Hvorfor raabe vi i al vor Gøren
blindt paa Evner, som blev ej vor Del?
— Vi vort Jordliv kende vel; men førend
vi paa Jorden vaagned, var vi til.
Før vor Aand endnu var født, den trængte
dristig om iblandt Guds Skatte, hvor
Gaver, Evner fandtes rigt i Mængde, —
bad om Udstyr til sin Gang paa Jord.
Da, som nu, vi søgte ivrig tage,
længsels-dirrende, vor Lysts Behov;
da, som nu, en usét Magt tilbage
stødte os og gav vort Valg dets Lov.
Det var ej os selv; — men ak, hvis Tanke
styred da vor Aand den Vej, vi gik?
Hvem slog Bom for Valget, satte Skranke
for de Savn og Gaver, som vi fik?
Thi kun Gavestumper han os skænked,
intet helt: de vække Haab, og vi
tæres hen i Kamp, med Kraften lænket, —
vil vi bruge dem, saa glippe de.
Blindt vi vakle frem i Jordens Trængsel;
Evner skyde op, men visne snart.
Han, som gav vort Sind dets Hovedlængsel,
stilled ej hin Hovedlængsel klart.
Drøm om Evner falsk med Tanken leger,
imod Måal, der gække os, vi gaa.
Er der nogen Evne da, vi ejer?
Er der noget Maal, som helt vi naa?