Rigt og fyndigt har du bøjet
Danmarks Maal i Rytmens Klang,
blidt og yndigt har du føjet
Ord til Ord, saa Sproget sang;
som en Sommerfugl af Larven,
fin i Formen, fin i Farven,
Digtet sig fra Læben svang.
Under Korset dine Strenge
bæved alvorsmildt og smukt,
over Vaarens Blomstersenge
som en Fugl steg Sangens Flugt,
under Dannebroges Susen
lød den kækt som Bølgens Brusen,
altid frisk som Yduns Frugt.
Hvad der bor i danske Hjerter,
toned i dit ædle Kvad,
vore Glæder, vore Smerter
og din Sang, de fulgtes ad,
men, som Duen hjem til Arken,
bar du over Ødemarken
altid Haabets lyse Blad.
Flor sig sænker om din Lyre,
men i Vaarens lyse Skær
Bukkar og den lille Syre,
Løv af lyse Bøgetræ’r
blødt sig om dit Billed vinde,
mens det toner varmt herinde:
„Digter, du blev Danmark kær!”