De dø og komme ej igen. Ved Randen
af Graven sidder Sorgen bleg og stirrer,
skønt ung af Aar, med isgraat Haar om Panden.
Svagt kalder han — mens træt hans Læbe dirrer —
paa sine kæres Navne. De er døde,
min stakkels Ven! Kun Navneklangens Øde,
kun disse Grave, Suk og Klage
og Tomhed er tilbage.
Ak, Sorg, min kære Ven, hold op at græde.
Du vil ej trøstes? Ak, jeg undres ikke.
Thi jeg har set dig tit med dem at træde
og hen mod Solen kaste tavse Blikke,
naar mildt som nu den sank i Aftenstunden
og nu er Issen graa og Haabet svunden.
Kun disse Grave, Suk og Klage
og Tomhed er tilbage.