»Mod!« sagde han og peged ind mod Land,
»snart vil mod Kysten Bølgens Ryg os bære.«
Ved tidlig Kvældstid kom de til en Strand,
hvor stedse tidlig Kvæld det syntes være.
Som den, hvem stærke Drømme tungt besvære,
mat-aandende om Kysten Luften bæved.
Fuldmaanen over Dalen stod. Den skære
og fine Strøm, let som en Taage vævet,
snart syntes standse, snart igen den nedad svæved.
Et Land med Strømme: let som Taage flød,
lig lange, sarte Lin-Slør, nogle stille,
og nogle gennem Lys og Skygger brød,
mens, skumklædt, slummerdyssende de trille;
blank Floden løb mod Havet fra sin Kilde;
tre Klippetinder hæved fjærnt sig brat,
og Solnedgangens røde Straaler spille
paa deres Sne; med Regnens Dug besat
stod Granen skyggefuld højt over Busk og Krat.
Mildt dvæler Solnedgangen rød dernede
mod Vest; og Øjet gennem Kløfter rækker
til Dalen frem og Sandets gule Hede,
af Palmer kranset, did, hvor Enge strækker
sig blødt, og Galangalen voxer smækker.
Bestandig syntes alt det samme her!
Om Kølen Lotofagers blege Rækker,
mørkladent-blege mod hint Rosenskær,
med mildt-tungsindigt Blik sig samled stille dér.
Og Grene de af Trylleplanten bar,
med Blomst og Frugt, hvoraf de tavse gav
enhver; men hvo, der nød, for ham det var,
som Bølgens Brusen i det nære Hav
lød langt, langt borte, klagende og lav;
og naar hans Fælle talte, klang hans Røst
saa svag som Røsten fra den stille Grav;
hans vaagne Liv i Slummer syntes løst,
han som Musik fornam Pulsslaget i sit Bryst.
Saa satte de sig paa det gule Sand,
hvor Sol og Maane skinned over Bred;
sødt drømte de om deres Fædreland,
om Barn og Viv; men hvert et Sind var ked
af Havet og af Aaren, ked og led
af Bølgens Skum, som stadig gynged dér.
Da sagde én: »Her blive vi i Fred!«
Og alle sang de flux: »Vort Øhjem er
fjærnt over Bølgen hist; vi vil ej flakke mer.«
Kor-Sang.
I.
Her lyder skøn Musik, der falder mildt,
som Rosenblade sig paa Græsset lægge,
som Nattens Dug, der synker tyst og stilt
paa tavse Vande mellem Klippevægge, —
Musik, der hviler blødere paa Tanken
end trætte Øjelaag paa trætte Øjne, —
Musik, der varsomt lukker op for Slumrens Kilde.
Mos-Lejer bløde her sig højne,
og gennem Mosset kryber Vedbendranken;
paa Strømmen græde store Blomster stille;
Valmuen hænger mat i Søvnens dybe Nat.
II.
Hvorfor skal vi i tunge Trængsler lide,
af Kummer gnaves skarpt i Hjærtet inde,
mens ellers alt kan Fred og Hvile finde?
Alting har Fred: — hvi skal vi ene stride,
vi ene, som er først blandt alt hernede?
Hvi skal der stadig klages?
Hvi skal fra Kval til Kval vi stadig jages,
bestandig fremad ile
og aldrig Vingen hvile,
med Søvnens Balsam aldrig Panden lindre,
ej lytte tyst til Sangen i vort Indre:
»Kun Freden bringer Glæde!«
Hvi skal vi stride, vi, som kroner alt hernede?
III.
Se, midt i Skovens Gem
fra Svøbet lokkes Bladet sagte frem
til Livet af de lune Vinde;
det foldes sorgløst ud derinde,
soldøbt, naar Dagen hedest er,
dugnæret under Maanens Skær, —
gulnes saa og synker tyst.
Se, fuld af Saft ved Somrens Kraft
blir Æblefrugten svulmende og rund
og falder saa en stille Nat i Høst.
Til sin bestemte Tid og Stund
livsfrodig Blomsten aabner sig
og modnes, visner saa, men lider ej,
rodfæstet i den dybe Grund.
IV.
Triste Havets Bølger rulle,
Himlen trætter trist vort Øje.
Døden venter os; — hvi skulde
stadig vi da lide Møje?
Lad os i Fred! Snelt Tiden fremad gaar,
og Læben bliver stum, før vel vi véd.
Lad os i Fred! Hvad er der, som bestaar?
Alting berøves os og hvirvles ned
som Vrag og Stumper i de svundne Aar.
