Naar Solen gaar i Bjerge
og Lykken ligesaa,
Gud Herren er dit Værge
og kan dig vel forstaa.
I Mulm og Nat han tænder
de tusind Stjerner smaa,
og Himlens Lys, de brænder,
naar Jordens Lys forgaa.
Og Himlens Lys, de skinner
med Trøst i Sorgens Stund,
til Sorgen selv forsvinder
og er et Minde kun,
til over Skyer dunkle
Guds Sol gaar frem paany,
og Nattens Taarer funkle
som Morgendug i Gry. —