Da Solen gik ned
bag Lunden med Fred
og Fuglene kvidred i Skoven,
med tankefuldt Sind
og med blussende Kind
jeg stirred i Guldglansen ind.
Fra Kyst og til Kyst
som aandende tyst
sig løfted og sænkede Voven,
en vuggende Favn
fuld af sukkende Savn
i Længsel mod Kvældsolens Bavn.
Da kom der en Klang
af Klokkernes Sang
og sænked sig sagte fraoven,
da var det som gled
over Bølgerne ned
et stille velsignet: Guds Fred!
Du Væld i mit Bryst,
o bi kun paa Trøst,
naar Solen gaar ned for din Længsel,
Guds Kærlighed selv
vil fra Stjernernes Hvælv
indlulle den brusende Elv.