Adolf Hansen (1850–1908)

        Den varme Sol paa Himlen skinner,

        og Bølgen danser let og skær;

        blaa Øer og snebedækte Tinder

        Middagens Purpurlysning bær;

        og Luften aander lunt om hver

        en Blomsterknop paa Eng og Kyst;

        den samme Fryd faar Stemme her

        i Vindens, Fuglens, Bølgens Røst,

og selve Byen hvisker fredelig og tyst.

        Jeg ser paa Havets blanke Vand,

        med Siv og Purpurtang belagt,

        paa Bølgen, der slaar op mod Strand,

        lig Lys i Stjærnebyger flakt.

        Jeg sidder ensom. Glimt og Pragt

        og Lyn fra Middags-Havet svæver

        omkring mig, og med Vemods Magt

        en Klang sig fra dets Rytmer hæver, —

ak, delte nu et Bryst dit Liv, hvori jeg bæver!

        Jeg har ej Sundhed, Haab og Mod,

        Fred hverken ude eller inde, —

        ej den Tilfredsheds Overflod,

        den vise kan i Tanken finde,

        naar i hans Sjæl dens Straaler skinne, —

        ej Kærlighed, ej Ry og Magt.

        Andre kan disse Gaver vinde,

        og dem har Livet Glæde bragt, —

men mig en anden Drik blev i dets Bæger rakt.

        Dog nu har Sorgen Mildheds Fred,

        som Bølgen og den bløde Vind;

        jeg kunde træt mig lægge ned

        og græde, kummerfuld i Sind,

        mit Sorgens Liv i Tavshed ind, —

        til Døden kom med søvnlet Gang,

        til i den varme Luft min Kind

        blev kold, og Havets sagte Sang

gled over Hjærnen med sin sidste, dybe Klang.

        Maaske jeg vilde savnes svagt,

        som denne Dag, naar den sig sænker,

        af mig vil savnes med sin Pragt,

        som nu jeg med min Klage krænker.

        Men Kærlighed mig ingen skænker,

        ramt som jeg er af Tidens Slag,

        mens der er mangen én, som tænker

        paa denne lyse, pletfri Dag,

naar den er længst forbi, med dvælende Behag.