Solen er oppe og Vindene lufte,
Stryge fra Lande i svulmende Drag;
Lærkerne juble og Blomsterne dufte,
Bølgerne rulle med skummende Slag;
Vildanden løfter sin Vinge til Flugt
Ud mod det Blå fra den tangklædte Bugt.
Sejlene bovne så hvide og fagre,
Snekken slår lystelig Vingerne ud;
Tonerne bæve og Vimplerne flagre,
Verden er smuk som en rødmende Brud;
Hjertet er varmt som Hispaniens Vin,
Modet er ungt som den muntre Delfin.
Byer og Skove de flygter tilbage,
Flygte som de skal hvert kuende Savn;
Løftet fra Døgnlivets modløse Klage
Stryger vi frem i den duvende Stavn;
Vårlyse Drømme er Fragten om Bord,
Håbet står agter ved Sejlerens Ror.
Håbet, ja Håbet, der åbner som Sluser
Jublende Sange mod Stormenes Magt,
Håbet, der løfter, om Brådsøen bruser,
Øjet mod Solen og Stjernernes Pragt,
Håbet med Sandhed som Kikkertens Glas,
Håbet med Hjertet som sikkert Kompas.
Frem da mod Landet, hvor Tinder sig højne,
Palmerne vifte i Morgenens Glands,
Derhen, hvor hun for de strålende Øjne
Smykker sin Tinding med Myrternes Krands,
Rækker Dig Lavren til Harper og Sang,
Rækker Dig Munden bag Rosernes Hang.