Jeg ved ej hvorfor i Grunden,
men jeg er saa tung i Sind.
Et Sagn fra en længstforsvunden
Tid falder stadig mig ind.
Det skumrer, Rhinen rinder
i Ro, det er køligt Vejr.
Tinden histoppe skinner
i Aftensolens Skær.
Der sidder som Syn over Syner
en Mø i fejrest Vaar.
Hendes gyldne Smykker lyner,
hun kæmmer sit gyldne Haar.
Mens Gyldenkammen hun drager,
en Sang saa stemmer hun i.
Den har en vidunderlig fager
og mægtig Melodi.
Skipperen staar i sin Skude
og gribes af vilden Ve —
han ser ej de Skær histude,
han stirrer kun op for at se.
Jeg tror, baade Skib og Fører
styrer mod Undergang —
Det hænder, hvis man hører
paa Loreleyens Sang.