De to Aander
(En Allegori.)
(En Allegori.)
Første Aand.
O vogt dig, du, som højt over Jord
vil svæve paa stærke Længslers Vinge!
En Skygge følger din Ildflugts Spor, —
Natten kommer!
Tindrende Straaler i Luften springe,
og hist, hvor Lys og hvor Storme bor,
der var det en Jubel sig kækt at svinge,
men Natten kommer!
Anden Aand.
De evige Stjærner funkle lyst, —
og vil gennem Nattens Mulm jeg bryde,
saa bærer jeg Kærligheds-Lampen i Bryst,
og den er Dag;
Maanen sit milde Skær vil gyde
paa mine gyldne Vinger tyst;
og rundt om min Bane vil Ildkugler skyde,
gøre Nat til Dag.
Første Aand.
Men naar Mørkets hvirvlende Storme vækkes,
og Hagl og Lynild, der flænger og flaar?
Se, Luftens Grænser brydes og knækkes, —
Natten kommer!
Orkanens susende Skyer naa’r
hin synkende Sol, der af Taager dækkes;
den piskende Hagl imod Sletten slaar, —
Natten kommer!
Anden Aand.
Jeg ser det og hører Stormens Tuden.
Paa Uvejrets Strøm vil jeg sejle let,
med den Fred forinden, det Lys foruden,
som Mulmet bryder.
Og du, sku op, naar Mørket er tæt,
fra din søvnbundne Jord i Taage-Sluden,
og se, hvor jeg fjærnt mod det høje let
min Maaneflugt skyder.
Man siger, der er en Skrænt at se,
hvor en kuldedræbt Gran staar høj og ene
over Kløfter af Is og Dynger af Sne
paa det barske Fjæld, —
og naar Stormens Vinger biir matte og sene
af dens evige Jagt paa hin stigende Fe,
fornyr den rundt om de rimfrosne Grene
sin Styrkes Væld.
Man siger, i Nætterne rene og svale,
naar Duggen i Slummer paa Engen bæver,
fornemmer den vandrende hviskende Tale,
som gør Nat til Dag;
og en Sølverform, som hans Ungdomselskede, svæver
med skinnende Haar over Højder og Dale;
og naar han fra Søvnen sit Øje hæver,
er Nat blevet Dag.