Snelt over Vestens Bølger du svæve,
hellige Nat!
Fra Taagehulen i Øst du dig hæve,
hvor hele den ensomme Dag forladt
du Drømme af Frygt og Glæde væver,
mens Sjælen i Længsel mod dig bæver; —
skynd dig, o Nat!
En Kappe graa om din Form sig føje,
stjærnebesat;
blind med din Haarbølge Dagens Øje,
kys hende, til hun er træt og mat;
drag saa over By, over Land og Hav,
dulmende alt med din Tryllestav, —
kom, o Nat!
Da Skæret jeg saa’ af Morgenstunden,
jeg sukked mod dig;
da Lyset straaled, og Duggen var svunden,
og Middagen tynged paa Sti og Vej,
da Dagen gik træt til Hvile bag Løvet,
mens dog som en ukær Gæst den tøved,
jeg sukked mod dig.
Døden, din Broder, hæved sin Røst:
»Søger du mig?«
Søvnen, dit Barn, hviskede tyst,
lig summende Bi over soltung Vej:
»Skal jeg hvile hos dig i Timen silde?
Søger du mig?« — Og jeg svarede stille:
»Nej, ikke dig.«
Naar du er død, kommer Døden, ja
snart, ak snart, —
og Søvnen, naar du er draget herfra.
Men Gaven, hvorefter jeg længes svart,
kan du, o elskede Nat, kun bringe; —
svæv nu let paa din ilende Vinge,
kom snart, snart!