Nat laa paa mine Øjne,
Bly laa der paa min Mund.
Med Hjærnen stiv — og Hjærtet —
laa jeg paa Gravens Bund.
Selv maa jeg lade usagt,
hvor lang en Tid jeg laa.
Da vaagned jeg — til Graven
kom en og banked paa.
„Skal du ej op nu, Heinrich?
Den evige Dag er begyndt.
Opstandne er de døde
og evig Lyst forkyndt.”
„Jeg kan ei komme, elskte,
jeg er jo blind endnu,
for mine stakkels Øjne
er ganske grædt itu.”
„Jeg kysser Øjet, Heinrich,
og bryder Mørkets Magt.
Englene skal du skue
og Himmeriges Pragt.“
„Jeg kan ej komme, elskte,
det bløder stedse, hvor
du stak mig ind i Hjærtet
med dine spidse Ord.“
„Jeg trykker sagte, Heinrich,
min Haand imod dit Bryst,
saa standser Blodet ganske,
og Hjærtet fanger Trøst.”
„Jeg kan ej komme, elskte,
mit Hoved bløder med.
Da du blev røvet fra mig,
skød jeg derind et Sted.”
„Jeg stopper Hullet, Heinrich,
aldeles med mit Haar
og holder dit Blod tilbage
og heler dit Hoveds Saar.“
Det bad saa blidt, saa yndigt,
imod jeg kunde ej staa.
Op jeg vilde mig reise
og til min elskte gaa.
Da aabnedes alle Vunder —
fra Hoved og fra Krop
begyndte Blodet at strømme.
Og se — jeg vaagned op.