Lad os i Fred! Kun liden Fryd vi faar
ved Kampen mod det oride. Er det Lykke
at klatre stadig op ad Bølgerygge?
Alting har Fred og modnes tyst og stille
mod Graven, synker og forgaar: —
skænk Død os eller Søvn, dyb Søvn med Drømme milde!
V.
Hvor lifligt, lyttende til Bækkens Strømme,
med halvt-tillukte Øjne hen at svømme
halvt slumrende i vaagne Drømme!
At drømme lig det gule Aftenskær,
som dvæler blødt om Myrrhabusken dér,
at lytte til hverandres sagte Røst
og Lotosplantens Frugt at nyde,
at se, hvor Vandet kruses let mod Kyst,
hvor Skummets Linjer mælkehvide flyde,
at lade Sind og Stemning glide
betaget hen i Vemodstanker blide,
at gruble stille, mildt, og kalde Mindet frem
om Barndoms gamle Venner, alle dem,
som Gravens Tuer nu bedække,
to Haandfuld Aske, gemt bag Urnens Kobbervægge!
VI.
Kært er os Mindet om vort Hjemlivs Dag
og vore Hustruers sidste Favnetag
i Suk og Graad; — men alt er skiftet om:
thi slukt er nu vor Arnes Ild i Hjemmet,
og vore Sønner raade; alt er fremmed;
vi vilde dræbe Glæden, hvis vi kom.
Maaske Øfyrsterne vort Gods forødte,
og Skjalden synger nu, med Strengen stemt,
om den trojanske Kamp, hvor Helte blødte,
og om vor Daad, som Ting, man halvt har glemt.
Er der Forvirring i vort Hjemland hist?
Lad hvad der knustes, knust kun ligge:
let sones Guders Vrede ikke,
den brudte Orden ændres knap af nogen.
Der er Forvirring, tung og trist,
Kummer paa Kummer, Slid paa Slid,
Møje til Alderdommens Tid,
haardt Slid for Hjærter, trættede i Strid,
for Øjne, sløve af at stirre gennem Taagen.
VII.
Men ak, hvor sødt, paa Blomster-Lejer strakte,
mens slummertunge Vinde blæse sagte,
med halvt-nedsænket Øje,
her under Himlen, mørk og rolig,
at se det blanke Flodløb drage trolig
sin Strøm fra hine Purpurhøje,
at høre aarle Genlyd kalde
fra Kløft til Kløft igennem Vinløvnettet,
at se den friske Strøm smaragdgrøn falde
igennem Løvværk, af Akanthus flettet!
At høre blot og se Havbølgerne, der funkle, —
at høre blot var sødt, her under Graner dunkle!
VIII.
Her blomstrer Lotos, frodig, fuld og rig,
ved Klippens Top, ved hver en Bugt og Vig;
her aander Vinden stadig mild og blid;
langs Kløft og lønlig Sti den hele Tid
blæses Lotosblomstens gule Støv bestandig hid og did.
Vi har kæmpet nok og tumlet mellem Liv og Død,
slyngede mod Mast og Ræling, naar de vilde Bølger brød,
mens de store, plumpe Hvaler Skummet højt i i Vejret skød.
Lad os sværge, at bestandig vi vil blive her,
hvile trygt som Guder sammen i det milde Skær,
uden Sans for Slægtens tunge Møje og Besvær.
Thi ved deres Nektar hvile de og slynge ned
Tordenkilerne, og Skyen kruses ikkun svagt derved
rundt om deres gyldne Huses gyldenklare Fred;
og de smile, mens de skue paa det øde Land,
skue ned paa Pest og Jordskælv, Afgrundssvælg og glødhedt Sand,
knuste Skibe, Bøn og Taarer, Kiv og Kampe, Mord og Brand.
Tavst de smile; i hver kvalfuld Sang for dem Musik der bor,
osr de finde i hvert harmfuldt Raab, som vredt imod dem fo’r,
kun et Kvad af liden Mening, skønt af stærke Ord,
sunget af en kuet Slægt, der træt bag Ploven gaar,
graver, saar og høster under tunge Arbejdskaar,
samler Hvede, Vin og Olje møjsomt Aar for Aar, —
til de dø, og nogle lide — hviskes der — i Helveds Kval,
lide endeløst, mens andre i Elysiums Blomsterdal
hvile deres Lemmer, medens Vinden lufter sval.
Sikkert, sikkert, Slummer mere sød end Møje er,
og Kysten mere blød end Kamp blandt Brændinger og Skær; —
o, hvil jer, Kammerater, vi vil ikke vandre mer.