Syg i Sindet af at spørge evig,
hvad jeg er og burde være, her
jeg i Skudens Forstavn staar, som styrer
over Havet frem ved Stjærneskær.
Og et Blik af heftig Attraa sender
jeg til Stjærnerne og over Hav:
»I, som har mig trøstet fra min Barndom,
trøst og sval mig, til jeg naa’r min Grav!
»Grib endnu en Gang, I Stjærner, Vande,
i mit Bryst med mægtigt Trylleri;
lad mig, mens jeg stirrer paa jer, føle
Sjælen blive stærk og stor som I!«
Fra den dybe, stjærnesaaede Hvælving,
over Havets klare Glimmersti
kom i Nattevindens Susen Svaret:
»Vil som dem du være? Lev som de.
»Uskræmt af den døde Tavshed om dem,
urørt, hvor end deres Blik naa’r ned,
ikke de af andre Væsner kræve
Lykke, venlig Trøst og’ Kærlighed.
»Glade skinne Stjærnerne, og Havet
ruller glad i Maanens Sølvglans frem;
— thi de leve i sig selv, og andre
Sjæles Feber piner ikke dem.
»Af sig selv begrænset, lidt bekymret
om, hvordan Guds andre Værker er,
gydende hver Kraft i eget Arbejd,
naa de til det stærke Liv, du ser.«
Luftfødte Stemme! i mit eget Bryst
har før jeg hørt den samme strænge Røst:
»Vær blot dig selv for Alvor: hvo, som lærte
sig selv at finde, misted al sin Smerte.«