Et kvægende Bad til hvert tørstende Blad
jeg bringer fra Hav og fra Strømme;
jeg svaler med Skygge de Blomster, der trygge
hvile i Middagsdrømme.
Fra min Vinge falden Duggen, der kalder
Knoppen til Blomstring i Vaar,
naar den slumrer sig varm paa sin Moders Barm,
mens om Solen hun dansende gaar.
Jeg Hagl-Svøben bringer, som Plejl jeg den svinger
og hvidner den græsgrønne Egn;
og atter til Jorden med Latter af Torden
jeg styrter mig ned som en Regn.
Jeg Sneen renser paa Bræernes Grænser, —
det stønner fra Granernes Barm;
og om Natten derude paa min Sneduns Pude
jeg slumrer i Blæstens Arm.
Paa min Himmel-Borgs Taarne, af Luften baarne,
sidder Lynet, min Styrmand god;
i en Hule kastet, er Tordnen bastet,
dér raser den vildt ved min Fod.
Over Jord og Bølger, mens let jeg følger,
den Styrmand leder min Flugt,
mildt drages han dér af de Geniers Hær,
der færdes i Hav og i Bugt;
over Fjældenes Tinder og Bække, der rinder,
og Søer og Sletter og Skær,
hvor end han vil drømme, ved Bjærg eller Strømme,
dvæler den Aand, han har kær;
og i Lufthavets Bad jeg tumler mig glad,
mens Regnbygen standser hans Færd.
Det blodrøde Gry hver Morgen paa ny,
med Ildblik og flammende Fjer,
springer op saa tryg paa min Taageryg,
mens det tyndes i Stjærnernes Hær, —
ret som højt paa en Aas af en Fjældkolos,
som et Jordskælv vugger og svinger,
en Ørn fanger Ro et Sekund eller to
med Glans paa de gyldne Vinger.
Og naar Solen gaar ned, og det aander af Fred
fra Havet i rødmende Lue,
naar Aftenens Skrud foldes rosenrødt ud
og glider fra Himlens Bue, —
mens Vingen mig dækker, til Ro jeg mig lægger,
saa tyst som en rugende Due.
Hin Jomfru skær, der Sølv-Ild bær,
og som Mennesker Maanen kalde,
glider hen ad mit Gulv, der er blødt som Uld,
mens Vindene sagtelig falde;
og hvor hendes Fjed, naar hun svæver afsted,
— hendes Fjed, som kun Englene kende, —
slaar Rift eller Sprække i Telt-Tagets Dække,
spejder Stjærnerne ud, efter hende.
Og jeg jubler og ler, naar glad jeg dem. ser
som en Sværm af gyldne Bier;
og jeg sondrer og sprænger mit Luft-Telts Flænger,
til paa Jorden, hvor Vindene tier,
alle Vande og Kær faar et himmel-laant- Skær
og dækkes af glimtende Stier.
Om Solen jeg binder et Bælte, der skinner,
om Maanen et Perleskrud;
Vulkanflammen svækkes, og Stjærnerne skrækkes,
naar Stormen mit Banner slaar ud.
Fra Skrænt til Skrænt, som en Brobane spændt,
er jeg strakt over rivende Bække;
hverken Sol eller Dag kan bryde mit Tag,
der er lagt paa en Fjæld-Søjlerække.
Den Sejersport fager, hvorunder jeg drager,
med Sne, med Orkan og med Lue,
naar de Luftaanders Magt jeg i Lænker har lagt,
er den tusendfarvede Bue, —
Meteorernes Ild, mens Jorden saa’ til,
har gjort den saa skøn at skue.
Vand og Jord er min Fa’r og Mo’r,
og Himlen har fostret mig;
fra Bølgerne dybe kan; op jeg krybe,
jeg skifter, men dø kan jeg ej.
Thi naar Luften er ren, og helt uden Men
Himlens Pavlunvægge staa,
og naar Sol og Vind med Straaler og Skin
bygger op den Luftkuppel blaa,
i Stilhed jeg ler, naar min Gravhal jeg ser, —
og fra Regnbygens Skjulested
gaar jeg frem, som en død fra Gravens Skød,
og river det hele ned.