Adolf Hansen (1850–1908)

Klagende suser Vinden hen over Hav og Vej, —

og Willys Stemme i Vinden: »O Moder kom ud til mig.«

Hvorfor kalder han paa mig i Nat, naar han véd, at jeg ikke kan gaa?

Der er lyst af Sne ved Stranden, og Fuldmaanen stirrer derpaa.

De vilde jo se os fra Byen, alle de spejdende Skarer.

Den sorte Nat er for os, naar Stormen mod Kysten farer,

naar jeg ikke kan se en Haand, men ledes af Lænkens Klang

og famler efter min Søn, dyngvaad paa min natlige Gang.

Er der noget faldet igen? Var der mere, der kunde falde?

Jeg har taget dem hjem, hans Knokler, har talt dem og skjult dem alle.

Hvad siger jeg? Hvem er du? Er du en Spion, de skikker?

Falder? Hvad falder? Som Træet falder, saadan det ligger.

Hvem slap hende ind? Vil du lure paa mig? Eller hvad er din Agt?

Hvorfor’sad du saa rolig? — ikke et eneste Ord har du sagt.

En Dame — naa ja — for at bede hos mig til ham i det høje, —

men Natten har lagt sig om Hjærtet og begyndt at mørkne mit Øje.

Hvad kender vel du til Natten, der har levet saa blødt og stille, —

til Frost og brændende Skam og Storme, hvasse og vilde?

Jeg har gjort det, imens du sov, — til Natten kjender du ej.

Mit Barn har jeg samlet sammen, — og nu kan du gaa din Vej.

Nej, — det er smukt, at du kom til den døende Kvinde hen.

Men tal ikke haardt om min Dreng, — jeg har kun en Time igen.

Jeg kyssed min Willy i Fængslet, før han til Galgen blev bragt.

Han sagde: »De ægged mig til det«, og en Løgn har han aldrig sagt.

Jeg slog ham en Gang som Barn, da han plyndred Naboens Træ’r; —

han sa’e: »Jeg blev ægget til det«; — han tumled sig her og dér,

min Willy, var altid ledig og altid rastløs og vild.

Han skulde ha’e været Soldat; det havde han passet til.

Men han le ved blandt vilde Fæller, der ægged ham tidlig og silde;

de svor, at han ej turde plyndre Posten; han svor, at han vilde;

og han tog intet Liv; men han tog én Pung, og den kasted han hen

iblandt sine Fæller og sagde: »Jeg vil ikke eje den.«

Saa kom jeg for Dommerne frem. Jeg fortalte dem alt, hvert Gran, —

sandt hvert Ord, — men de dræbte, de dræbte ham dog for hans Ran.

I Lænker, til Skue for alles Øjne hængte de ham; —

at hænges — og saa bringes bort — er det ikke nok af Skam?

Støv skal i Støv! — men de klynged ham op paa saa højt et Sted,

at hvert eneste Skib kunde stirre paa ham, naar forbi det gled.

Gud tilgiver nok den graadige Ravn og Fuglenes Hær,

men ikke den grumme Dommer, der dræbte og hængte ham dér.

Og Slutteren tvang mig afsted. Jeg havde sagt ham Farvel;

de lukked hans Celle; — han raabte: »O Moder!« — det skar i min Sjæl.

Jeg kunde ej komme tilbage; der var mere, han vilde ha’ sagt;

nu faar jeg det aldrig at vide. De tvang mig afsted med Magt.

Og siden hørte jeg stadig det Raab fra min døde Dreng;

de greb mig og lukked mig inde; de bandt mig fast til min Seng.

»Moder, o Moder!« han raabte i Mørket, mens Aarene randt; —

de slog mig for det; — men jeg, jeg hørte ham stadig grant;

og endelig syntes de da, jeg var bleven saa sløv og stille, —

saa slap de mig løs; — men den Gang havde de naa’t, hvad de vilde.

Kød af mit Kød var borte, men Knoklerne levnede de, —

jeg stjal dem fra Dommerne, du, — vil du kalde det Tyveri? —

Mit Barn, — de Knokler, der died mig den Gang, da lille han var, —

deres? — O nej! — de er mine, — jeg under mit Hjærte dem bar.

Tror du, Knoklerne skræmmede mig? Jeg kyssed dem, graved dem ned —

jeg er gammel, kan ej grave dybt — ved Kirkemuren et Sted.

Min Willy skal opstaa hel, naar det kommer, Guds Englekor, —

men fortæl det ikke til nogen, jeg har lagt ham i indviet Jord.

De vilde kradse ham op og atter hænge ham dér.

Synd? — Aa ja, — vi er alle Syndere, en og hver; —

men læs mig et Bibelvers om Herrens Barmhjærtighed; —

»fuld af Naade er Herren,« — aa, læs mig igen det Sted; —

»fuld af Naade og fuld af Medlidenhed;« — ja, det er godt; —

Dommeren myrder, men Frelseren, han velsigner os blot.

Han fælder alene Dødsdom, naar Brøden er rigtig stor, —

og de første kan blive de sidste, de sidste de første, jeg tror.

Medlidenhed, — ja, at lide er tungt, Aar ud og Aar ind, —

det véd Herren — at lide i Slud og i Sne og i Vind.

Hørt? Naa, hvad har du hørt? De har sagt, at han angrede ej.

Hvor véd de det? Er de hans Mo’r? Er han Slægtning af dig?

Hørt! Har du hørt, naar Stormen slog mod den øde Kyst,

Vinden og Havet klage og jamre med Menneskerøst?

Naade, Fordømmelse, — ja, det er saadan, Præsterne taler.

Men jeg gaar i Nat til min Dreng, han er ikke i Helvedes Kvaler.

Jeg har elsket min Willy saa meget, og derfor sikkert jeg tror,

Herren vil, at vi to skal mødes i Glæde, jeg véd ikke hvor.

Og hvis han er fortabt, — at frelse min Sjæl, det er alt, hvad du. vil:

tror du, jeg bryder mig om min Sjæl, hvis han er i Helvedes Ild?

Jeg har været hos Gud i Mørket, — men du, gaa du kun igen, —

du har aldrig født et Barn, — du er haard og kold som en Sten.

Aa nej, tilgiv! Jeg tror, at du mener det godt med mig, —

men Willys Stemme i Vinden, — jeg kan ikke høre dig; —

Sneen og Himlen er klar, — det var mørkt, naar han kaldte før; —

og nu kalder han paa mig fra Kirken og ikke fra Galgen, — hør!

Nu kan du høre det selv, — det kommer, — mod Muren det gjalder.

Maanen gik om bag en Sky. — God Nat. Nu gaar jeg. Han kalder.