Ved et Barns Død
Til dets Forældre.
Til dets Forældre.
Rose, tu dois briller comme elle:
Elle doit passer comme toi.
Bernard.
Sødt hun hviler; Christiane hviler;
Ingen Verden bryder hendes Fred:
Mellem lyse Væsner glad hun smiler
I Guds egen Evighed.
I, som hun forlod, begræder ikke,
At det favre, blide Haab er dødt:
Storm og Fald er’ Livets Øieblikke,
Og hun hviler nu saa sødt.
Seer paa Jorden! Tit den Gode lider;
Mangen Taare drypper paa hans Vei;
Ofte voxe Farer ved dens Sider:
Christiane lider ei.
Vel bevogter Alles Fader nøie
Hver en Idræt, Dyden øver her;
Vel er den velsignet i det Høie;
Og dens Taare giemmes der.
Men hvor, ak! hvor ofte paa sin Bane
Glider Dyden, mens den boer i Leer!
Bort fra Faren svæved’ Christiane;
Hun kan ikke snuble meer.
Aldrig rødmed’ Uskyld, aldrig sukked’
Trykket Broder over hendes Daad;
Aldrig vaandefuld hun Øiet lukked’
Over sildig Angers Graad.
Skiøn, som Paradisets Morgenrøde,
Reen, som Ønsket i Cherubens Bryst,
Iled’ hun sit Himmel-Maal imøde,
Lokket af Alfaders Røst.
Derfor, ædle To! begræder ikke,
At det lyse, store Haab er dødt:
Farer fylde Livets Øieblikke,
Og vor Yndling hviler sødt.