, men i min Barm
„Dit Billed prentet staaer,
„Der staaer det, og kun Dødens Arm
„At rane det formaaer.
„Hvi var du dog saa varm og øm?
„Hvi soer mig Kiærlighed?
„Hvi flød den hulde Taarestrøm,
„Naar din Elvina leed?
„Ha! du som grusomt mig bedrog
„Min Roe tilbagegiv!
„Mit Livets Rolighed du tog,
„Hvi tog du ei mit Liv?
„Og dog jeg dig ei hade kan:
„Gud aldrig straffe dig,
„Troløse, grumme, kiære Mand!
„For du var falsk mod mig!
„Ei kan min sorgbeklemte Siel
„Udbede Hævn til Løn,
„Nei, Edvin! om det gaaer dig vel
„Da hørte Gud min Bøn.
„Og aldrig skal du høre meer
„Elvina klage sig,
„Snart jeg min Jammers Ende seer;
„Thi Graven kalder mig.
„Min Siel er mat, min Sundhed brudt,
„Snart livløs hviler jeg,
„Men da den, du har grumt forskudt,
„Et Suk du nægte ei.“
Tavs hørte Edvin — og han fløi
Urørt fra den, som leed,
Hos Elskov, Viin og Sang og Støi
Inddrak sig Glemsomhed.
Elvina tærtes langsomt hen,
Og glad mod Graven saae,
Ei skued’ næste Vaar igien,
Ei Vaaren hende saae.