Mo’ers Vuggesang
til lille Toni.
til lille Toni.
Hvil nu blødt og sov nu sødt,
du min egen Pige,
længe jeg længtes efter dig, min Skat;
hvor jeg er glad, det kan jeg ikke sige,
du er min Fryd, min Tanke Dag og Nat.
Hvil nu blødt og sov nu sødt,
luk dé Øjne milde,
klare som Dug i Blomsterkalkens Blaa;
om dine Læber, som rødmende sig skille,
spiller et Smil. Hvad mon du tænker paa?
Hvil nu blødt og sov nu sødt,
Liljen paa din Pande
blomstre om Kap med Rosen paa din Kind;
gid alt det rene, det hellige og sande
lysne dit Smil og frede om dit Sind.
I Hvil nu blødt og sov nu sødt,
de Kinder er saa runde,
stille du løfter Haanden spæd og fin.
Hjælpe mig Gud — gid jeg dog al Tid kunde
holde den fast i Nøden, fast i min.
Hvil nu blødt og sov nu sødt,
kom saa godt til Kræfter,
bliv rigtig flink, et Solskin i dit Hjem.
O, hvert et Blik, jeg stille paa dig hæfter,
er som en Bøn, der lønlig stiger frem.
Hvil nu blødt og sov nu sødt,
mens du kan, du lille,
Verden derude er af Torne fuld,
ogsaa for dig vil sagtens Taarer trille,
blot de maa lutre Hjertets Sølv og Guld.
Hvil nu blødt og sov nu sødt,
jeg vil for dig vaage,
men naar en Gang mit Øje, det er lukt,
er der et Blik, som over Verdens Taage
følger dig tro og aldrig bliver slukt.
Hvil nu blødt og sov nu sødt,
indtil Fa’er han kommer,
bøjer sig ned mod Vuggens grønne Skjul —
det er ham mer end Skoven i Skærsommer,
du lille Barn, hans Lykkes glade Fugl.
Hvil nu blødt og sov nu sødt,
naar du først kan trippe
her ved min Haand og sige Fa’er og Mo’er
— o lille Glut, den Fryd vil jeg ej slippe,
ikke for alt det bedste her paa Jord.