Adolf Hansen (1850–1908)

Vent nu, til Sally kommer; du kan vistnok fortælle en Del.

Jeg er rigtig glad ved at se dig igen saa rask og saa vel.

»Smidt som skibbruden op, hvor Solen steger og svider!«

Underligt nok, hvad Sømænd ser og døjer og lider.

»Noget at drikke i Varmen?« Jeg har ikke andet end Vand; —

men hvad er vel Heden her mod Heden i Tropernes Land?

»Hvad der er i den Flaske dér?« Ja, det er Genever, min Ven.

Men hvis du vil ha’. dig en Grog, saa maa du i Kroen hen.

Ja, Kammerat, om saa din Tørst var aldrig saa stor,

du faar ingen Genever af Flasken dér, — jeg skal sige hvorfor.

Jeg og din Søster blev gift i Juni for ti Aar tilbage;

vi passed som to Draaber Vand, og vi havde de prægtigste Dage:

jeg lappede Støvler og Sko og gjorde dem fix i Stand,

og fra Thursby til Harmsby havde jeg ikke min Overmand.

Vi hang i som Bier: hun med sit Hus og jeg med at flikke,

og saa blev den lille født, og saa tog jeg til at drikke.

Og det kan ikke nægtes, min Gut, skønt jeg skammer mig over det nu,

vi sang lystige Viser i Kroen, lystige Viser, du;

og én Gang, en Frostnat, gled jeg og stødte min ene Hofte,

og tit kom jeg hjem med Snavs og Mudder paa Buxer og Kofte;

en Gang var jeg oppe at slaas med Skræd’ren, den visne Pjalt,

han kradsed mit Fjæs som en Kat —, og saa blev det rigtig galt,

for Sally hun skældte og smældte: »Du drikker dig Hjærnen tom,

pimper og ryger Tobak og driver paa Gaden om;

saa døddrukken er du, saa ikke du hilser vor Herremand;« —

og jeg kiggede ned paa min Næse, den begyndte at komme i Brand.

Men siden drak jeg bestandig, gik altid om med en Rus,

og Kunderne de gik fløjten og holdt sig væk fra mit Hus.

Og Sally hun vasked for Folk for at holde Sulten fra Huset,

men jo mer hun skændte, jo dybere kigged jeg stadig i Kruset;

for jeg fandt, hvor det var, at Sally sin gamle Strømpe forstak,

og saa snupped jeg, hvad hun tjente, og Pengene op jeg drak.

Og en Nat kom jeg hjem som en uvan Tyr, der stanger og slaar,

og hun sad* og vented paa mig og græd og rev i sit Haar,

og jeg tumled tværs over Vuggen og svor, baade gal og vild,

at jeg skulde knuse hver Stump, og Sally sparked jeg til,

og saa mased jeg Stole og Borde, og hun og den lille skreg,

og jeg vidste ej mer, hvad jeg gjorde, end et Dyr paa Mark eller Vej.

Og da jeg vaagned omMorg’nen, saa saa’jeg, at Sally var halt,

desformedelst jeg sparkede hende, og det syntes jeg dog var for galt;

og Sally sjokked omkring i en Kjole, gammel og slidt,

og den lille var ikke vasket, og det hele var ude af Trit.

Og saa husked jeg paa, hvor Sally en Gang var nysselig net,

rank i sin Ryg og ren og skær som en Blomst komplet.

Og saa husked jeg paa, da jeg kyssede hende for første Gang;

der var en Lærke, som kvidred sin Søndags-Morgensang;

vi saa den ikke, men hørte, hvor højt den steg, og tilsidst

saa vendte den sig imod Solen og skinned præcis som en Gnist.

»Ser du den?« spør’ hun, »for jeg kan se denaldeles nøje«;

men jeg saa’ kun Solens Smil, der dansed i hendes Øje;

og jeg sagde: »nu kysser jeg dig,« og hun: »nej, du gør ikke, kære;«

men jeg gav hende dog et Kys — og ét til, — og hun sagde: »lad være!«

Og da vi saa kom i Forsamling, var hun først noget vrippen fra sidst;

men siden saa sang vi Salmen som Fugle paa samme Kvist;

og Muggins præked om Helved og Naaden for Menneskets Sjæl,

og da vi gik ud, kom Sally og gav mig et Kys af sig selv.

