Da Mennesket stod rede med sin Stav
til Rejsen ned mod Jord fra Himlens Strande,
Gud ham et Bogstavbundt i Haanden gav,
bød ham, hvad Ord han kunde, dermed danne.
Tit har han vendt dem: Grækenland og Rom,
England og Frankrig mægted han at lægge;
og stadig ordner han paa ny dem om, —
ej lidt han danned med sin Bogstavrække.
Men ak, han føler inderst inde, at
han ej har gjort det Hverv, der var ham stillet;
skønt gammel, maa han forfra tage fat:
end fandt han ej det Ord, som Gud har villet.
Og Rige efter Rige har, mens stærk
dets Vælde stod, paa denne Anen ruget:
at der var Grundfejl i dets Bygningsværk,
og langsomt er det saa til Døde knuget.
En Dag tilsidst, du siger, frem skal gaa
det Ord, den Orden, som Guds Tanke tænkte.
— Hin Dag vil kendes grant; thi Slægten saa
skal aande frit, naar Hjærtets Baand er sprængte.