Det er meldt i Sang og Sage
Fra det gamle Nord,
Hvordan Vikingdrottens Drage
Hærged trindt på Jord,
Men igennem Kampens Toner
Klinger dog en Røst,
Som formilder og forsoner
Kæmpelivets Brøst.
Thi sang Sværdet end sin Psalter
For den stærke Thor,
Høj ned sig dog Frejas Alter
Midt i Vårens Flor,
Og Alverdens Overvinder,
Efter Slagets Gru,
Bøjed sig for Hjemmets Kvinder
Med ærbødig Hu.
Sjælden kun med løftet Glavind
Nu vi drage frem,
Kun når gridske Fjenders Avind
Styrre vil vort Hjem;
Men på Tankens høje Baner,
I den nye Tid,
Møde Åndens stærke Svaner
Frem til Dåd og Strid.
Men skønt disse fagre Vidder
Stå i Solens Glands
Og for hver en ægte Ridder
Løfte Ærens Krans,
Tidt fra Kampens Regioner
Drages Hjertet ned,
Ned, hvor Kvinden stille troner
Midt i Hjemmets Fred.
Ned, hvor Moderøjets Mildhed
Vogter Barnets Fod,
Hvor en Søsters blide Stilhed
Mildner Drengens Mod,
Ned, hvor hendes klare Øje
Gav vort Hjerte Håb,
Gav vor Stræben mod det høje
Kærlighedens Dåb.
Kan da vi vel gøre bedre,
Netop nu og her,
End den stille Magt at hædre,
Som vi har så kær.
Op ved Festens klare Kærte,
Ved Pokalens Klang,
Vies af det fulde Hjerte
Kvinden denne Sang.