Her var et Fald fra et Kys til et Spark, li’som Satan faldt ned

fra Himlen i Helvedes Ild, — skønt man drikker nok ej paa det Sted;

jeg sparke Sally! — hun, der drev Sulten væk fra vor Dør, —

bare af Drik, for jeg holdt li’saa meget af hende som før.

Og jeg flæbed af Skam og kravled af Sengen ussel og trist —:

»Jeg vil aldrig gøre det mere;« — og Sally sagde: »Jo vist,

jeg skal love for det; — nej du er li’som de andre Mænd,

du vil gaa og snuse til Kroen, indtil du gør det igen;

dér er din Fjende, Mand, og jeg kender dig saare vel:

naar du ser og lugter ham, følger du med ham til Helvede selv.«

»Nej,« siger jeg, »ikke jeg snuser om Kroen mer, skal du se.«

»Ikke?« siger saa hun, og selv jeg tænkte: «maaske.»

»Nej,« — og saa fo’r jeg til Kros som en Pil, saa sandt som jeg lever,

og jeg bragte, hvad dér du ser, den sorte Flaske Genever.

»Det gaar for vidt,« siger hun og begynder at græde og skrige;

men jeg gav hende den og sagde: »Hør, Sally, hvad jeg vil sige:

stil ham dér i Guds Navn og i Tro til hans Magt i det høje;

stil ham dér, jeg vil se min Fjende lukt i hans Øje;

stil ham i Vindvet dér, saa han støt for mit Ansigt staar;

han synes kun Vand, og dog er det Djævlen med Hud og Haar.«

Og jeg var i snavs Humør og kludred med Traad og med Baand,

ingen Ting vilde gaa, og med Sylen stak jeg min Haand;

men hun trøstede mig saa flinkt, paa mit Knæ hun satte sig hen

og snakkede godt for mig, og saa kom jeg til Ro igen.

Og da Sally fortalte derom, fik Folk jo travlt med at traske

til Vindvet hen og glo paa den højst mærkværdige Flaske;

og nogle sa’e, det var Vand, og at jeg holdt min Kone for Nar,

for jeg maatte slaa Klo i Geneveren, hvor jeg saa blev den vár;

og Smeden blotted sin Arm og sagde: »Føl her paa den:

se, saadant Stof kan du ikke lave af Vand, min Ven.«

Og om Søndagen kom vores Doktor og gjorde en lille Visit

og sa’e : »Det kan ikke gaa an, du maa gøre det lidt efter lidt.«

»Du er kun Metodist,« siger Præsten, saa lægger han Hatten hen

og peger paa Flasken i Vindvet, »men jeg agter dig dog for den.«

Og tænk, fra Gaarden deroppe kom selv vores Herremand

og klasker sin Haand i min: »for jeg agter dig,« siger han.

Og Kunderne de kom tilbage, baade fra fjærn og nær,

og bragte mig Støvler at flikke fra hele Omegnen her.

Dér staar han, og dér skal han staa, til min sidste Time jeg ser;

nu holder jeg af ham igen, endskønt paa en anden Manér;

jeg er li’som lidt stolt af ham og holder ham ren og pæn

og støver ham af og sætter ham hen i Lyset igen.

Var en Halvflaske ej li’saa god som en hel? Uden Tvivl var den saa..

Men jeg vilde nu ha’ en større at slaas med, kan du forstaa.

Liflig og fin af Smag maa sikkerlig nu han være, —

men jeg smager ham ikke, min Gut, den Skam kunde aldrig jeg bære.

Og jeg sagde en Gang til Mutter: »Naar jeg skal til at dø fra dig,

saa knus den Flaske i Smadder, for Djævlen er i ham,« sa’e jeg.

Men siden skifted jeg Sind, og hvis jeg først skal gaa fra Konen,

saa skal han begraves hos mig, jeg vil ha’ ham med mig for Tronen.

Se her, —- kan du se den Dame, som kommer paa Gaden dér, —

kender du hende ikke, — saa pæn og saa fin og skær?

Næsten flunkende nye Klæder, — og se, hvor de sidder smukt,

og Tommys Ansigt saa rent og frisk som en Æblefrugt.

Her kommer Sally og Tommy, nu skal vi ha’ Middagsfo’r, —

Flæsk og Kartofler og Budding og Vand kan du faa ved vort Bord;

men vil du ha’ Grog, saa maa du til Kros, for jeg staar ved mit Ord:

jeg ta’r ikke en Dryp af hans Blod, end ikke for Sallys Bro’r.