Hvor er mit Hierte glad og let,
Naar jeg kun bruger Naalen ret!
Den lange Søm snart færdig er,
Saa stikker jeg min Linning her;
Og hurtigt, hurtigt skal det gaae,
At jeg det Alt kan færdigt faae.
Snart tager jeg den sidste Traad,
Og ønsker: ”Gid jeg al min Daad,
”Som denne Søm, kan ende fro,
”Og stedse blive Dyden tro!”
Og takker, milde Skaber! dig,
Som skabte Dyd saa elskelig.
Hvis Tiden stundom falder lang,
Thi skiønt jeg ofte nynned’ den,
Jeg fandt den altid ny igien.
Den Digter signer jeg saa glad,
Som blidt om munter Uskyld qvad.
Naar nu min Syning færdig er,
Saa ligger Skoven mig jo nær:
Jeg løber da i den omkring,
Og seer, og nyder mange Ting,
Og takker dem, som lærte mig,
O frie Natur! at elske dig.
Jeg skuer glad de Fugle smaa,
De Fiske, som i Vandet gaae,
Den Lundens Bæk, jeg har saa kiær,
Som Reenheds favre Billed er;
Og i min lille Ver’den fro
Jeg nyder Livets Held med Ro.
Louise****.