O Vestenvind, du Høstens stærke Aande,
du, for hvis Kraft de døde Blade farer,
lig Genfærd, som for Trylleord sig vaande,
gule og gustne hen i lange Skarer,
pestslagne, feberrøde; — du, som bringer
hvert Frø til Vinterlejet og forvarer
det dybt, hvor Gravens klamme Væg omringer
det koldt, indtil din Foraars-Søster tager
Basunen til sin Mund, hvis Tone klinger
med Klang, der Jorden af dens Drømme drager,
mens alt med Duft og Farver hun bestrør
og røgter Knopperne i Luftens Ager; —
du vilde Aand, som vækker, hvad der dør,
og dræber, hvad der lever, — hør mig, hør!
Du, paa hvis rappe Strøm i Himlens Zoner
de løse Sky’r lig visne Blade spredes
fra Havs og Himmels sammenslyngte Kroner,
Engle for Regn og Lynild; — fyldigt bredes
langs med dit Lufthavs lysblaa Bølgeklynger,
— som en Mænades Lokker, naar hun vredes,
og Haaret flagrer vildt, — tæt, fyldigt slynger
Uvejrets Lokker sig langs dine Vande
fra Horizont til Zenit; — du, der synger
ved Aarets Grav, mens Natten nu skal danne
den Hvælving, hvor det lægges, naar det dør:
en Taagekuppel, fyldt med Hagl og Brande,
fast bygget ved din Magt, hvis tætte Slør
af Regn og Lyn skal brydes, — hør mig, hør!
O du, som vakte af dets Sommerdrømme
det vinblaa Middelhav, der slumred stille
ved Klangen fra de rislende Smaastrømme
nær ved en Ø i Baiæ’s Bugt, mens milde
og skønne Syner sig i Drømmen væved:
Paladser, klædt med Mos og Blomster vilde,
Borge, som klart i Bølgens Dagglans bæved,
en Blomsterpragt, hvis Sødme Sansen døver; —
o du, for hvem, naar blot din Fod du hæved,
Atlanterhavets Flade dybt sig kløver, —
hvis Røst til Dybets Slimvæxt, Tang og Rør
naa’r som en Gru, der Liv og Kraft dem røver,
saa de i Angst forgaar, og Rædslen strør
det døde Løv til Grunden, — hør mig, hør!
Var jeg et Blad, som højt du kunde hæve,
var jeg en Sky for fjærnt med dig at drage,
en Bølge, som din Magt fik til at bæve,
mens fuldt din Spændkraft strømmed i den svage,
kun mindre fri end du, der alt kan sprænge,
ja var jeg blot som i min Ungdoms Dage,
naar kækt som du vi gennem Rummet trænge,
og naar om Kap med dig vor Attraa gløder, —
jeg havde aldrig anraabt dig saa længe
med Bønner, som min dybe Jammer føder.
O løft mig som en Bølge, Sky, et Blad!
Mod Livets Torne synker jeg! Jeg bløder!
Tungt Tidens Vægt min Kraft har splittet ad;
jeg var dig altfor lig, — stolt, ildfuld, glad.
Lad mig, lig Skoven, som din Lyre bruse!
Hvad om mit Løv som dens maa visnet vige?
Naar dine Harmoniers Hvirvler suse,
en høstlig Klang tungsindig-mild skal stige
fra begges Sangbund. Du, som trodser Skranker,
vær du min Aand! Vær mig, utæmmelige!
Driv overjorden mine døde Tanker,
lig vissent Løv, der nye Væxter føder!
Ved Kraften, som i dette Vers der banker,
spred mine Ord, som Arnestedets Gløder
og hede Aske, ud blandt Slægtens Hær!
Vær for vor dorske Jord den Magt, der støder
i Spaadomsluren ved min Røst! Thi er
det Vinter først, maa Vaaren være nær.