Sænk dybt, Natur, dybt i mit Væsens Kilde
en Lære, som du i hvert Vindstød gav,
en Lære om to tæt fo rente Krav,
trods Verdens Raab, at ej de enes ville: —
Om Slid, som ej fra Ro sig lader skille;
om Virken, altfor stor og stolt til Hast
og Væddestrid, hvis Frugt — mer varig, fast
end Døgnplans-Skraalets — modnes tyst og stille.
Ja, mens paa Jord der tusend Mislyd klinger,
mens Raab og Tummel er vort Arbejds Ramme,
frem skrider dine tavse Tjenerskarer
Og stille deres Hverv tilendebringer;
ved fortsat Daad de gør vor Larm til Skamme;
naar vi er borte, deres Virken varer.